Vestager godkender havvindmølleparken Kriegers Flak

GODKENDT: EU-Kommissionen godkender statsstøtte til Danmarks største havvindmøllepark. Jeg er glad for at kunne godkende statsstøtten til projektet, siger EU-kommissær Margrethe Vestager.

Foto: Francois Lenoir / Scanpix
Morten Øyen

EU-Kommissionen har blåstemplet den danske støtte til den 600 MW store Kriegers Flak Havvindmøllepark, der bliver Danmarks største havvindmøllepark, når den efter planen er færdig.

Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelse.

”Kriegers Flak Havmøllepark vil bidrage til at reducere CO2-emissionerne, og støtten er omhyggeligt udformet, så konkurrencen ikke fordrejes på elmarkederne. Jeg er glad for at kunne godkende statsstøtten til dette projekt,” siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Godkendes trods konkurrenceforvridning
Ifølge Kommissionen vil havvindmølleparken bidrage til at reducere Danmarks CO2-udledning i overenstemmelse med EU's energi- og klimamål og etablerer samtidig en ny sammenkobling, så Sjælland forbindes med Tyskland via Kriegers Flak Havvindmøllepark og to tyske havvindmølleparker, Baltic 1 og Baltic 2.

Fakta
Kriegers Flak Havvindmøllepark
  • Havvindmølleparken skal opføres i Østersøen på Kriegers Flak, øst for Møn, hvor den korteste afstand til kysten er ca. 15 km.
  • Kriegers Flak havvindmøllepark vil være på 600 MW, og er dermed den største havvindmøllepark i Danmark og Østersøen. Havvindmølleparken opføres mellem 1. januar 2019 og 31. december 2021.
  • Kriegers Flak kan producere strøm svarende til mere end 600.000 husstandes årlige elforbrug. Når havmølleparken er fuldt ud i drift, vil den øge den andel af elproduktionen, som er baseret på vindkraft, med syv procentpoint.

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Til sammen får det EU-Kommissionen til at konkludere, at det ”vejer tungere end potentielle konkurrencefordrejninger som følge af den offentlige støtte.”

Historisk lave omkostninger
Støtten til Kriegers Flak vil blive givet som et tillæg til elprisen på Nord-Pool-markedet. Med Vattenfalls historisk lave vinderbud på 37,2 øre/kWh forventes de samlede støtteomkostninger til at opføre de 600 MW være 3,5 mia. kr. for hele støtteperioden 2020-2032. Det er ifølge Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet 60 procent lavere end de forventede udgifter på 8,2 milliarder kroner for hele støtteperioden som forudsat ved indgåelsen af energiaftalen i 2012.

Selve ilandføringen koster 3,1 mia. kroner og den medfølgende udenlandsforbindelse til Tyskland koster 1,4 mia. kroner. Efter planen skal nettilslutningen være klar, så de første vindmøller kan kobles på elnettet fra 1. januar 2019 og de sidste kobles på inden udgangen af 2021.

EU støtter Kriegers Flak nettilslutningsprojektet med op til 1,1 mia. kr. fra det europæiske genopretningsprogram for energiområdet. Det er Energinet.dk, som står for ilandføringen af Kriegers Flak.

0:000:00