Året der gik: EU's ulykkesår udeblev

BRUXELLES: For et år siden befandt EU sig på et mildest talt dårligt sted.

Chokket over, at 51,9 procent af briterne havde stemt for at melde sig ud af det europæiske samarbejde 23. juni, var kun lige begyndt at bundfælde sig.

I forvejen var stemningen i EU-kredsen på nulpunktet. En opslidende flygtningekrise oven på en ikke ukompliceret eurokrise havde for alvor drevet kiler ned i samarbejdet. Nerverne var flossede hos EU-lederne, og tonen mellem dem var alt andet end venlig efter månedsvis af skænderier om de over en million mennesker, der ukontrolleret var vandret op igennem Europa.

”Vi mistede kollektivt styringen. Der var et brud på tilliden mellem landene,” lyder vurderingen fra en højtstående EU-diplomat.

Hvem er de næste?
Allerede et par måneder tidligere havde den kendte amerikanske debattør Anne Applebaum forudsagt, at verden bare var et par valg fra ”afslutningen på Vesten som vi kender det”.

Det lød på daværende tidspunkt som et overdrevet skræmmebillede, men efter Brexit blev det utænkelige pludselig ikke så utænkeligt igen.

En storskrydende tidligere leder af UK Independence Party, Nigel Farage, turnerede rundt i USA med budskabet om, at Danmark ville være det næste land, der ville forlade den synkende skude, muligvis med svenskerne og hollænderne i hælene.

Og selvom alle målinger viste, at chokket fra Brexit fik EU-borgerne til at rykke sammen om unionen frem for at ville ud af den, var det ikke, fordi det tog luften ud af den eksistentielle krise, som EU befandt sig.

Tilbage på sporet
Ved et møde i Ulan Bator i Mongoliet mellem EU og de asiatiske lande i ASEM-samarbejdet, der i forvejen blev overskygget af statskupsforsøget i Tyrkiet i midten af juli, rådslog en gruppe af de tilstedeværende EU-ledere om, hvad der kunne gøres for at få projektet tilbage på sporet igen.

Konklusionen var, at de ”ikke måtte tillade EU at blive paralyseret”, siger en diplomat, der var til stede. Der var brug for at puste nyt liv i unionen i stedet for at lade det lamme af den nærmest uoverskuelige udfordring, der lå i at få filtret briterne ud af EU-samarbejdet efter 43 år retligt samliv.

”Vi kan ikke bringe entusiasme til borgerne ved bare at være gode til at håndtere en skilsmisse,” lød konklusionen fra den mongolske hovedstad.

Aldrig igen
I september mødtes de 27 EU-ledere for første gang uden briterne. På mødet, der blev holdt i Bratislava, lovede de at skabe et EU, borgerne ”kan have tillid til og støtte op om”, som der står i den køreplan, der kom ud af det.

De lovede også hinanden aldrig at lade en flygtningekrise komme ud af kontrol på den måde, som det var sket i det forløbne år.

”Det er det tætteste, Det Europæiske Råd nogensinde er kommet på at indrømme, at det har gjort noget galt,” lyder det fra en insider.

Trump time
I november kom så chokvalget af Donald Trump som USA’s 45. præsident. Dermed var Brexit-resultatet pludselig ikke en enlig svale, men del af en mere verdensomspændende desavouering af den traditionelle politiske midte.

Følelsen af, at intet kunne tages for givet, og at Europa nu virkelig stod over for en række skæbnevalg, var akut. Øjnene blev rettet mod Frihedspartiet i Østrig og dets navnebror i Holland med Geert Wilders i spidsen og ikke mindst mod Front Nationals Marine Le Pen i Frankrig, som lå lunt i målingerne til at blive landets næste præsident.

Alle tordnede de mod EU. Og alle så de ud til at kunne ride med på den bølge, der inspirerede globaliseringsutrygge og indvandringsskeptiske vælgere til at trække protestkortet.

Ikke tiltrækkende
Om det var Trumps mildest talt uskønne overtagelse af præsidentembedet i USA eller det syndige rod, Brexit havde efterladt i det britiske politiske liv, der var med til at tage vinden ud af sejlene hos Europas populister, er svært at sige.

