Trods tre forsøg: Stadig intet flertal bag fremtidens energipolitik

MINDRETAL: Hverken oppositionens bud, regeringens forslag eller Dansk Folkepartis vedtagelse om visioner for dansk energipolitik kunne samle et flertal i Folketinget. Det illustrerer skillelinjerne forud for forhandlinger om ny energiaftale, siger energiordfører.

Tre på stribe. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kunne mandag konstatere, at alle tre forslag om fremtidens energipolitik blev forkastet af flertal i Folketinget.
Tre på stribe. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, kunne mandag konstatere, at alle tre forslag om fremtidens energipolitik blev forkastet af flertal i Folketinget.Foto: Keld Navntoft / Scanpix
Morten Øyen

Tre forsøg, men lige lidt hjalp det, da Folketinget mandag forsøgte at nå et flertal bag sigtelinjer for fremtidens energipolitik.

En samlet opposition, regeringspartierne og Dansk Folkeparti havde ellers alle bud på hver sin vedtagelse, som man håbede på Folketingets opbakning til oven på årets store energipolitiske redegørelse fra energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Forkastet x 3
Kort fortalt ville oppositionspartierne have Folketinget til at vedtage, at regeringens kurs i den grønne politik ”er den forkerte vej at gå” og påpegede en række ”akutte pligtopgaver” for det kommende energiforlig.

Regeringspartierne opridsede i sin vedtagelse ambitionerne fra regeringsgrundlaget, mens Dansk Folkeparti i sit forslag pegede på, at den grønne omstilling i Danmark ”har påført danske borgere og virksomheder store meromkostninger til energi på grund af den nødvendige støtte til den vedvarende energi”.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), kunne dog fra formandsstolen konstatere, at alle vedtagelser blev forkastet af et flertal i Folketinget.

Varsel forud for forhandlinger
At ingen af vedtagelserne kunne mønstre et flertal, overrrasker ikke i Dansk Folkeparti, der med sit eget forslag netop satte en kile ned i blå blok.

”Vi ville ikke stemme for regeringens forslag, for vi synes den afspejler en for ukritisk linje over for den grønne omstilling,” siger energiordfører Mikkel Dencker.

Han mener samtidig, at mandagens afsteminger om energipolitikken er et forvarsel for, hvor uenighederne vil være, når Folketinget ifølge regeringens plan skal forhandle en ny energiaftale i efteråret.

”De tre vedtagelser har jo indbygget nogle forskellige prioriteringer for energipolitikken. Så det illustrerer meget godt de skillelinjer, der er i Folketinget lige nu,” siger Mikkel Dencker.

Dokumentation

Forslag til vedtagelse af oppositionen
Folketinget finder, at regeringen med sænkningen af klimaambitionerne, forsøget på at aflyse allerede aftalte vindmølleparker og den voldsomme nedskæring på energiteknologisk forskning risikerer at sætte Danmarks grønne førerposition over styr. Det vil ikke bare skade miljø og klima, men også dansk erhvervsliv. Det er den forkerte vej at gå.

Folketinget ønsker et ambitiøst energiforlig for perioden efter 2020, som afspejler de nye udfordringer i den grønne omstilling. Mens prisen på vedvarende energi falder drastisk, stiger behovet for at skabe et mere fleksibelt energisystem, forskning i lagringsteknologi osv., der gør os bedre i stand til at udnytte den grønne strøm, vi producerer. Folketinget understreger desuden, at regeringens nuværende tilgang til solcelleenergi er utilfredsstillende.

Folketinget påpeger en række akutte pligtopgaver om bedre udnyttelse af overskudsvarme, understøttelse af varmepumper og en ny støtteordning til landvind, som regeringen straks bør indlede forhandlinger om for at begrænse ulemper for erhvervslivet, den grønne omstilling og samfundsøkonomien.

Forslag til vedtagelse af regeringspartierne
Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling, der skaber eksport og danske arbejdspladser. Folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte en ambitiøs grøn omstilling, der skaber job og ikke koster job.

Folketinget noterer sig Energikommissionens anbefalinger til fremtidens energipolitik for perioden fra 2020 med det langsigtede mål at gøre Danmark til et lavemissionssamfund uafhængig af fossile brændsler i 2050, der på vej dertil skal indfri målet om at dække mindst halvdelen af Danmarks energibehov med vedvarende energi.

Folketinget opfordrer regeringen til at bruge Energikommissionens anbefalinger som bidrag til at præsentere et udspil til en ny energiaftale for perioden efter 2020 i efteråret 2017.
I energi- og klimapolitik er det vigtigt med langsigtede og stabile rammevilkår. Det er afgørende for at fastholde Danmarks grønne førerposition, at Folketinget i god tid inden 2020 får en aftale på plads om, hvordan energipolitikken skal se ud efter 2020.

Forslag til vedtagelse af Dansk Folkeparti
Folketinget konstaterer, at den førte energipolitik med fokus på udskiftning af produktionsapparatet fra at være fossilt baseret til vedvarende energi har påført danske borgere og virksomheder store meromkostninger til energi på grund af den nødvendige støtte til den vedvarende energi.
Folketinget opfordrer regeringen til fremadrettet at lægge større vægt på energibesparelser og -effektivitet, frem for omlægning af produktionen, idet energi, som ikke bliver brugt, har en bedre samfundsøkonomisk effekt, end at omstille til vedvarende energi.

Folketinget opfordrer også regeringen til, at der arbejdes henimod en gennemsigtig og teknologineutral støttestruktur til vedvarende energi, således at der kan opnås en reel konkurrence på området til sikring af billigst mulig energi for borgere og erhvervsliv.


0:000:00