WWF-rapport udpeger Danmark som ressource-skurk

FODAFTRYK: Ny rapport fra WWF udråber Danmark til et af de lande i verden, der fråser allermest med ressourcerne. Kun rige oliestater overgår Danmark på det punkt. Læs rapporten her.

Danmark har et af de højeste forbrug af ressourcer i verden, konkluderer ny WWF-rapport.<br>
Danmark har et af de højeste forbrug af ressourcer i verden, konkluderer ny WWF-rapport.
Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Ny WWF-rapport slagter den grønne danske selvforståelse. 

Danmark har således det fjerde største økologiske fodaftryk i verden, viser rapporten "Living Planet Report 2014", som er udarbejdet af WWF Verdensnaturfonden (læs rapporten her).

Hvis hele verdens befolkning forbrugte som danskerne og danske virksomheder, ville det nemlig kræve hele 4,5 jordkloder til reproduktion af ressourcer. Det gør resten af verdens lande trods alt ikke, men sammenlagt er der også et globalt problem, fordi det nuværende forbrug svarer til, hvad godt halvanden jordklode kan producere.

Ifølge rapporten er det oliestater som Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, som overgår Danmark. Det betyder, at Danmark ifølge rapporten tager 1. pladsen i EU og i hele den vestlige verden. Belgien er dog lige i hælene på Danmark og indtager en femteplads.

Globale og nationale konsekvenser
Ser vi på lande, som vi normalt sammenligner os med, ligger Tyskland som nummer 25, Sverige som nummer 10, Finland som nummer 15 og Storbritannien som nummer 28. Norge er ikke opgjort.

Globalt set har ressourceforbruget allerede store konsekvenser ifølge WWF, der peger på stor CO2-udledning, knaphed på ferskvand og madvarer i nogle dele af verden, og så er bestanden af vilde dyr på verdensplan mere end halveret siden 1970.

I forhold til konsekvenser i Danmark peger WWF på, at biodiversiteten er i tilbagegang, og at 25 procent af de danske pattedyr er rødlistede, ligesom også sommerfugle og en lang række fuglearter er truede.

 

0:000:00