Debat

Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os

MEST LÆSTE: I stedet for at beskytte Danmark prøver Europas politiske eliter at bilde os ind, at flygtninge er en gevinst. Imens bliver vi ruineret og nedbrudt kulturelt, skriver Morten Messerschmidt (DF) i folketingsårets mest læste debatindlæg på Altinget: eu.

Flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande er en underskudsforretning, skriver Morten Messerschmidt (DF). 
Flygtninge og indvandrere fra ikke-vestlige lande er en underskudsforretning, skriver Morten Messerschmidt (DF). Foto: Europa-Parlamentet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

(Bragt første gang 1. juni 2016)

I årevis har Vestens eliter gennem OECD, FN og EU med talløse rapporter forsøgt at få os til at tro, at massiv indvandring fra tilbagestående lande er vores redning – og sidst vores eget Finansministerium.

Læs venligst nedenstående citater fra Politiken 4. maj 2016:

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

"De knap 100.000 flygtninge, som forventes til Danmark frem mod 2020, vil på sigt have en positiv effekt på dansk økonomis holdbarhed. Det fremgår af beregninger fra regeringens konvergensprogram, hvor man som noget nyt har regnet på flygtningestrømmens effekt på dansk økonomi, når man kigger årtier ud i fremtiden.”

"Det betyder, at tilstrømningen af flygtninge ikke forringer mulighederne for at opretholde de velfærdsordninger, vi har i dag, når man kigger langt ud i fremtiden" (Marianne Frank Hansen, statistikfirmaet ”Dream”). 

Jeg vil minde om, at Nationalbanken helt tilbage i 2002 opgjorde, at en ikke-vestlig indvandrer i gennemsnit koster Danmark to millioner kroner i et livsforløb.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

4. maj kunne Danmark altså ikke få nok flygtninge til at tage fat, hvor aldrende og mageligt anlagte danskere gav op; ikke-vestlige flygtninge vil give overskud omkring år 2035 – hvis altså deres efterkommere efter to generationer har samme beskæftigelsesgrad som den danske arbejdsstyrke. Det er imidlertid en præstation, som endnu aldrig er opnået i noget europæisk land. Det hedder på engelsk ”pie in the sky”, og bestillingsarbejdet er da også leveret af statistikfirmaet med det betegnende navn ”Dream”.

En underskudsforretning 
Men bare 20 dage senere fik vi en brat opvågnen med en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Den afdækker, hvordan 180.000 udlændinge, som kom til Danmark i perioden 1997 til 2011, har klaret sig. Af de flygtninge, der kom til Danmark i perioden 1997-2002, var 18 procent i arbejde efter tre år. Kun en tredjedel af flygtningene har efter fem år i Danmark et job, og af deres medbragte familiemedlemmer er kun en femtedel i arbejde. Selv efter 15 år er kun en tredjedel af de ”familie-sammenførte” i beskæftigelse.

Og tre dage senere kunne Danmarks Statistik oplyse, at yderligere 75.000 migranter fra ikke-vestlige lande slår sig ned i Danmark næste år, og at gruppen ”ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere” i 2020 vil udgøre cirka 10 procent af Danmarks befolkning, 562.000 anslår Rockwool Fonden.

Og de vil realistisk set bestå af irakere, afghanere, pakistanere, syrere, kurdere, tyrkere, somaliere og palæstinensere. Glem også myten om de mange hjernekirurger, kemiprofessorer og raketingeniører, som søger hertil: Rockwool Fonden kan oplyse, at blandt flygtningene, som ankom i november og december, har de 55 procent seks-syv års skolegang. Ganske få behersker det latinske alfabet. Mindst otte procent er regulære analfabeter. Blandt syrerne har 16 procent (en slags) studentereksamen, og 17 procent har (en slags) erhvervsfaglig uddannelse.

Og således gik Danmark fra velsignelse til katastrofe på en måned, fra ønsketænkning til skræmmende kendsgerninger.

Skuffende mønster fra regeringen 
Hvis vi ser bort fra de voldelige kulturelle og sociale konsekvenser, som er mindst lige så alvorlige som de økonomiske, så vil jeg minde om, at Nationalbanken helt tilbage i 2002 opgjorde, at en ikke-vestlig indvandrer i gennemsnit koster Danmark to millioner kroner i et livsforløb. Og at kun den indvandrer, som ankommer færdiguddannet, aldrig er på offentlig forsørgelse, ikke bringer sin familie hertil og rejser hjem, før han skal på folkepension – kun den indvandrer betyder et overskud for Danmark.

Vi savner aktuelle danske beregninger, men Norges nationalstatistik regnede sig i 2014 frem til, at enhver ikke-vestlig ”flygtning” i gennemsnit koster Norge over fire millioner norske kroner fra ankomst til begravelse.

Det er betegnende for regeringens forvirring, at den lader Finansministeriet sidde og lege med usandsynlige fremtidsvisioner. Men det er desværre et skuffende mønster for regeringen Venstre, at den viger uden om de problemer, som partiet Venstre før valget lovede at tage fat på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00