Vindmølleindustrien: De økonomiske vismænd mangler realitetssans

Af Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Selvom det blev fremført ganske diskret, så markerer miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansens (LGH) indlæg i Altinget 6. september en milepæl i den danske klima- og energidebat.

Efter den grønne industri i årtier har skullet høre på udsagn om, at vindenergi ikke gavner klimaet, slår LGH nu fast, at en høj andel af vedvarende energi (VE) ”mindsker de menneskeskabte klimaforandringer”. En selvfølgelighed, som dog for følgere af energidebatten er en enorm befrielse, og som er glædeligt nyt fra en vismand.

Det er ikke længe siden, piben havde en anden lyd. 13. september 2016 i Altinget lod LGH de politiske beslutningstagere forstå, at de roligt kunne aflyse de kystnære havvindmølleparker, da de ingen som helst effekt har på CO2-udledningen på grund af EU’s CO2-kvotesystem (ETS). Påstanden er i direkte modstrid med tidligere overvismand Peter Birk Sørensen, der nu som formand for Klimarådet har konstateret, at der i kvotesystemet er ”et betydeligt overskud af CO2-kvoter, hvilket forhindrer CO2-kvotesystemet i at medføre reelle reduktioner af CO2-udledningen”. En udmelding, som vismændene og LGH nu ser ud til at have taget til sig.

Skønt der ikke gives en forklaring, må logikken bag skiftet antageligvis være følgende:

Før: Hvis ETS virker, så er ekstra vindmøller i Danmark virkningsløse i forhold til klimaet. Nu: Hvis ETS ikke virker, er vindmøller virksomme.

Der kunne være visdom i vismændenes insisteren på at benytte en pris på CO2 som det primære redskab i den grønne omstilling, hvis der i Danmark og Europa havde været politisk vilje til at bruge det effektivt, og hvis der dermed ikke var udsigt til et fortsat overskud af kvoter frem til 2030.

Martin Risum Bøndergaard
Politik- og analysechef i Vindmølleindustrien

Hvor efterlader det så vismændene og energidebatten?
Desværre lader kvaliteten af vismændenes seneste anbefalinger fortsat meget tilbage at ønske. Indlægget fra LGH handler paradoksalt nok om, at vismændene anbefaler Folketinget primært at anvende ét virkemiddel i klimapolitikken, nemlig – hold nu fast – pris på CO2. Ifølge LGH bør en pris på CO2 anvendes som middel til at nå klimamål frem for mål for VE og energibesparelser med tilhørende virkemidler som for eksempel tilskud.

Det havde været klædeligt, hvis vismændene klart understregede de underliggende hvis’er – nemlig hvis man politisk er i stand til effektivt at indføre en pris på CO2, og hvis der vitterligt kun er det ene politiske mål.

Hvis CO2-kvotesystemet virkede
LGH påpegede i Altinget 29. september 2016, at fagøkonomer er enige om, at en pris på CO2 er det ideelle klimapolitiske instrument, hvilket igen blev understreget 6. september 2017.

Som ’fag-politolog’ vil jeg tillade mig at påpege det nærmest komiske i, at LGH skriver, at ”I praksis er det relativt let at indføre” en global pris på CO2. Ser vi på de europæiske erfaringer, så begyndte disse i 1990’erne med et fejlslagent forsøg på at indføre en CO2-afgift, hvorefter man i 2005 påbegyndte det CO2-kvotesystem vi har i dag, hvor der ikke ser ud til at komme en meningsfuld CO2-pris før omkring 2030. Europa vil altså efter 25 års arbejde måske kunne få succes med CO2-kvote-instrumentet. Hvis det kan gøres med et snuptag på globalt plan, vil det så afgjort være en anbefaling med løfterige perspektiver.

Der kunne være visdom i vismændenes insisteren på at benytte en pris på CO2 som det primære redskab i den grønne omstilling, hvis der i Danmark og Europa havde været politisk vilje til at bruge det effektivt, og hvis der dermed ikke var udsigt til et fortsat overskud af kvoter frem til 2030, som påpeget af Klimarådet.

