Kabinetter – Bryssel-stil

Af Poul Skytte Christoffersen
Har blandt andet arbejdet som kabinetschef for landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) og været kabinetschef for generalsekretæren for EU’s Ministerråd

Inden Margrete Vestager den 1. november tiltræder som kommissær i Bruxelles, skal hun sammensætte sit kabinet. Hun er allerede godt på vej med udnævnelsen til kabinetschef af den meget kompetente og dynamiske danske direktør i Kommissionens handelsafdeling, Didde Juul-Jørgensen.

Danmark er et af de få lande i Europa, hvor ministre hjemme ikke råder over et hold af personlige medarbejdere som støtte i det daglige arbejde. Erfaringen viser imidlertid, at dem der bliver sendt til Bruxelles hurtigt vænner sig til at råde over sådant et team og finder det særdeles nyttigt - for ikke at sige uundværligt – for at udfylde rollen som kommissær.

Valget af pressemedarbejder i EU
Danske ministres personlige medarbejdere er begrænset til en eller to personer, der især er beskæftiget med mediearbejde. Også i Bruxelles råder en kommissær over en pressemedarbejder i form af en talsmand. Men den pågældende er ikke indplaceret i kabinettet og kan ikke frit udpeges af kommissæren, selv om hun selvsagt bliver hørt. Kommissærens talsmand, der er en normal tjenestemand i Kommissionen, indgår i det samlede talsmandskorps.

Begrænsningen i kommissærens frihed ved valg af pressemedarbejder er begrundet, dels i ønsket om at talsmændene følger ensartede principper og samme etik i udøvelsen af deres arbejde, dels i ønsket om at sikre sammenhæng i Kommissionens kommunikation udadtil. Der er mindre råderum for "spindoktorer" i Bruxelles-systemet end i det danske.

Bruxelles-kendere vil vide, at en generaldirektør i Kommissionen er en meget magtfuld person, men han får nok større fagligt og politisk modspil end departementscheferne herhjemme, blandt andet takket være kabinettet.

Poul Skytte Christoffersen
Tidligere topdiplomat i EU

Kabinettets rolle
Kommissærens kabinet består af 6-7 akademiske medarbejdere, som er udpeget af kommissæren selv. Også her er der begrænsninger i det frie valg for at sikre geografisk og faglig balance. Halvdelen af holdet skal således komme indefra - fra Kommissionens tjenestegrene. Hermed hindres at kommissæren tropper op med sit eget hold af nationale eksperter og partisoldater.

Kabinettet støtter kommissæren i hendes faglige og politiske arbejde. Normalt vil de menige medarbejdere både dække et specifikt sagsområde indenfor kommissærens portefølje og et antal politikområder, der behandles af hendes kollegaer. Sidstnævnte funktion sikrer, at kommissæren får et godt kendskab til, hvad der generelt rører sig i Kommissionen.

Et kabinet fungerer godt, hvor medarbejdere ser det som deres vigtigste funktion at klæde kommissæren godt på i udøvelsen af jobbet. På hendes eget område fungerer de som sparringspartnere og sikrer, at hun er bekendt med, hvad der sker i hendes eget generaldirektorat. Det gør det muligt at gribe ind, hvis der er en udvikling i gang, der strider mod kommissærens politik. Hun undgår også at blive præsenteret for et færdigt produkt sent i sagsforløbet, som det kan være svært at ændre.

Hendes medarbejdere har løbende kontakt med centrale spillere i generaldirektoratet og sikrer dermed transparens begge veje. De holder også tæt forbindelse med de andre kabinetter for at fremme muligheden for vedtagelsen af kommissærens forslag.

Større modspil til generaldirektøren
Reducerer dette system generaldirektørens autoritet? Næppe - Bruxelles-kendere vil vide, at en generaldirektør i Kommissionen er en meget magtfuld person – men han får nok større fagligt og politisk modspil end departementscheferne herhjemme, blandt andet takket være kabinettet.

Systemet kan også fungere dårligt, hvis kommissæren bruger kabinettet som et ”skygge-generaldirektorat”, der engagerer sig i sagsbehandling og dikterer, hvad embedsmændene skal mene og gøre. Dette leder automatisk til blokering og dårlige resultater.

At kabinetterne anses for vigtige i Bruxelles systemet, ses af den store interesse, der udvises fra medlemslandene for indplacering af nationale medarbejdere, hvad enten de kommer fra Kommissionen eller udefra. Medlemslandenes EU-repræsentationer i Bruxelles er særdeles aktive i disse måneder med forsøg på at få folk placeret.

Kabinetssystemet i Kommissionen reflekterer Kommissionens særlige funktion, men erfaringerne fra Bruxelles kan alligevel være relevante i den tilbagevendende diskussion i Danmark om, hvordan ministres behov for uafhængig politisk rådgivning bedst tilgodeses. Der er trods alt også positive erfaringer at hente fra det – med urette - meget udskældte Bruxelles-bureaukrati.