Debat

EU vedtager flot strategi for civilsamfundets rolle i udviklingslandene

BLOG: EU's udviklingsministre har vedtaget en ny strategi for, hvordan EU strategisk skal inddrage civilsamfundet i udviklingssamarbejdet som selvstændige demokratiske aktører. EU skal nu holdes fast i at gøre strategien til virkelighed.
Kirsten Auken og Søren Asboe
Kirsten Auken og Søren Asboe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Foto:
Foto:

Der er behov for at anerkende de sociale bevægelsers rolle og forsøge at være bedre forberedt, både i form af mere viden, men også i form af bedre dialog med de sociale bevægelser.

Kirsten Auken og Søren Asboe
Folkekirkens Nødhjælp & CISU – begge medlemmer af Concord Danmark
Fakta

BLAND DIG!

Deltag i debatten- send dit indlæg til [email protected]

Af Kirsten Auken og Søren Asboe
Folkekirkens Nødhjælp & CISU – begge medlemmer af Concord Danmark

EU's udviklingsministre har netop vedtaget en ny strategi for, hvordan EU skal inddrage civilsamfundet i udviklingssamarbejdet. Der lægges op til en strategisk tilgang til civilsamfund som selvstændige demokratiske aktører og vigtige deltagere i den politiske dialog. EU skal nu holdes fast i at gøre strategien til virkelighed.

Det arabiske forårs stærke sociale bevægelser kom som en overraskelse for mange – ikke mindst EU! Det er blandt andet i lyset af den lære, at EU i mandags vedtog en slags "civilsamfundsstrategi" om EU's engagement med civilsamfundet i EU’s udviklingssamarbejde. Der er behov for at anerkende de sociale bevægelsers rolle og forsøge at være bedre forberedt, både i form af mere viden, men også i form af bedre dialog med de sociale bevægelser.

Civilsamfundet skal aktivt inddrages i al politik
Ambitionen er at "civilsamfundsstrategien" skal være en integreret del af EU's samlede udviklingsarbejde. Det betyder, at strategiens principper om inddragelse af og dialog med civilsamfundet skal indarbejdes i for eksempel landbrugsprogrammer, klimasamarbejde og indsatser i skrøbelige stater. Strategien anerkender dermed, at civilsamfundet har en demokratisk og borgerinddragende rolle i forhold til alle samfundsområder.

EU nærmer sig Danida
I dansk udviklingsbistand har vi også en civilsamfundsstrategi, og det glæder os at se, at EU med den nye strategi lægger op til at nærme sig den danske praksis. Det gælder for eksempel i forhold til at:

1) Civilsamfundet anerkendes som en aktør i sin egen ret i forhold til at fremme en demokratisk proces.
2) Civilsamfundet ses ikke som en "gap filler", der for eksempel laver skoler, hvor staten ikke formår det, men som en aktiv social aktør, som forventes at arbejde for strukturelle forbedringer.
3) En rettighedsorienteret tilgang, der anerkender civilsamfundets centrale rolle i at fremme rettigheder.
Det store spørgsmål bliver nu, hvordan EU vil sikre, at de fine ord bliver ført ud i livet. Derfor vil vi fremover være særligt opmærksomme på at holde EU fast på sine løfter:

EU skal arbejde aktivt for civilsamfundets råderum
Vi har i de senere år set en tendens til at regeringer prøver at begrænse folkelige organisationer og bevægelser, især når det handler om menneskerettigheder, lige adgang til ressourcer og antidiskrimination. Vores partnere rundt om i udviklingslandene har ofte efterlyst en stærkere og mere koordineret reaktion på denne type tiltag. Det er derfor meget opmuntrende, at EU's strategi indeholder en klar anerkendelse af betydningen af gunstige rammebetingelser for civilsamfundet og af, at EU har "… en forpligtelse til at arbejde for, at både civilsamfundsorganisationer og individer har plads til at udfolde sig. EU bør foregå med et godt eksempel ved at skabe et fælles pres gennem diplomatisk og politisk dialog på regeringsniveau."

EU-delegationerne og EU's ambassader har stadig større diplomatiske betydning, hvilket vil gøre dem til centrale aktører på dette område. Det vil vi holde dem fast på!

EU skal indføre ”road-maps” og systematisk dialog med civilsamfundet
EU forpligter sig i den nye strategi til at gennemføre en mere systematisk dialog med civilsamfundet i de enkelte partnerlande. Dette skal understøttes af såkaldte "road-maps", hvor EU i hvert enkelt land skal tilrettelægge den fremtidige dialog mellem regering, donorer og civilsamfund. EU-delegationerne får her en afgørende rolle – især hvis de får de nødvendige ressourcer, og hvis embedsmændene, der er specialister på de forskellige fagområder (for eksempel infrastruktur, landbrug, klima etc), er åbne for, at de nu også skal inddrage civilsamfundet. Dette er helt afgørende for, at civilsamfundet bliver involveret sådan, som EU lover det - og det er derfor et område, vi vil holde skarpt øje med!

EU skal sikre bedre nord-syd-partnerskaber
Samarbejdet mellem civilsamfund i EU-landene og i partnerlandene har mange vigtige aspekter og sikrer for eksempel, at slagkraftige civilsamfundsorganisationer i syd kan samarbejde med organisationer i nord om globale og internationalt relevante dagsordner. Det er derfor glædeligt, at EU's nye strategi gør det klart, at disse partnerskaber er afgørende: "Being aware that countries are increasingly interdependent and that many issues of concern to civil society require cooperation across borders, the EU will facilitate collaboration between CSOs from partner countries and European CSOs to ensure policy engagement at the global level."

Vi er helt enige i denne tilgang og opfordrer på det kraftigste EU til at føre den ud i livet.

Concord Danmark vil bide EU i haserne
Med EU's nye civilsamfundsstrategi har vi fået en god ramme og derved en god start. Som civilsamfundsorganisationer i Danmark, på europæisk plan og hos vores partnere i udviklingslandene står vi nu parat til at hjælpe EU med at tage det næste skridt og sikre, at de flotte ord også bliver ført ud i livet. Det er nemlig helt afgørende for, at civilsamfundet fremover kan udfylde sin demokratiske og borgerinddragende rolle og derved skabe retfærdig og bæredygtig samfundsudvikling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00