Om  
Otto Steenholdt

Dødsfald: Otto Steenholdt, Atassut, Løkke skriver mindeord

Tidligere folketingsmedlem 1977-98 for Grønland, Otto Steenholdt (Atassut) er død, 80 år gammel, og i den anledning skriver statsminister og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, mindeord.

Det er med sorg, at jeg har modtaget besked om, at tidligere folketingsmedlem og medstifter af det liberale parti Atassut i Grønland, Otto Steenholdt, er gået bort.

Otto Steenholdts liv kan bedst opsummeres med ét ord: Flid. Han voksede op som sælfangersøn i en lille bygd i Grønland, rejste til Danmark og uddannede sig til lærer, blev valgt til Grønlands Landsråd og fik til sidst en fast plads i Folketinget. Det er et liv, der vidner om virkelyst.

Det er også sådan, jeg vil huske Otto Steenholdt. Han var drevet af at tage ansvar og gøre en forskel for Grønlands udvikling. De til tider svære omstændigheder i hjemlandet fyldte hos ham, og han var klar i sin overbevisning. Derfor var han i 1976 med til at stifte det liberale parti Atassut. Med 21 år på tinge blev han den grønlandske politiker, der har siddet længst i Folketinget.

For sit lange politiske virke har han også modtaget Dronningens ridderkors af 1. grad og fortjenstmedaljen Nersornaat i guld.

Grønland har mistet en forkæmper, hvis hjerte bankede varmest for det kolde land mod nord.

I dag er mine tanker hos Otto Steenholdts familie.

---

FAKTA (kilde: Dansk Biografisk Leksikon, Det danske Nationalleksikon)

Otto Steenholdt voksede op i et fangersamfund, men kom på realskolen i Godthåb 1953–59, fik senere lærereksamen fra Vordingborg 1966 og blev derefter ansat som lærer i Nordgrønland.

Steenholdt trådte ind i politik, netop da den vågnende politiske bevidsthed førte til en politisk spaltning mellem den nationale venstreorienterede Siumutbevægelse og den mere traditionelle samarbejdsindstillede Atassutfløj.

Han var fra starten blandt Atassuts stiftere og ledere og partiets store stemmesluger i Nordgrønland.

Hans politiske styrke var en nær indføling med fangersamfundet kombineret med en realpolitisk tankegang.

Som led i sit politiske arbejde har han haft en række tillidsposter: medlem af Hjemmestyreudvalget 1973–79, Folketingets Markedsudvalg, Nordisk Råds Kulturudvalg, Tilsynsrådet for Kommunerne, Fritidskommissionen, Styringsudvalget vedrørende råstoffer i Grønland og senere fra 1979 Fællesrådet for mineralske råstoffer i Grønland, Dansk-Grønlandsk Kulturfond fra 1977, GTO's tilsynsråd og herunder Udvalget for bevarelse af gamle bygninger i Grønland samt bestyrelsen for Foreningen til bekæmpelse af alkoholisme i Danmark.

Han var medlem af Grønlands Landsråd 1971-79 og af Grønlands Landsting 1979-2002, i 1999 blev han løsgænger efter intern stridighed i partiet. Desuden var han medlem af Folketinget 1977-98. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Otto Steenholdt

Fhv. MF 1977-98 (Atássut)
lærer (Vordingborg Statsseminarium 1966)

0:000:00