Ingen af dem fik det dog til at se specielt attraktivt ud for vælgerne at lægge afstand til det mere midtersøgende politiske selskab, hvilket de som bekendt heller ikke gjorde.

Først kom det østrigske omvalg til præsidentembedet i december. Her gik sejren til De Grønnes kandidat, og dermed undlod østrigerne at kåre Europas første statsoverhovedet fra det nationalistiske højre siden Anden Verdenskrig.

I marts fik Wilders langtfra den sejr, som han havde håbet på, da hollænderne gik til valg. Og allerede her var optimismen på EU’s vegne så småt ved at vende tilbage, hjulpet på vej af det økonomiske opsving, som endelig syntes at være ved at få fat igen.

Nye tider
EU-Kommissionen havde da også allerede sat et større tænkearbejde i søen om, hvad EU kan og skal efter Brexit. Det faldt sammen med fejringen af 60-året for underskrivelsen af EU's 'dåbsattest', Rom-traktaten, der passende samtidig kunne markere 'fødselsøjeblikket for EU af 27', som EU-kommissionsformand Jean Claude-Juncker formulerede det.

29. marts, få dage efter Rom-festlighederne og ni måneder efter afstemningen, var briterne endelig klar til at begynde udmeldelsesforhandlingerne.

Den lange ventetid havde givet EU-landene tid til at komme sig over at være blevet forladt og lægge en stram forhandlingslinje. De var klar til at ranke ryggen og begynde at se på bodelingen og det nye forhold, der skal til, når ens eks også fremover kommer til at være ens nabo.

Mindre afklarede omkring skilsmissen virkede briterne, der i formiddagspressen nærmest nåede at erklære krig mod Spanien om Gibraltar, inden forhandlingerne overhovedet var gået i gang.

”Med det rod, der var i den britiske regering, var det ikke særligt svært at stråle,” som en diplomat udtrykker det. Og det var inden premierminister Theresa May udskrev valg i utide og derefter tabte sit flertal i Underhuset, hvilket kun har gjort den britiske forhandlingskurs endnu mere usikker.

Øst-vest
Valget af fuldblodseuropæeren Emmanuel Macron til fransk præsident over Front Nationals Marine Le Pen i maj gjorde også mirakler i forhold til at stive selvtilliden i unionen af.

Alle ved dog, at træerne ikke vokser ind i himlen. Hvor EU-landene det seneste år har vist et eksemplarisk sammenhold, når det kommer til Brexit, så er der tydelige skillelinjer på andre områder.

Mest bekymrende lige nu er det voksende gab mellem øst og vest, der er blevet blotlagt i de politiske forhandlinger om klimapolitik, om fordelingen af flygtninge, om et fremtidigt EU-budget og ikke mindst om vandrende arbejdstageres rettigheder.

Regeringerne i både Polen og Ungarn er på kollisionskurs med EU-Kommissionen for ikke at leve op til de grundlæggende spilleregler for en retsstat for blandt andet knægtelse af domstole, indblanding i pressefriheden og angreb mod ngo’er og forskningsinstitutioner. Svaret i begge lande har været åben trods og et ønske om at vise vælgerne, at man godt tør tale Bruxelles midt imod.

Trump til Polen
Fra EU-siden er der en vis nervøsitet over, hvad det så er for nogle venner, de efterlyser. Ikke mindst i lyset af, at Donald Trump kommer til Wroclaw i Polen 6. juli for at mødes med en række af dem til det såkaldte Three Seas-initiativ om energiinfrastruktur.

Det er dagen inden, den amerikanske præsident skal til et G20-møde i Tyskland, hvor han i forvejen har sagt sig fri for at ville lade amerikanerne indgå i mødets konklusioner om klima og for øvrigt forventes at give signaler om, at han vil trække sig yderligere væk fra frihandelssporet for at forfølge sin ”America First”-politik.

”Det er, som om der er to verdener, der er ved at støde sammen,” siger en EU-diplomat.

”På den ene side har vi autokraterne, protektionisterne og dem, der er ok med klimaforandringerne. På den anden side har vi dem, der vil bekæmpe dem.”

Alligevel er der håb i Bruxelles om, at de 27 nok skal stå sammen, når det gælder.

”Der er en vilje til at holde sammen på familien,” lyder vurderingen.