Debat

WWF: Timing er afgørende for grøn omstilling af ulande

DEBAT: Det er en milepæl for vindenergi i Indonesien, at man - med hjælp fra Vestas - bygger landets første større vindmøllefarm. Men landets øvrige energiplaner er kulsorte. Det skriver international programchef i WWF Verdensnaturfonden, Jacob Fjalland.

Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Fjalland
International programchef, WWF Verdensnaturfonden

De grønne alternativer til kulenergi skulle have været med, da vækstlokomotivet startede op i Indonesien – det er svært at hoppe på et tog, der passerer perronen i fuld fart.

Vi har alle mærket trykket på perronen, når et gennemkørende tog suser forbi, og det er dén fornemmelse, vi skal undgå at opleve i udviklingslandene, når vi står klar med vores vedvarende energiløsninger på verdens voksende energibehov og dertil hørende eskalerende klimaudfordringer.

Vestas nåede lige akkurat med på vognen i Indonesien – også selvom der kan stilles spørgsmålstegn ved, om der reelt ikke er tale om, at den grønne togvogn sidder på et lille lokaltog, som slet ikke kan følge med det store lyntog, der tager kulsporet.

En grøn udvikling af udviklingslandes energisystemer er mulig – hvis bare man slår til tidligt nok.

Jacob Fjalland
International programchef i WWF Verdensnaturfonden

Svært at komme for sent med omstillingen
Indonesien er et eksempel på, hvor svært det er, hvis vi kommer for sent i forhold til at præge den grønne omstilling i udviklingslandene. Væksten pumper derudaf, og behovet for flere ressourcer og en masse energi, der kan understøtte den økonomiske udvikling, er allerede på vej op i det røde felt. Derfor handler Indonesiens regering hurtigt og sikkert – med velkendte løsninger, der ikke kræver nytænkning eller udfordring af de allerede etablerede systemer.

Det enorme energibehov bliver mødt af en massiv udbygning af landets kulkraftværker de kommende år. Mere præcist er der planlagt 117 nye kulkraftværker inden 2020 i Indonesien. Det er deprimerende udsigter. For kloden, for klimaet, for de næste generationer og for naturen. Der er ingen tvivl om, at en mere bæredygtig, billig og effektiv energiforsyning bør være fremtiden. Men hvorfor gør vi det så ikke bare?

Vi har bunkevis af rapporter, der viser, at det ikke er mere besværligt eller meget dyrere at vælge de grønne løsninger. Men alt nyt skal jo have en begyndelse. Og det er sværere at komme til orde som den nye dreng i klassen i et meget veletableret system, der stormer af sted uden tid til at kigge sig til siderne.

Det handler om timing
Spørgsmålet handler om timing. At være på forkant. Andre vil kalde det rettidig omhu. Kært barn har mange navne.

Og vi kender dette kære barn godt i WWF Verdensnaturfonden. Derfor kan vi også sige, at en grøn udvikling af udviklingslandes energisystemer er mulig – hvis bare man slår til tidligt nok.

Vi har i mange år arbejdet med ren energi i udviklingslande. Aktuelt går det stærkt i Myanmar, som står over for en kraftig økonomisk vækst i de kommende årtier – det skaber et kæmpe behov for mere energi, og det er Myanmars regering helt og aldeles klar over. Derfor leder de med lys og lygte efter billige og effektive løsninger på deres energiudfordring.

Kul ligger ligefor, men i WWF stiger vi i dette tilfælde på toget allerede nu, hvor toget står og damper på perronen – klar til afgang i ekspresfart. Vi har løsninger med til dem på deres enorme energiefterspørgsel, og de kan se meningen med grønne løsninger, der er realiserbare for dem. Løsningen indbefatter ikke en stribe nye forurenende kulkraftværker, men i stedet en masse sol- og vindenergi.

At vise den rigtige vej
Det kan lade sig gøre at bygge hele det nu fattige, men stabile udviklingslands nye energisystem på vedvarende energityper. Det er lige nu slaget står i Myanmar og mange andre stabile, men fattige udviklingslande, der ikke har bygget en masse kulkraftværker endnu.

Plantegningerne for kulkraftværkerne ligger allerede på regeringens skriveborde, men vi giver tegningerne kamp til stregen med planer om udbygning af energisystemet med sol- og vindenergi.

I WWF Verdensnaturfonden har vi gode erfaringer med at opbygge landets egen kapacitet på energiområdet. Vi viser myndighederne, at det kan lade sig gøre at have et velfungerende og sikkert energisystem, der indeholder mere sol- og vindenergi.

Der er en forudindtaget sandhed mange steder i udviklingslandene om, at et energisystem maksimalt kan holde til 10 procent vedvarende energi. Det er ikke faktuelt korrekt – hvilket vi kan bevise med det danske energimix, hvor vi har mere end 40 procent vindenergi i vores stikkontakter.

Det er helt afgørende, at der er foregangslande som Danmark, som kan vise vejen og forsikre regeringer og investorer om, at det godt kan lade sig gøre.

Brug for myndighedssamarbejde og pilotindsatser
De danske virksomheder og NGO'er gør meget for at skubbe på en mere grøn udvikling. Men der er også brug for, at Danida prioriterer de stabile fattige lande, når det handler om energiplanlægning og udvikling. Der er brug for mere myndighedssamarbejde og flere pilotindsatser med danske virksomheder på de perroner, hvor toget ikke er kørt endnu.

I Myanmar, Vietnam og Uganda har WWF Verdensnaturfonden gode resultater med kapacitetsopbygning og samarbejder med regeringer og private investorer. Senest har vi indgået et samarbejde med energiselskabet Eniig (tidligere Energinord) i Uganda, hvor der skabes en økonomisk bæredygtig model for billig solenergi i fattige landsbyer. I første omgang vil 35 solpaneler give strøm til mere end 30.000 borgere i Ugandas fattigste landområder. Ugandas regering bakker op om projektet.

At den vedvarende energi er fremtiden hersker der heldigvis ikke meget tvivl om, når man ser på de nyeste tal fra det Internationale Agentur for Vedvarende Energi, IRENA, der viser, at vedvarende energi udgjorde 90 procent af al ny elektricitetsproduktion i verden i 2015.

Så lad os holde fast i denne gode viden, de danske grønne virksomheders førerposition og de danske NGO'ers gode netværk ude i udviklingslandene og stige på alle de tog, der lige nu står og damper og sprutter på perronerne i fattige lande verden over.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00