Udvalgene er afgørende for magt i Europa-Parlamentet
MAGT: Udvalgene i Europa-Parlamentet bestemmer, hvor meget magt de enkelte parlamentarikere besidder. Det helt centrale udvalg er Budgetudvalget, som har afgørende indflydelse på næsten alle europæiske politikområder
Henrik Axel Lynge Buchter
PodcastredaktørMads Bang
JournalistPengene bestemmer. Det er konklusionen fra det ekspertpanel bestående af førende journalister, medlemmer af Europa-Parlamentet og chefer i erhvervslivet, som Altinget bad om at vurdere det interne hierarki mellem udvalgene i Parlamentet i 2013 (se hierarkiet nederst i artiklen). Det er nemlig i Budgetudvalget, EU's milliarder fordeles, og det er da også det udvalg, som panelet entydigt peger på som det mest magtfulde udvalg.
Øverst i magtpyramiden er Budgetudvalget, som forhandler EU's syvårige budget på plads med medlemsstaterne. Udvalget laver også det årlige budget, som bestemmer, hvor mange penge de forskellige lande og projekter får.
Det er en nøglerolle, som betyder, at udvalget kommer helt i top i magtpyramiden.
Anne E. Jensen, der i 2013 var medlem af Budgetudvalget, forklarede dengang, at udvalget har indflydelse og også er en hård nød at knække.
”Man har altid regnet det for indflydelsesrigt. Men for de nye medlemmer siger man, at det er en straf at sidde der. De nye medlemmer kører rundt i regler og procedurer,” siger hun og forklarer, at det tog op mod to år, før hun begyndte at forstå det særlige sprog af paragraffer og traktathenvisninger, der tales med i udvalget.
Berøring med alle politikområder
Til gengæld kommer belønningen senere, forklarer Anne E. Jensen, der sad i Parlamentet fra 1999 til 2014.
”Når man kan det tekniske i Budgetudvalget, så er man i berøring med alle de områder, hvor EU har programmer,” siger hun og forklarer, at alt fra landbrugspolitik, forskningsmidler eller transportpolitik indgår i arbejdet i udvalget.
Anne E. Jensen var i sin første tid i Parlamentet også aktiv i Beskæftigelsesudvalget, og hun mener, at det er vigtigt også at have berøring med fagudvalgene i Parlamentet, hvis man skal have maksimal indflydelse.
Fire vigtige områder
Fire udvalg skiller sig ud i toppen af Altingets EU-panels bedømmelse. Det er Udvalget for det Indre Marked, Miljøudvalget, Landbrugsudvalget og Industriudvalget, som har stor indflydelse. Og Miljøudvalget, hvor den danske socialdemokrat Dan Jørgensen sad i perioden fra 2009 til 2014, bliver vurderet til at have meget stor indflydelse.
”Det er meget reelt forstået på den måde, at det er det udvalg, hvor der ligger mest lovgivning. Vi er, i modsætning til andre udvalg, mere hardcore nede i teknikken og laver lovgivning,” siger Dan Jørgensen.
Vigtigt at være med
De Konservatives repræsentant i Parlamentet, Bendt Bendtsen, sad i sidste valgperiode – og sidder stadig – i et af de fem vigtige udvalg, Industriudvalget. Og han mener, at det er meget centralt at være med de rigtige steder.
”Der kommer nogle magtfulde politikere i disse udvalg, når posterne fordeles, og du skal helst være med, men det er nødvendigt med et godt netværk,” siger Bendt Bendtsen.
Han har selv lagt vægt på at komme i de udvalg, hvor han kan bruge sin erfaring fra tiden som økonomi- og erhvervsminister.
Hos Socialdemokraterne er Dan Jørgensen enig i betydningen af udvalgenes magtrangorden:
”Det har alt at sige, hvilket udvalg du sidder i. Du kan kun få indflydelse gennem udvalgene. Og så betyder det noget, om man er ordfører for sit parti på et område,” siger Dan Jørgensen.
