Espersen: Jeg vil ikke stå i vejen for partiet

KONSERVATIVE: Efter flere dages hårdt pres trak Lene Espersen sig torsdag aften som Konservativ partileder. Hun fortsætter som udenrigsminister. Fredag morgen vælger folketingsgruppen en ny leder (opdateret).
Foto: Ole Toft/Altinget.dk
Morten ØyenAnders Jerking

Lene Espersen træder tilbage som formand for Det Konservative Folkeparti, men bliver som udenrigsminister.

Det meddelte hun på et pressemøde torsdag aften. Beslutningen kommer efter længere tids intern uro i partiet.

"Jeg har truffet beslutning om, at jeg træder tilbage som partiformand for at give plads til en ny. Der er behov for en ny start," sagde Lene Espersen, der erkendte, at hun har ansvaret for partiets dårlige meningsmålinger.

Hun havde håbet, at hun kunne vende stemningen, men indså, at hun selv stod i vejen for partiet, da partiet end ikke fik fremgang på en mærkesag som afskaffelse af efterlønnen.

"Konservative er endt i en negativ spiral, hvor der kun er fokus på intern uro og ikke politik," sagde Lene Espersen.

"Det bedste jeg kan gøre for partiet er at trække mig og overlade scenen til en ny, så der igen kommer fokus på konservativ politik," sagde hun og forklarede, at hun frygtede, at partiet var ved at ryge ud i en fløjkrig som den, der i 1990'erne plagede partiet.

"Derfor har jeg truffet en hurtig beslutning, så vi har tid til at bygge en ny leder op, som kan være med til at skaffe os et godt valgresultat," sagde hun.

Den nye leder skal vælges på et gruppemøde fredag morgen, hvor både justitsminister Lars Barfoed og økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen nævnes som mulige kandidater. Lene Espersen ønskede på pressemødet ikke at pege på nogen af dem. I stedet opfordrede hun alle i gruppen til at bakke den nye leder op.

Fakta
Lene Espersen, 45 år, har været i Folketinget siden 1994 for Det Konservative Folkeparti. Hun er uddannet cand.oecon i 1990 fra Aarhus Universitet. Siden har hun bestridt posten som justitsminister fra 2001-2008 og økonomi- og erhvervsminister fra 2008-2010. Ved seneste regeringsrokade i februar 2010 blev hun udenrigsminister.

På pressemødet slog Lene Espersen fast, at hun agter at fortsætte som udenrigsminister. Hun benyttede desuden lejligheden til at fremhæve, at partiet i hendes tid som formand har fået gennemført markante konservative mærkesager som skattelettelser, forkortelse af dagpengeperioden, og at partiet nu også har fået overbevist Venstre om, at efterlønnen skal afskaffes.

"Det er markante resultater," sagde Espersen, som også fremhævede, at partiet med hende som leder gik frem til Europa-Parlamentsvalget og fik et bedre kommunalvalg end forventet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lene Espersen

Fhv. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, M. Goldschmidt Holding, DSB, Green Building Council Denmark/rådet for bæredygtigt byggeri, Comundo, KV Fonden
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990)

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

0:000:00