Debat

Vindmølleindustrien: Nej til eksperimenter i energipolitikken

DEBAT: Skal energipolitikken sikre vækst, innovation og billigst mulig vindenergi, stiller det krav til tilskuds- og udbudsdesign. Energikommissionens principper består ikke et realitetstjek og kan ende som et dyrt eksperiment, skriver Martin Risum Bøndergaard.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Vi kan ikke basere os på, at teknologien nok falder i pris og de tilskudsfrie vindmøller kommer af sig selv. De kommer kun, hvis vi holder kæden stram og fortsætter en målrettet satsning på billiggørelse af vindenergien

Martin Risum Bøndergaard
Analysechef i Vindmølleindustrien

Al ny elproduktion, uanset om det er grønt eller sort, har i dag brug for tilskud. Landvind er den billigste måde at få ny elkapacitet på – billigere end fossile brændsler. Vindmølleindustrien og virksomhederne i vindbranchen har som mål at blive uafhængig af tilskud – og det mål er inden for rækkevidde.

Sandheden er dog, at ingen ved om det bliver om 5, 10 eller 15 år, da det afhænger af fremtidens elpriser, som igen afhænger af en række politiske beslutninger om CO2-kvoteprisen, elektrificering og udlandsforbindelser – samt naturligvis af teknologiudviklingen.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi i Danmark designer en udbudsbaseret tilskudsmodel, som minimerer tilskudsbehovet i perioden frem til det tidspunkt, hvor vi kan etablere vindenergi uden tilskud.

Energikommissionen fremlagde 24. april en række anbefalinger til blandt andet tilskudsdesign og udbudsdesign, og til trods for at kommissionen peger på en række vigtige anbefalinger, bærer rapporten dog desværre præg af ”for meget ideologi og for lidt analyse” for at citere medlem af VK-regeringens Klimakommission Jørgen Henningsen.

Kommission misser billigste vej
Ser vi indledningsvis på tilskudsdesign, anbefaler Vindmølleindustrien en ordning baseret på udbud, hvor man byder på en 20-årig fast pris frem for et fast tillæg oveni elprisen. Lignende tilskudsmodeller har vores naboer i blandt andet Tyskland, Storbritannien, Holland og Frankrig valgt.

Går Danmark en anden vej, er der risiko for, at vi ender som et højrisiko-marked med unødvendigt høje tilskudsomkostninger til følge.

Vindmølleindustrien støtter, at fremtidens tilskudssystem bør understøtte, at markedets signaler så vidt muligt slår igennem til el-producenterne, som anbefalet af Energikommissionen. At dette skulle tale for at vælge et tilskudsdesign baseret på fast tillæg frem for fast pris er nok principielt rigtigt, men savner imidlertid grundlag i en reel analyse, som kommissionen desværre forsømmer at levere.

I Vindmølleindustrien er vi forundrede over, at Energikommissionen kan fremlægge anbefalinger uden at ulejlige sig med at analysere, om principperne holder vand.

Udsætter man anbefalingen for et realitetstjek, står det klart, at der ikke er hold i påstanden om, at møller, der modtager fast tillæg frem for fast pris, vil reagere mere på markedssignalerne og dermed agere mere fleksibelt i elmarkedet.

Tilbage som argument imod en fast afregningspris står alene Energikommissionens påpegning af, at det giver ”udsving i støtteudgifterne” og et principielt synspunkt om, at ”støtte skal gives, så støttemodtageren bærer risikoen ved udsving i markedsprisen”.

Sandheden er dog for det første, at udgifterne selv ved valg af et fast tillæg uundgåeligt vil svinge, da produktionen svinger med vindforholdene fra år til år.

For det andet havde det, hvad angår spørgsmålet om håndtering af elprisrisiko, pyntet, hvis Kommissionen havde regnet på, hvilke konsekvenser deres principielle anbefaling om fast tillæg har af betydning for fremtidens tilskudsudgifter. Det spørgsmål belyser Vindmølleindustrien med analysen ”Tilskudsordninger og risiko – Betydningen for afkastkrav og tilskudsniveau”, der er udarbejdet af ESP Consulting.

Analysen viser, at et tilskudsdesign baseret på fast pris minimerer tilskudsbehovet og -udgifterne for statskassen, og dermed er den billigste vej mod den tilskudsfri fremtid.

På baggrund af rapporten kan det konkluderes, at Energikommissionens forslag til tilskudsdesign alene for landvind i perioden 2019-2025 vil være 650 millioner kroner dyrere end nødvendigt ved en fortsat stabil udbygning.

Politikerne må derfor spørge sig selv, om de vil bruge skatteborgernes penge på, via fast tillæg, at købe en forsikring mod svingende udgifter på finansloven, vel vidende at udgifterne uundgåeligt vil svinge, som vinden blæser? 

Tilskudsfrie vindmøller kommer ikke af sig selv
Hvad angår udbudsdesign, understreger medlem af Energikommissionen, professor og forskningsdekan på CBS, Peter Møllgaard, i et interview med Altinget, at Energikommissionens anbefaling om, at tilskud til vedvarende energi i fremtiden skal gives ”under et princip om teknologineutralitet”, hvilket har til formål at skabe ”større innovation og kreativitet i markedet”.

Det lyder besnærende, og innovation er en vigtig ingrediens, når teknologierne skal falde yderligere i pris.

Desværre belyser Energikommissionen ikke, hvilken rolle Danmark spiller for innovation, og hvordan dette harmonerer med forslaget om et teknologineutralt udbudsdesign. Energikommissionen efterlader det indtryk, at det er ligegyldigt om Danmark ender med at nå sine VE-mål med importerede (kinesiske) solceller eller danskproducerede vindmøller.