Formændene fordeler
Men der er også andre mere ukendte fora, som har stor indflydelse på de beslutninger, som i sidste ende bliver vedtaget i det 751 mand store parlament.
Når de politiske gruppers formænd i Parlamentet sætter sig sammen i formandskonferencen og lægger de overordnede linjer for Parlamentets arbejde, er det en magtfuld position.
I hvert fald mener den tidligere danske parlamentariker Søren Søndergaard, der indtil 2014 var medlem for Folkebevægelsen mod EU, at formandskonferencen kan være afgørende.
”De afgør spørgsmål om, hvad udvalg kan og ikke kan. Vi har haft hele denne her Dalli-skandale om tobaksindustrien og Kommissionen. Der har vi i Budgetkontroludvalget været interesserede i at følge sagen, men formandskonferencen har blokeret det,” siger Søren Søndergaard.
Dan Jørgensen anerkender, at formandskonferencen kan have en vis indflydelse på, hvor sager bliver placeret. Men det er ifølge Dan Jørgensen ikke noget, som får betydning i sidste ende.
”De bestemmer for eksempel, hvornår noget skal på dagsordenen. Men man skal ikke overvurdere formandskonferencen. Når det kommer til stykket, så handler det stadig om, hvor mange man har på sin side, når der skal stemmes,” siger Dan Jørgensen.
Udvalgshierarki
I 2013 sammensatte Altinget et EU-panel, der skulle vurdere magten i de forskellige udvalg i Europa-Parlamentet. I et spørgskema skulle de vurdere, hvor meget magt hvert udvalg havde, og derefter regnede Altinget gennemsnittet ud, som førte til nedenstående hierarki.
|
|
1. Budgetudvalget | Anders Primdahl Vistisen (stedfortræder, ECR) |
De Hårde |
|
2. Udvalg for det Indre Marked |
Christel Schaldemose (S&D), Morten Løkkegaard (stedfortræder, ALDE) |
3. Miljøudvalget |
Margrete Auken (stedfortræder, Greens), Jørn Dohrmann (stedfortræder, ECR), Christel Schaldemose (stedfortæder, S&D) |
4. Landbrugsudvalget |
Jens Rohde (ALDE), Jørn Dohrmann (stedfortræder, ECR) |
5. Udvalget for Industri, Forskning og Energi |
Morten Helveg Petersen (næstformand, ALDE), Bendt Bendtsen (EPP), Jeppe Kofod (S&D), Jens Rohde (stedfortræder, ALDE) |
De vigtige |
|
6. Økonomiudvalget |
Rina Ronja Kari (stedfortræder, GUE), Jeppe Kofod (stedfortæder, S&D), Morten Messerschmidt (stedfortræder, ECR) |
7. Udvalget for Budgetkontrol |
Rina Ronja Kari (GUE), Anders Primdahl Vistisen (ECR) |
8. Udvalget for Borgerrettigheder |
Morten Helveg Petersen (stedfortæder, ALDE), Anders Primdahl Vistisen (stedfortæder, ECR) |
9. Retsudvalget |
|
10. Fiskeriudvalget |
Ole Christensen (stedfortæder, S&D) |
11. Transportudvalget |
|
12. Beskæftigelsesudvalget |
Morten Løkkegaard (næstformand, ALDE) Ole Christensen (S&D), Rina Ronja Kari (GUE) |
13. Udvalget for International Handel |
|
14. Udvalg for Regionaludvikling |
Bendt Bendtsen (stedfortæder, EPP) |
De Bløde |
|
15. Konstitutionelle Anliggender |
Morten Messerschmidt (ECR) |
16. Udviklingsudvalget |
|
17. Udenrigsudvalget |
|
18. Udvalg for Menneskerettigheder |
|
19. Udvalg for Kultur og Uddannelse |
Rikke Karlsson (ECR) |
20. Udvalg for kvinders Rettigheder |
|
21. Udvalg for Andragender |
Margrete Auken (Greens), Rikke Karlsson (ECR) |
22. Udvalg for Sikkerhed og Forsvar |