Debat

V: Nødvendigt med højere EU-priser på forurening

DEBAT: Det er absolut nødvendigt med politisk handlekraft, så vi kan få stabiliseret kvotehandelssystemet. Regeringen støtter indgreb, der midlertidigt fjerner kvoter fra markedet, skriver V's klimaordfører.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Danielsen (V)
Formand for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg

Venstre ønsker en ambitiøs og bæredygtig grøn omstilling. Derfor skal vi lade vores position som grøn frontløber smitte af på verden omkring os, så vi i fællesskab kan bidrage til de grønne initiativer. For Danmark kan ikke gå enegang.

Ganske vidst er vi et foregangsland inden for grønne teknologier og energieffektivitet, men det må ikke være sådan, at vi bliver overambitiøse i forhold til resten af verden. Danmarks grønne omstilling skal være realistisk og give mening.

Derfor ønsker Venstre ikke at gøre danskerne en bjørnetjeneste ved at føre en uhensigtsmæssig klima- og energipolitik, der koster arbejdspladser i stedet for at skabe dem, og som fører til delmål, der ikke kan ses på den globale klimakonto.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Højere pris på forurening
Det er bidende nødvendigt, at den danske klima- og energipolitik hviler på et globalt incitament for en fælles grøn omstilling. Skal den grønne omstilling give pote, er vi afhængige af vores europæiske naboers velvilje og handlekraft.

Her spiller det europæiske kvotesystem for udledning af CO2 en central rolle. Og vi har måtte konstatere, at kvotesystemet ikke fungerer optimalt.

Vi skal desuden være klar til at udnytte kvoter fra kvotesystemet til at opfylde målene uden for kvotesystemets sektor såsom i landbruget, transport- og bygningssektoren. Dét er rettidig omhu.

Thomas Danielsen (V)
Formand for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg

Kritikken af det ineffektive kvotehandelssystemet er berettiget. Vi har længe oplevet, at kvotemarkedet har været oversvømmet af for mange kvoter, hvilket har medført kvoteoverskud og en kvotepris, der er presset helt i bund.

Prisen for CO2-kvoter er derfor i dag langt under det forventede prisniveau ved kvotehandelssystemets opstart i 2008. Kvotehandelssystemet er altså ikke funktionsdygtigt nok, og det er nu absolut nødvendigt med politisk handlekraft, så vi kan få stabiliseret kvotehandelssystemet og hævet prisen for at forurene. 

Godt med politisk handlekraft
Det er logik, at når prisen for at udlede CO2 falder, falder motivationen for at investere i grønne løsninger ligeså.

Men jeg glæder mig nu over, at Danmark, sammen med et europæisk flertal, går ind i kampen for kvotehandelssystemets overlevelse og på den måde slår fast, at det kan betale sig at investere i grøn energi.

Det er en stor sejr, at det er lykkedes os at indgå en fælles ambitiøs aftale, der faktisk tager bedre hånd om kvotehandelssystemet, end vi havde turde håbe på.

Udnyt kvoter uden for systemet
En reformering af kvotehandelssystemet redder ikke den grønne omstilling alene. Vi skal naturligvis løbende tage bestik af, om kvotesystemet er indrettet hensigtsmæssigt, og om der er brug for justeringer. Præcis som vi nu har gjort.

Vi skal desuden være klar til at udnytte kvoter fra kvotesystemet til at opfylde målene uden for kvotesystemets sektor såsom i landbruget, transport- og bygningssektoren. Dét er rettidig omhu, og på den måde styrker vi den grønne omstillings omkostningseffektivitet.

Midlertidige indgreb
I regeringen står vi ved vores klima- og energipolitiske ansvar. Hvis vi skal nå vores klimamål for 2030, er de grønne løsningers rentabilitet af afgørende betydning.

Derfor støtter regeringen op om markedsstabiliserende tiltag, som gør det muligt at gribe ind og midlertidigt fjerne nogle kvoter, så markedet igen reguleres naturligt og kvoternes konkurrenceevne styrkes.

Vi skal have kickstartet efterspørgslen på kvoterne, så vi kan bevæge os væk fra en grøn omstilling, der er drevet af nationale støttesystemer. Det skal være attraktivt at udbygge vedvarende energi.

Et grønt Venstre
Netop udbygningen af vedvarende energi er af høj prioritet for regeringen.

At prisen på CO2-udledning er lav i øjeblikket er langt fra ensbetydende med, at vi kan ligge på den lade side og sætte udbygningen af vedvarende energi på stand by.

Vi har en urokkelig ambition om at beholde vores grønne førertrøje. Derfor arbejder vi naturligvis kontinuerligt på at styrke udbygningen af vedvarende energi sideløbende med forhandlingerne om kvotehandelssystemet. 

Jeg er enormt fortrøstningsfuld ved tanken om, at vi endelig har fået en regering med ambitiøse mål, der formår at sætte skub i den grønne omstilling og pege klimakompasset i den rigtige retning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00