19. februar: Marlene Wind

EU-STAFET: Altinget | EUs stafet er i gang. Den næste med stafetten er EU-ekspert Marlene Wind. Få et indblik i, hvad EU betyder for dansk politik fra en af Danmarks mest benyttede EU-eksperter.
Marlene Wind i Deadline 17 den 11. februar, hvor hun redegør for EUs økonomiske redningsplan for Grækenland
Marlene Wind i Deadline 17 den 11. februar, hvor hun redegør for EUs økonomiske redningsplan for GrækenlandFoto: Deadline 17/DR2
Morten Øyen
Marlene Wind er professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet.

Hun er en kendt og ofte benyttet EU-ekspert i medierne. Hun tog sin ph.d. ved det europæiske universitet i Firenze, hvis bestyrelse hun har siddet i siden 2007. Hun har tidligere arbejdet i EU-Kommissionen. I dag forsker hun primært i EU's institutionelle ændringer, traktater, samt domstolens rolle i den europæiske integrationsproces, arbejdskraftens frie bevægelighed, det indre marked, samt ikke mindst diskussionen om EU's legitimitet. 

Hvordan vil du definere din holdning til EU?

"Jeg mener, at EU er en fantastisk opfindelse. Hvis det ikke fandtes, var vi nødt til at opfinde det igen. Jeg mener, at samarbejder tvinger medlemslande, befolkninger og regeringer til at tænke ud over deres egen næsetip og forstå hvorfor og hvordan man kan lære af andre og forbedre levevilkårerne for alle europæere ved at samarbejde."

Hvad ser du henholdsvis som den største succes og den største fiasko i EU's historie?

"EU's største fiasko er helt klar forfatningens fald, da hollændere og franskmænd stemte nej i 2005. Den største succes er nok accepten fra alle medlemslande af, at EU ikke hviler på almindelig folkeret, men på EU-retten, som er langt mere forpligtende. Det er dog en proces, der er kommet glidende - det er umuligt at sætte en konkret dato på, hvornår denne accept indtraf, men det er en realitet idag.

Hvor afgørende er EU egentlig for dansk politik?

"Meget afgørende - også mere afgørende end de fleste nationale politikere vil indrømme. 80% af al national lovgivning udspringer på den ene eller anden måde af lovgivning, forslag og domme fra EU. Politikere skal genvælges og vise befolkningerne, at de er uundværlige. Derfor har de en tendens til at puste deres egne fortjenester op og nedtone alle de fælles fortjenester - blandt andet dem der kommer fra det europæiske samarbejde. Det betyder desværre, at EU's betydning slet ikke er kommunikeret ud til folk, og ind imellem tvivler jeg også på, at vores egne nationale politikere helt selv forstår, hvor forpligtede vi er af det europæiske samarbejde."

Hvad har Lissabon-traktaten af konkrete konsekvenser for danskerne?

"Masser, men det er noget, som man først vil opdage hen ad vejen. EU kan i dag gøre langt mere for bekæmpelsen af international kriminalitet, og al ny lovgivning vil blive kontrolleret af Domstolen. På grund af det nye charter om grundlæggende rettigheder vil der derfor være langt større retssikkerhed end tidligere. "RIA samarbejdet", som det hedder, er imidlertid noget vi danskere pt. har forbehold for, og som vi gradvist bliver hægtet af. Andre vigtige emner er den øgede demokratisering af samarbejdet. Den øgede magt til Europa-Parlamentet vil få enorm betydning og skabe mere åbenhed. Det samme gælder magten til de nationale parlamenter, Borgerinitiativet, charteret og den øgede åbenhed i forvaltningen. Hertil kommer naturligvis, at det bliver langt lettere at træffe beslutninger, fordi man er gået fra enstemmighed til flertalsafgørelser i alt, undtagen i udenrigs- og sikkerhedspolitikken."

Bliver Danmark "marginaliseret" ved at have sine EU-forbehold?

"Som jeg nævnte ovenfor, så vil vi blive marginaliseret, når det går op for os, hvad det er vi ikke kan være være med i, for eksempel på RIA-området. Det værste forbehold er dog euro-forbeholdet, fordi vi reelt er med - vores krone er låst helt fast til euroen - men har ingen indflydelse. Samtidig er vi ikke villige til at bære i flok og i det hele taget være solidariske med de andre eurolande. Vores forbehold, når man ser dem under et, er dog værst for os selv. Men de signalerer under alle omstændigheder en lurepasser-holdning: 'lad os se om projektet holder - går det ned, har vi vores på det tørre' - hvilket dog er en illusion. Det viser noget om den danske folkesjæl, at vi ikke tør 'committe' os 100% til noget og hellere lader de andre tage slæbet og kæmpe for de store idealer."

Hvad mener du, man kan gøre for at få borgerne til at engagere sig mere i EU?

"Man er nødt til at sørge for at undervise i EU i samme åndedrag, som man underviser i Folketinget og dansk demokrati i folkeskolen. Gør man ikke det, vil man aldrig forstå, hvor meget EU reelt influerer på dansk demokrati og folkestyre. Herudover skal vores journalister klædes fagligt bedre på. Det kan ikke være rigtigt, at man stadig skal starte med Adam og Eva, hver gang der er et valg til EU-Parlamentet eller der opstår en begivenhed i EU, der skal forklares."

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til?

"Jeg vil gerne sende stafetten videre til Lone Dybkjær. Hun har meddelt, at hun trækker sig fra Folketinget, og hun har været aktiv i europapolitik hele sit liv. Jeg kunne godt tænke mig at få hende til at se tilbage på et langt liv i politik og svare på, hvad der har gjort størst indtryk på hende rent EU politisk."

På næste fredag vil De Radikales Lone Dybkjær følge op på stafetten. Følg med i EU-stafetten hver fredag på Altinget | EU.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marlene Wind

Professor og centerleder, Center for Europæisk Politik og iCourts Center, Københavns Universitet, særlig rådgiver for EU’s Udenrigschef Josep Borrell
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993), ph.d. (Europa Universitetet i Firenze 1998)

Lone Dybkjær

Fhv. minister (R), fhv. MF, fhv. MEP
cand.polyt. (DTU 1964)

0:000:00