Dette er ikke ligegyldigt for de mere end 31.000 ansatte i vindindustrien, som har stor værdi af, at teknologiudviklingen foregår og understøttes i Danmark.

Energikommissionen konstaterer helt korrekt, at prisfaldet på VE-teknologier ikke mindst afhænger af ”efterspørgslen efter de forskellige teknologier”. Det skyldes, at skala er helt afgørende for prisfaldene på vindenergien.

Det betyder naturligvis, at det er den internationale efterspørgsel på vindmøller og ikke den danske udbygning, der afgør tempoet i prisfaldet. Men det er en misforståelse at konkludere, at den danske udbygning ikke også spiller en vigtig rolle.

Danmarks prioritering af udbygning med landvind og havvind spiller en væsentlig rolle for, at det nordeuropæiske marked har en tilstrækkelig størrelse, som betyder, at det giver mening at fastholde produktionsfaciliteter i Danmark. Når de danske virksomheder producerer 3 MW-møller på danske fabrikker skyldes det ikke mindst, at denne type mølle opstilles på det nordeuropæiske nærmarked, herunder i Danmark.

Det danske hjemmemarked for landvind sikrer derved et vigtigt samspil mellem teknologiudvikling, produktion og giver samtidig mulighed for, at de danske virksomheder løbende kan opstille de første serieproduktioner af nye møller i nærheden af de danske fabrikker og udviklingsafdelinger.

For at sikre et sundt konkurrence- og investeringsklima har markedet brug for en række vindmøllefabrikanter og et stort antal underleverandører. Skal disse virksomheder turde foretage de nødvendige investeringer i nye mølletyper, er det nødvendigt, at der skabes politisk sigtbarhed omkring en passende markedsvolumen.

En af de mange udfordringer ved teknologineutralitet er derfor, at man politisk beder industrien udvikle morgendagens stadigt billigere vindmøller uden samtidigt at stille et lokalt marked i udsigt.

Hvis Danmark og andre lande vælger teknologineutrale udbud fremover, vil det være uvist om sol, landvind eller havvind ’løber med markedet’ på bekostning af de andre teknologiers muligheder for at opnå omkostningsreduktioner. Er det virkelig sådan, vi i vindenergiens hjemland ønsker at understøtte en unik national styrkeposition? 

Ikke tid til eksperimenter
Peter Møllgaard udtaler om teknologineutrale udbud, at ”i princippet er der ikke noget til hinder for, at man kan starte nu”. Jo, det er der. Igen havde det været hjælpsomt, hvis Energikommissionen havde baseret sine anbefalinger på en gennemarbejdet analyse og ikke blot principper. En analyse ville afdække udfordringerne ved at skabe fair og lige konkurrence mellem meget forskellige teknologier, der har meget forskellige rammevilkår.

For landvind gælder for eksempel en række nationale og ikke mindst kommunale regler og særregler, som ikke gælder for sol.

Energikommissionen burde have spurgt, om politikerne i Folketinget vil gøre op med disse særregler for at skabe lige konkurrence. Det vil tage lang tid at skabe ensartede rammer og vil være et eksperiment, som ingen kender resultatet af.

Nu er ikke tiden til eksperimenter, da der er mindre end 10 måneder til udløbet af den gældende tilskudsordning for landvind, og politisk er man allerede meget sent ude. En enkel udbudsmodel for landvind kan og bør vedtages hurtigt.

Som Energikommissionen rigtigt påpeger, vil der i fremtiden være behov for en pallette af forskellige vedvarende energiteknologier i den grønne omstilling.

Målsætningen må være, at hver enkel teknologi bliver billigst mulig, samtidig med at Danmark understøtter de nationale styrkepositioner med tilhørende vækst-, eksport- og beskæftigelsesmæssige gevinster.

Denne målsætning sikres bedst med teknologispecifikke udbud. Hvis en teknologi pludselig overrasker og bliver markant billigere end de øvrige, kan politikerne beslutte at justere de udbudte volumener for de enkelte teknologier i de fremtidige udbudsrunder. Så hvorfor gøre øvelsen sværere end nødvendigt?

Danmarks bidrag til et stabilt nærmarked for både landvind og havvind er en af hjørnestenene, som en sund dansk vindindustri bygger på. I disse år hvor konkurrencen om den globale vindindustris arbejdspladser er hårdere end nogensinde, må vi i Danmark selv bidrage til markedsudviklingen. Vi kan ikke basere os på, at teknologien nok falder i pris og de tilskudsfrie vindmøller kommer af sig selv. De kommer kun, hvis vi holder kæden stram og fortsætter en målrettet satsning på billiggørelse af vindenergien gennem ikke blot forskning, udvikling og innovation, men også stabil udbygning år for år, så alle aktører på markedet skridt for skridt bidrager til at nedbringe omkostningerne.

Danmark har nu i fire årtier investeret store ressourcer i udviklingen af vindenergien og undervejs opbygget en unik global styrkeposition i den danske vindindustri. Så hvorfor skal politikerne på dette tidspunkt, hvor teknologien er billigere end nogensinde, ’rokke ved udviklingen’ på baggrund af et teoretisk-ideologisk princip?

Det er nu, vi skal løbe bolden det sidste stykke i mål mod tilskudsfrihed ved så hurtigt som muligt at introducere et separat udbud for landvind og samtidig sikre et stabilt hjemmemarked for den danske vindindustri.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00