I Vindmølleindustrien anbefaler vi, at man politisk øger indsatsen for at gøre kvotesystemet virksomt, men så længe det ikke lykkes, må man sikre den grønne omstilling med andre virkemidler såsom tilskud. Hvis der vitterligt var en høj og retvisende pris på CO2, ville vindenergi i dag være helt uafhængig af tilskud. Det er i sidste ende et politisk valg, om man vil gennemføre den grønne omstilling ved hjælp af afgift på det sorte (CO2-priser) eller tilskud til det grønne.

Hvis alle CO2-reduktioner var lige gode
Under overskriften ”ingen grund til omveje” anbefaler LGH at droppe VE-mål og -tilskud til fordel for et rent klimamål. Jeg vil hævde, at dette netop vil resultere i en omvej for Danmarks grønne omstilling.

Hvis en bestemt CO2-reduktion i et bestemt år er eneste politiske mål, hvis energipolitikken ikke behøver at være fremsynet, hvis biomasse er CO2-neutralt, og hvis kvotemarkedet rent faktisk var virksomt, ville en politik med CO2-pris som eneste virkemiddel betyde, at Danmark på kort sigt billigst reducerer udledning ved at købe reduktioner i Østeuropa og på hjemmebanen skifter kul og gas ud med biomasse i varmeforsyningen.

Men det vil ikke sikre, at Danmark rettidigt kommer i gang med den nødvendige grønne omstilling af transportsektoren. Samtidig vil en fortsat biomassesatsning betyde, at varmesektoren bliver afkoblet frem for opkoblet til elsektoren. Det er en bekymrende omvej for Danmarks grønne omstilling, som fortjener akut fokus.

Med CO2-pris som eneste virkemiddel vil afbrænding af biomasse – hvis biomassen anses for at være CO2-neutralt – være nøjagtigt lige så godt et tiltag som at skifte til brændselsfri teknologier som vind, sol, elbiler og varmepumper. Energikommissionen påpeger, at VE-målet kan opfyldes ved en kombination af

1) VE-udbygning
2) Elektrificering
3) Energieffektivisering.

Men alle teknologier er ikke lige gode, når det drejer sig om at bidrage med noget grønt, noget elektrisk og noget effektivt. De brændselsfrie teknologier leverer på alle parametre og peger samtidig fremad mod det langsigtede mål om et intelligent og integreret energisystem baseret på 100 procent VE i 2050. CO2-pris som eneste virkemiddel vil dermed ikke sikre, at Danmark bevæger sig i den strukturelt rigtige retning. I Vindmølleindustrien anbefaler vi derfor ikke færre, men flere ambitiøse målsætninger, så vi sikrer en fremsynet omstilling.

Vismænd i et vadested – principper eller pragmatik?
Økonomer beriger energisektoren og den politiske debat med analyser, som indeholder megen visdom – under givne forudsætninger. Beslutningstagere gør klogt i at lytte til anbefalingerne, men også tage de afgørende forudsætninger i betragtning før der træffes beslutninger om dansk energipolitik. Skal vismandsinstitutionen have relevans for energipolitikken, er der behov for en langt stærkere understregning af de mange hvis’er, som er afgørende for kvaliteten af vismændenes anbefalinger.

Vil man overskride begrænsningen ved anbefalinger fra økonomiske (h)vismænd, kunne man selvfølgelig overveje at oprette særskilte institutioner for politologiske vismænd, energiplanlægningsvismænd mv. Det er dog langt mere frugtbart med organer, der arbejder tværfagligt såsom Klimarådet.

Netop Klimarådet kan – for nu at slutte hvor vi begyndte – rimeligvis tilskrives en del af æren for skiftet i vismændenes syn på vindmøllers klimaeffekt. At vismændene tilsyneladende har lyttet, fortjener ros. Men skal vismændenes anbefalinger have relevans for beslutningstagere, må skridtet tages fuldt ud med en erkendelse af, at når virkeligheden ikke ser ud som i teoribøgerne, så må principperne vige for pragmatiske virkemidler og politiske realitetstjek.

Hvis det teoretisk bedste bliver det godes værste fjende, bliver rådgivningen reelt reaktionær. Skal vismændenes rådgivning af energipolitikken være relevant, kræver det større faglig åbenhed og ydmyghed med fokus på de mange hvis’er og ikke mindst vilje til at se virkeligheden i øjnene.