Det sker i EU: Nedtælling til Brexit

OVERBLIK: En tørklæde-dom, et hollandsk valg og så ikke mindst nedtællingen til en britisk exit fra EU dominerer denne uge, hvor Europa-Parlamentet også mødes i Strasbourg.

Alles øjne er på Theresa May. Den britiske premierminister forventes at trykke på Brexit-startknappen i denne uge.
Alles øjne er på Theresa May. Den britiske premierminister forventes at trykke på Brexit-startknappen i denne uge.Foto: Scanpix / John Thys
Rikke Albrechtsen

Tirsdag 14. marts

Er det Brexit-dag? Det er spørgsmålets på alles læber, når den britiske premierminister, Theresa May, skal tale i Underhuset. May har stadig til slutningen af måneden til at trykke på EU’s udmeldelsesknap, artikel 50, hvis hun skal nå den frist, hun selv har sat, men britiske kilder forventer, at det senest bliver med udgangen af denne uge.

Samtidig afgør dommere i Luxembourg, om det er en valid fyringsgrund at bære hovedtørklæde, hvis ens arbejdsplads har en klar politik på området, eller om ansatte er beskyttet af EU’s regler om ligebehandling.

I Europa-Parlamentet stemmer de blandt andet om nye regler for skydevåben, der har gjort de europæiske jægere sure.

Onsdag 15. marts

Hollænderne går til urnerne i den første i en række af afgørende nationale valg, der kan få store konsekvenser for det europæiske samarbejde. Der vil særligt blive holdt øje med Frihedspartiets Geert Wilders. For selv om de øvrige partier ikke har planer om at lukke hans EU- og fremmedfjendtlige parti ind i regeringsgemakkerne, er det et godt pejlemærke for, hvilken vej populismevindene blæser i Europa.

EU-parlamentarikerne stemmer blandt andet om nye regler om affaldshåndtering med et mål om, at 70 procent af det europæiske affald bliver genanvendt i 2030.

Torsdag 16. marts

EU’s folkevalgte stemmer om en handlingsplan for Arktis, som Danmark via Grønland har store aktier i. Parlamentarikerne forventes at anbefale mere beskyttelse af følsomme økosystemer og et forbud mod udvinding af gas og olie i regionen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00