Euroafstemning har lange udsigter

EUROHØRING: Uden euroen er Danmark sat uden for indflydelse, lyder det fra regeringen. Men offentlig gæld og frygt for SF får regeringen til at udsætte sit løfte fra regeringsgrundlaget om en euroafstemning.
Foto: ec.europa.eu
Morten Øyen
Økonomisk og finansiel krise har bragt euro-landene tættere sammen, mens Danmark er blevet sat yderligere uden for indflydelse. Sådan lød konklusionen fra justitsminister Brian Mikkelsen (K), da han tirsdag deltog i Europabevægelsens eurohøring på Christiansborg på vegne af sygdomsramte økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K).

"Tiden er løbet fra forbeholdene. Euroen er hverdag for mange - ligesom omkostningerne ved at stå udenfor er det," sagde Brian Mikkelsen og tilføjede, at den største omkostning for Danmark er manglen på indflydelse. En dansk politisk indflydelse, som ifølge justitsministeren kun er blevet mindre efter vedtagelsen af Lissabon-traktaten, idet eurogruppen - dvs. EU-landene med euroen - med traktaten har fået et endnu større samarbejde.

Økonomisk stopklods
Formanden for eurogruppen, Luxembourgs premierminister Jean Claude-Juncker, har desuden fremlagt, at han helst ser, de 16 eurolande skal tale med en stemme i internationale sammenhænge og samarbejde om at påvirke EU's kommende vækststrategi, der skal vedtages i juni.

Alligevel ønsker regeringen ikke at sætte euro-forbeholdet til afstemning før Danmark igen opfylder de økonomiske krav, konvergenskravene, som deltagelse af euro-samarbejdet kræver. I praksis betyder det, at Danmarks offentlige gæld de kommende år er for stor - hvilket ifølge justitsministeren tilsvarende vil udsætte en afstemning.

Socialdemokraternes Henrik Dam Kristensen syntes dog ikke om konvergenskravet, og opfordrede i stedet regeringen til hurtigst at leve op til sine løfter i regeringsgrundlaget om at sætte EU-forbeholdene til afstemning:

"Beslutsomheden hos de 16 eurolande står i en klar modsætning til beslutsomheden hos den danske regering," sagde Henrik Dam Kristensen, der selv tidligere har siddet i Europa-Parlamentet.

Frygten for "Holger og konen"
Men ønsket om at leve op til konvergenskravene inden en afstemning står ikke alene:

"Hvis vi ikke har SF med, så har vi ikke en stor chance for at få det gennemført. Dertil er meningsmålingerne for tætte," sagde EU-ordføreren fra Venstre, Michael Aastrup Jensen.

Under eurohøringen lød det flere gange fra regeringspartierne, at man frygter en gentagelse fra 1992, da SF's "Holger og konen" var med til et fremskaffe et nej til Maastricht-traktaten.

Men hertil var De Radikales leder Margrethe Vestager uforstående, og mente i stedet, Venstre og Konservative ikke selv tror, hovedargumentet for en afskaffelse af euro-forbeholdet er godt nok "til at de selv vil stå på mål for det":

"Det er ikke lederskab, kun taktik. Og jeg mener, det er en taktisk fejl," sagde Margrethe Vestager.

SF bevæger sig
SF blev hurtigt skudsmålet for den politiske diskussion ved eurohøringen. Men partiets EU-ordfører Anne Grete Holmsgaard afviste, at SF skulle være problemet:
"Problemet er ikke SF. Problemet er at overbevise vælgerne om, at det er en god ide at afskaffe euro-forbeholdet," sagde hun og tilføjede, at grundlæggende skyldes SF's nej en stadig mangel på tillid til EU-systemet.

"Men det er også noget, der diskuteres meget i SF. For påvirker man bedst ved at sidde udenfor?" sagde Anne Grete Holmsgaard.

Endnu ønsker SF en bedre regulering af finansmarkederne samt muligheden for at føre en mere ekspansiv finanspolitik, end euro-samarbejdet tillader, før SF vil anbefale et ja til en afskaffelse af euro-forbeholdet.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Anne Grete Holmsgaard

Fhv. MF (SF), fhv. direktør, DTU og BioRefining Alliance
studier i historie og samfundsfag (Roskilde Uni.)

0:000:00