Alternativet: Drop frihandelsaftale bag lukkede døre

Af Rasmus Norqvist (ALT)
EU-ordfører

I kraft af den kommende folkeafstemning om retsforholdet vil EU den næste tid være genstand for fornyet interesse.

Det er i sig selv positivt. Men forhåbentlig kan interessen også danne afsæt for, at forhandlingerne om den stort opslåede handels- og investeringsaftale – bedre kendt som Transatlantic Trade and Investment Partnership eller blot TTIP – bliver sat på dagsordenen. Jeg vil i hvert fald gøre mit.

Udvander klima- og miljøpolitik
Siger TTIP dig noget? Det burde det. Men hvis du ikke har hørt noget, så er du også lovligt undskyldt. Emnet er nemlig kompliceret – tilsyneladende i en sådan grad, at de hjemlige medier har svært ved at formidle stoffet. Det er en skam, for TTIP har potentiale til at udvande nationalstaters muligheder for at vedtage ambitiøs politik, for eksepmel på klima- og miljøområdet.

Men hvad er så TTIP? Ifølge fortalerne vil TTIP, som er en frihandelsaftale mellem USA og EU, bringe vækst og arbejdspladser, fordi det vil styrke samhandlen mellem Europa og USA. Kritikerne anfægter dette postulat, idet der er meget få toldbarrierer tilbage, hvorfor de påståede gevinster skal komme ved at nedbryde de "ikke-toldmæssige barrierer".

Denne lidet mundrette benævnelse dækker over EU- og medlemslandenes særegne lovgivning på for eksempel områder som regulering af kemikalier og miljøregler. Ifølge kritikerne vil en vedtagelse af TTIP derfor gå direkte ud over mulighederne for at opretholde eller skærpe deres miljølovgivning.

EU må straks åbne forhandlingerne op og arbejde med maksimal åbenhed, så vi hele tiden kan vurdere, om aftalen truer høje standarder, både nuværende og fremtidige.

Rasmus Nordqvist (ALT)
EU-ordfører

I en dansk og europæisk kontekst gælder det regler, som vi har kæmpet i årtier for at få indført. Og det er regler, som vi kan være stolte af, fordi det har holdt vores natur grøn, vores vandløb rene, og vores grundvand drikbart.

Forhandlinger bag lukkede døre
Skal vi neddrosle vores ambitioner på dette område, skal vi selv beslutte os for det – det skal ikke dikteres os af en frihandelsaftale vedtaget i EU. Og derfor er det fuldstændig uacceptabelt, at forhandlingerne om TTIP lige nu foregår bag lukkede døre – og det i en sådan grad, at wikileaks har udlovet en dusør på 100.000 dollars til enhver, der kan skaffe information om aftaleteksten.

Hemmelighedskræmmeriet bidrager til en fornemmelse af, at løfterne om en øget økonomisk gevinst vil komme til at trumfe hensynet til vores miljøbeskyttelse og ret til demokratisk at ændre vores nationale lovgivning. Det er derfor helt indlysende, at EU straks må åbne forhandlingerne op og arbejde med maksimal åbenhed, så vi hele tiden kan vurdere, om aftalen truer høje standarder, både nuværende og fremtidige.

Give-and-Take
Det er der imidlertid ikke udsigt til. EU-Kommissionen har gang på gang hævdet, at forhandlingerne er de mest åbne frihandelsforhandlinger nogensinde. Det er muligvis rigtigt, men til gengæld kommer vi også fra bunden af 4. division, hvad angår åbenhedsniveau.

I februar 2015 offentliggjorde EU-Kommissionen en række dokumenter og forslag, som de forhandler med USA om. Dette er et skridt på vejen, men overskygges af, at de fleste dokumenter allerede var kendt i offentligheden gennem lækager. Dertil skal knyttes, at vi ikke kender til USA’s position på de samme områder, og at vi endnu ikke ved, hvordan det endelige forhandlingsdokument udvikler sig. Dette betyder, at vi ikke ved, hvad der bliver givet og taget i forhandlingerne. For eksempel lempede EU kravene til mærkning af tjæresand fra USA og Canada efter lang tids pres – men hvad fik vi til gengæld? Eller hvad ville amerikanerne have krævet, hvis nu de ikke kunne eksportere den problematiske tjæresandsolie?

USA's agenda
Selvom vi ikke kender amerikanernes forhandlingstekster, kan vi ud fra den historie og den heftige lobbyaktivitet tegne et billede af, hvor USA gerne vil hen med TTIP. Amerikanerne har i verdenshandelsorganisationen (WTO) anklaget EU’s kemikalielovgivning for at være en ”teknisk handelshindring” – altså en regulering, som diskriminerer amerikanske produkter, fordi de ikke lever op til EU’s krav.

Det skal retfærdigvis siges, at EU i nogle henseender også har en bekymrende historik. For eksempel når det gælder finansiel regulering, hvor en øget amerikansk regulering af bankvirksomhed har mødt heftig kritik fra EU og vores banker, der ikke bryder sig om at operere under de strengere amerikanske vilkår.

Alle disse forhold bliver kun mere bekymrende af, at EU-Kommissionen, mens der tales om ”verdens mest gennemsigtige forhandlinger”, for nyligt og ganske pludseligt har indskrænket mulighederne for at se forhandlerne efter i kortene yderligere. Det forlyder sig, at hvis nationale politikere vil have indblik i særlige dokumenter skal vi tage til Bruxelles, hvor der er et særligt ”læserum”. Det er en beklagelig udvikling.

Tilliden til EU-systemet forbedres ikke ved at indskrænke gennemsigtighed og åbenhed. EU må på alle områder gå foran og øge gennemsigtigheden.