Det sker i EU: Ål, bankunion, Brexit og klimakamp

OVERBLIK: Et forbud mod ålefiskeri, nyt om EU’s bankunion, Brexit-møder, afgørende forhandlinger om CO2-udslip, grænsekontrol med meget mere er på dagsordenen i EU i denne uge.

Den danske regering skal mandag kæmpe mod forbud mod ålefiskeri i Østersøen ved et ministerrådsmøde i Luxembourg.
Den danske regering skal mandag kæmpe mod forbud mod ålefiskeri i Østersøen ved et ministerrådsmøde i Luxembourg.Foto: /ritzau/Per Folkver
Rikke Albrechtsen

Mandag 9. oktober
Der er ål på menuen, når EU’s landbrugs- og fiskeriministre mødes i Luxembourg til et raskt kvoteslagsmål om fiskeriet i Østersøen i 2018. EU-Kommissionen har foreslået fuldt stop for ålefiskeriet, hvilket fiskeriminister Karen Ellemann (V) vil forsøge at modsætte sig.

Eurolandenes finansministre gæster også Kirchberg-plateauet i Luxembourg til det månedlige eurogruppemøde, der denne gang vil se på fremtiden for euroområdets fælles pengetank, ESM’en, og diskutere, hvordan man får råd til at lempe skat på arbejde.

I Bruxelles starter en femte og afgørende runde i forhandlingerne om briternes udtræden af EU. Efter den skal EU’s forhandler, Michel Barnier, kunne afgøre, om der er sket nok fremskridt i skilsmissen til, at EU’s chefer ved et topmøde i næste uge kan sige ja til at tage fat på næste kapitel i Brexit-sagaen, der handler om det fremtidige forhold. Det ser dog p.t. noget sort ud.

Donald Tusk, formand for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råd, starter en intensiv EU-turné og konfererer med 10 stats- og regeringschefer på fem dage inden et EU-topmøde i næste uge. Første stop Stockholm.

Tirsdag 10. oktober
Alle 28 EU-finansministre mødes tirsdag for blandt andet at evaluere den overvågning af landenes økonomier, som i EU-slang går under navnet det europæiske semester. De skal også tale klimafinansiering, digital beskatning og et nyt momsforslag, der skal inddrive de anslået 50 milliarder euro, der årligt fordufter i ubetalt moms, når varer sendes over grænser på EU’s indre marked.

Samme dag åbner Bruxelles’ udgave af Oktoberfest – selvfølgelig med tilstedeværelse fra ledende EU-politikere.

Onsdag 11. oktober
Formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, starter dagen i København med et morgenmøde med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Senere på dagen besøger han præsident Emmanuel Macron i Paris og kansler Angela Merkel i Berlin.

EU-Kommissionen har planerne for at færdiggøre EU’s bankunion på dagsordenen for deres ugentlige møde.

I EU-Parlamentet stemmer Industriudvalget om et nyt bygningsdirektiv. Konservatives Bendt Bendtsen er ordfører på forslaget, der skal gøre EU’s bygningsmasse mere energieffektiv. Samme dag mødes Parlamentets nye anti-terrorudvalg for første gang.

I Luxembourg er der høring i den sag, som EU-Kommissionen har rejst mod Danmark om det, de mener, er ulovlige restriktioner på udenlandske lastbilchaufførers mulighed for at operere i Danmark inden for de såkaldte cabotageregler.

Torsdag 12. oktober
Forhandlinger om en reform af EU’s CO2-kvotehandelssystem, ETS, går ind i den afgørende fase, når forhandlere på vegne af EU’s ministre og parlamentarikere vil forsøge at nå et endeligt kompromis.

I Parlamentet stemmer Transportudvalget om en reform af pakkepost, mens Borgerrettighedsudvalget stemmer om genbosætning af flygtninge, der skal være med til at reducere trafikken over Middelhavet.

EU’s justitsministre forventes at nikke ja til at oprette en fælles europæisk anklagemyndighed for de villige – herunder ikke Danmark, som er omfattet af retsforbeholdet. De skal også diskutere blandt andet terrorfinansiering og gøre status over, hvordan det går med at implementere EU’s nye databeskyttelsesregler.

Fredag 13. oktober
Integrationsminister Inger Støjberg (V) mødes med sine ministerkolleger for at diskutere et nyt forslag om grænsekontrol på de indre linjer i Schengenområdet. Også terrorbekæmpelse og reform af EU’s asylsystem er på dagsordenen.

Samtidig mødes EU’s klimaministre til et større slagsmål om bindende reduktionsmål for de sektorer, som ikke er dækket af EU’s kvotehandelssystem, nemlig bygninger, landbrug og transport. Også skoves andel i klimaregnskabet er på forhandlingsbordet.

Søndag 15. oktober
Østrigerne kan få verdens yngste regeringschef søndag, hvis kun 31-årige Sebastian Kurz lykkes med at lede det konservative ÖVP til sejr, sådan som meningsmålinger forudsiger. Hvem han skal regere med, er et andet spørgsmål. Landets socialdemokrater kæmper en hård kamp med det højrenationale Frihedsparti om valgets andenplads.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00