Venstre vil afskaffe NOx-afgiften

FINANSLOV: Høje energiafgifter koster konkurrencevne og danske arbejdspladser, mener Venstre, der til årets finanslovforhandlinger foreslår NOx-afgiften helt afskaffet. Hverken De Radikale eller DF er helt overbeviste.

Venstre vil gerne afskaffe NOx-afgiften i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.
Venstre vil gerne afskaffe NOx-afgiften i forbindelse med forhandlingerne om næste års finanslov.Foto: Frederik Marker Hansen/Altinget.dk
Morten Øyen

Der var tale om en vækstdræber, da regeringen og Enhedslisten femdoblede NOx-afgiften, men det er ikke nok bare at rulle forhøjelsen tilbage. NOx-afgiften skal helt væk, hedder det i Venstres forslag til finansloven for 2015, som partiet præsenterede mandag.

”Det skubber arbejdspladser og eksportindtægter til udlandet, når danske energitunge virksomheder rammes af den høje danske NOx-afgift,” hedder det i Venstres forslag.

Ifølge partiet bidrager afgiften på luftforurenende kulstofilte ikke nævneværdigt til miljøforbedringer, men er i stedet mest til at for at skabe finansiering til offentlige udgifter. Venstre vil gerne fremover have nulvækst i det offentlige og har med deres finanslovforslag fundet 12 milliarder kroner til finansiering af deres forslag – blandt andet ved besparelser inden for forskning, udviklingsbistand og DSB – så der er ifølge partiet nok penge til at finansiere en afskaffelse af NOx-afgiften.

Andre partier ikke overbeviste
Helt så overbeviste over regnestykket er man bare ikke hos Dansk Folkeparti. Skatteordfører Dennis Flydtkjær fortæller, at Dansk Folkeparti også er imod regeringens femdobling af afgiften, men ikke uden videre er klar til at kaste sig ind i kampen for at afskaffe afgiften helt.

Fakta
NOx-afgiften:
NOx-afgiften er en afgift på sundhedsskadelige kvælstofilter. I finansloven for 2012 besluttede regeringen og Enhedslisten at femdoble afgiften fra fem til 25 kroner pr./kg. 

”Jeg synes også, det er lidt uklart, hvordan finansieringen helt hænger sammen. Så vi står selvfølgelig på mål for at rulle regeringens og Enhedslistens politik tilbage, men vi går ikke ind for nulvækst, og derfor er det helt afgørende for os, hvordan pengene skal findes,” siger Dennis Flydtkjær.

Også hos regeringspartiet De Radikale har man visse betænkeligheder ved bare at skrive under på Venstres forslag om at afskaffe den ellers udskældte NOx-afgift.

Vores holdning er, at NOx-afgiften ikke indgår i finanslovforhandlingerne som en klar prioritet.

Nadeem Farooq (R)
Skatteordfører

”Vi er selvfølgelig meget optagede af at styrke konkurrencevilkårerne og rammevilkårerne for vores virksomheder, men det har vi også gjort i forbindelse med Vækstaftalen. Og der har vi prioriteret vores indsats og var samtidig så heldige, at vi var enige med Venstre i den,” siger skatteordfører Nadeem Farooq.

Men det er ikke regeringens ønske at afskaffe NOx-afgiften, fortæller han.

”Venstre er selvfølgelig velkomne til at fremlægge det, og så vil vi diskutere det. Men vores holdning er, at NOx-afgiften ikke indgår i finanslovforhandlingerne som en klar prioritet,” siger Nadeem Farooq. 









0:000:00