Militærforsker: Ny sikkerhedspolitik efter Ukraine, Brexit og Trump

Af Jens Ringsmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

Der er grøde i europæisk sikkerhedspolitik.

Storbritannien har meldt sig ud af den europæiske familie, Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine har på ny sat konventionelle trusselscenarier på den sikkerhedspolitiske dagsorden, og i Washington har Donald Trump med sin outrerede retorik og revisoragtige tilgang til NATO sået tvivl om værdien af de amerikanske sikkerhedsgarantier til Europa.

Læg dertil, at EU i disse måneder arbejder energisk på at revitalisere det europæiske samarbejde på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Ikke overraskende har disse drivkræfter tilsammen igangsat nye dynamikker og bevægelser i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Det er ikke nødvendigvis godt nyt for Danmark.

Europa holder vejret
I skrivende stund har de europæiske ledere og beslutningstagere imidlertid ikke taget den fulde konsekvens af de ændrede forhold i og omkring Europa. I flere lande holder man vejret og håber, at alt bliver som før, så man ikke bliver tvunget ud i store, dyre og besværlige tilpasningsinitiativer.

Det er dog allerede nu muligt at ane nogle ansatser og spæde tendenser, som man må formode vil udfolde sig mere tydeligt, såfremt Trump, Putin og Brexit viser sig at være ”blivende fænomener”.

Viser den nye amerikanske tilgang til det transatlantiske forhold sig at være et klimaskifte, snarere end et stormvejr, kan der derfor være god grund til – igen-igen – at genoverveje forsvarsforbeholdet.

Jens Ringsmose
Institutchef, Institut for Militære Operationer, Forsvarsakademiet

De nye initiativer kan groft sagt opdeles i tre kategorier, som alle sigter mod at skabe mere sikkerhed i en periode, hvor velkendte venne- og fjendebilleder er i opbrud: ”Europæiseringen af europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik”, regionaliseringstendenser og en ikke-provokatorisk tilgang til Rusland.

Europas skæbne i egne hænder
Europæiseringen af europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik er især drevet af to forhold: Et (langsomt) aftagende amerikansk militært engagement i Europa samt en tilsyneladende større europæisk vilje til at tage vare på egen sikkerhed.

Det kan lyde paradoksalt, men siden 1945 har USA været den vigtigste spiller i europæisk sikkerhedspolitik. Når den nuværende amerikanske administrationen – og før den Obama-administrationen – viser tegn på en reduceret vilje til at tage lederskab i det transatlantiske forhold, så afføder den bevægelse meget naturligt et følt behov for at supplere det væsentligste sikkerhedssamarbejde – NATO – med et tættere europæisk samarbejde i regi af EU.

Det var præcis det, Angela Merkel sigtede til, da hun i sin såkaldte ”ølteltstale” betonede, at ”vi europæere må tage vores skæbne i egne hænder”. At der vil blive taget nye EU-initiativer på området, hersker der næppe tvivl om. Hvor vidtrækkende initiativerne kommer til at blive, finder vi ud af efter det tyske valg den 24. september.

Øget regionalisering
Den anden type af reaktion på de strategiske ændringer er spæde ansatser til en øget regionalisering. Selvom man skal være varsom med at overdrive tendensen, så har flere europæiske lande i løbet af de sidste par år, åbenlyst sonderet terrænet for et tættere sikkerhedspolitisk samarbejde med ligestillede nabolande.

Det gælder de såkaldte Visegrad-lande (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn), en række sydeuropæiske lande, samt landene i østersøregionen. Ingen af disse lande ser et regionalt samarbejde (eller EU for den sags skyld), som et egentligt alternativ til amerikanske sikkerhedsgarantier, men de oplever alle et behov for at supplere den sikkerhed, de opnår via NATO med noget andet.

Blidere retorik
Endelig – og for det tredje – så ser det ud som om, at enkelte af de europæiske lande tættest på Rusland har skruet ned for den til tider ret konfrontatoriske retorik over for Moskva. I en situation, hvor man ikke føler sig 100 procent sikker på troværdigheden af de amerikanske sikkerhedsgarantier, er der jo ingen grund til at puste til ilden.

Hvor stiller de nye bevægelser i den europæiske sikkerhedsarkitektur så Danmark? Først og fremmest er det værd at bemærke, at det er alt for tidligt at lægge Danmarks sikkerhedsgarant nummer 1, NATO, i graven.

I sin snart 70 årige levetid har alliancen før været plaget af intern friktion, blot for at fremstå endnu stærkere kort tid efter.

Forsvarsforbeholdet bør genovervejes
Ikke desto mindre: Fortsætter det amerikanske disengagement fra Europa, er de danske muligheder ikke tillokkende. Selvom et forstærket regionalt samarbejde i Norden og/eller østersøregionen umiddelbart kan virke attraktivt, så står Danmark – på grund af forsvarsforbeholdet – udenfor det samarbejde, der har et reelt potentiale til at kunne supplere NATO: EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde.

Viser den nye amerikanske tilgang til det transatlantiske forhold sig at være et klimaskifte, snarere end et stormvejr, kan der derfor være god grund til – igen-igen – at genoverveje forsvarsforbeholdet.