Hedegaard: Kan vi være uenige på en bedre måde?

Af Connie Hedegaard
Fhv. minister og EU-kommissær og nuværende formand for KR Foundation

Desværre er forløbet af diskussionen op til folkeafstemningen om den delvise afskaffelse af retsforbeholdet symptomatisk for en vanskelighed, man hyppigere og hyppigere støder på i den offentlige - og ikke mindst den politiske - debat:

Den, der er imod dette eller hint, bombarderer debatten med vilde påstande, som det tager dem, der er for, betydeligt længere tid at gendrive, end det tager at fremsætte postulaterne.

Næsten uundgåeligt giver det en skæv - og forvirrende - debat, hvor det for tilhørerne kan være svært at blive klogere.

Så uanset resultatet 3. december bør alle partier reflektere over, om det ikke er muligt at finde en lidt mere hensigtsmæssig måde at være uenig på. Det er i hvert fald ønskeligt.

Connie Hedegaard
Fhv. minister og EU-Kommissær

Insinuationer og misinformation
Jeg oplevede teknikken for nylig i en klimadebat. Sådan set skulle debatten handle om EU og klimaet. Om hvorvidt og hvordan det er en god idé at samarbejde europæisk på klimaområdet frem for at håndtere klimaudfordringen nationalt.

Men en af deltagerne i debatten mente tydeligvis slet ikke, at der overhovedet er et klimaproblem. Det sagde han dog ikke direkte. Modstanden blev i stedet pakket ind i et spind af insinuationer og misinformation. Tilhørerne måtte nærmest tro, at klimatruslen var noget, nogle havde fundet på. Så vidt jeg forstod nok nærmest for at ødelægge vores samfundsmodel.

Den, der er imod dette eller hint, bombarderer debatten med vilde påstande, som det tager dem, der er for, betydeligt længere tid at gendrive, end det tager at fremsætte postulaterne.

Connie Hedegaard
Fhv. minister og EU-Kommissær

Stort set alting blev vendt på hovedet, og klimaudfordringen blev forsøgt talt helt væk. Ikke på overfladen, men det var den konklusion, tilhørerne måtte nå frem til. For på de få minutter indlægget varede, fik den ikke for lidt med mistænkeliggørelse af videnskaben bag klimaberegningerne i al almindelighed og FN's klimapanel i særdeleshed.

Der blev sat spørgsmålstegn ved de job og den eksport, der rent faktisk er skabt ved teknologien og prisen herfor. Der kom fordrejede påstande om det danske støttesystem, "og ingen andre i verden gør noget". Der kom vilde påstande, blandt andet om at over halvdelen af den danske vindenergi sælges for ingenting - en sejlivet myte, som Jyllandsposten for nylig punkterede med solide facts, der viser, at det reelle problem er minimalt.

Det ene mere horrible hypotetiske "hvis" fulgte det andet. Løsninger var der naturligvis ingen af - det behøver man jo ikke, når man ignorerer problemet.

Absurd debat om retsforbehold
Debatformen er ret effektiv. For det efterlader modparten med et ret umuligt valg: ENTEN at lade alle de urimelige påstande hænge uimodsagt i luften. ELLER at bruge hele sin taletid på at gendrive bare nogle af dem, hvorved debatten dels bliver en helt anden end den, der var inviteret til, dels kommer til at foregå på nej-sigerens præmisser, fordi al debattid går med at diskutere urimelighederne.

Hvorfor parallellen til folkeafstemningsdebatten, hvor de to lejre vel ikke har meget at lade hinanden høre med hensyn til hårdt optrukne argumenter?

Fordi debatten om retsforbeholdet har udviklet sig til et absurd juridisk skoleridt, som de absolut færreste kan/gider følge med i, og som endnu færre bliver klogere af. Jamen, hvad nu hvis... Hvad nu hvis det ene og det andet og det syvende kunne tænkes.

Prisen tog en advokat for nej, da han i P1 kom med et helt nyt argument imod at stemme ja. Jamen, har nogle da foreslået det, du der nævner, spurgte intervieweren. Nej, men jeg har engang hørt nogle tale om det...

Undergraver tilliden
Stille og roligt skabes der en stemning af tvivl og mistillid, som måske nok fremmer nej-sidens kortsigtede interesse i at mobilisere modstand, men som samtidig underminerer vores alle sammens langsigtede interesse i at have et folkestyre præget af grundlæggende tillid til dem, vi har valgt til at repræsentere os.

Hver eneste dag træffer Folketinget vidtrækkende beslutninger for os alle sammen - også om EU-anliggender. Det hedder repræsentativt demokrati. Hvis tilliden til det (bevidst) undermineres, er det skadeligt, også i den konkrete sag, fordi det jo i sidste ende er de samme politiske ledere, der skal samle stumperne op bagefter, og det uanset om det bliver et snævert ja eller et snævert nej.

Afmægtige vælgere
Det er jo karakteristisk, at ingen af de partier, der anbefaler et nej - DF, LA og Enhedslisten - nogensinde har haft ansvaret for at regere Danmark. Derfor om vi vil det eller ej, får de politiske ledere fra højre over midten til venstre, der anbefaler et ja, en nøglerolle i at fortolke og forvalte torsdagens budskab fra danskerne.

Det vi skal stemme om, er - af nogle bevidst - gjort så kompliceret, at vælgerne er forvirrede, usikre og afmægtige. Det må kunne gøres bedre til fremtidige folkeafstemninger.

Så uanset resultatet 3. december bør alle partier reflektere over, om det ikke er muligt at finde en lidt mere hensigtsmæssig måde at være uenig på. Det er i hvert fald ønskeligt.