Bendtsen: Trumps fremmedhad kaster skygger i Europa

Af Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Jeg synes, at det Europa, som vi ser i dag, på flere områder ligner det, vi så i 1930'erne.

Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Nu er det forhåbentlig snart lykkedes Donald Trump at forspilde sin chance til at blive valgt til USA’s præsident.

Vi oplever et Europa, som ikke i min levetid har oplevet større problemer end dem, som vi står i nu.

Bendt Bendtsen (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

En række selvmål og et lemfældigt forhold til sandheden i et utal af optrædener betyder nok, at han ikke bliver USA’s næste præsident – og godt for det.

Skruer vi tiden blot et par måneder tilbage, var det en mulighed, at han kunne vinde, og det var til mange europæeres forundring.

Men de tendenser, som Trump repræsenterer i forhold til politikerlede og fremmedfjendskhed, er ikke kun et fænomen i USA. Trump trækker lange skygger ind i Europa.

Et Europa i store problemer 
Vi oplever et Europa, som ikke i min levetid har oplevet større problemer end dem, som vi står i nu. Samarbejdets Europa blev bygget på ruinerne af 2. verdenskrig, og i dag har vi et Europa i frihed, fred og demokrati. Folk kan rejse og studere eller arbejde, som de vil. Vi kan lade kapital, varer og tjenesteydelser flyde frit over grænserne. Og europæerne har oplevet en velstand, som ikke forefindes mange andre steder i verden.

Desværre ser det ud til, at det, som de sidste 5-6 generationer har været med til at bygge op, risikerer at smuldre. Kursen er lagt om, og vi oplever en splittelse på rigtig mange fronter. Det er ikke samarbejdet, som er fremtrædende længere. Snarere vinder nationale politikere succes af at vende hjem fra Bruxelles og sige: "Disse regler gælder ikke for os."

Det indre marked virker som et bøvl af mange standarder og regler, men de er afgørende for, at vi – i et lille land som Danmark – kan handle på et frit marked, der strækker sig langt ud over Danmarks egne grænser.

Jeg har gennem de sidste 16-17 år været tæt på det europæiske samarbejde. Først som partileder og minister. Nu som medlem af Europa-Parlamentet på syvende år.

Ekstremisme buldrer frem
Den ekstreme nationalisme og protektionisme er vokset og vokset gennem disse år. Det lykkedes at få en historisk udvidelse af EU med 10 østeuropæiske lande under det danske formandskab i 2002. Det var ikke sket i dag.

Frihandel og internationale handelsaftaler får stadigt trangere kår. I øjeblikket forhandles den transatlantiske handelsaftale, TTIP, mellem Europa og USA. Jeg tvivler på, at vi overhovedet kommer i mål. Hertil kommer, at der – ud over massiv modstand i Europa – også er modstand i USA.

Det ligger klippefast, at handel mellem lande gør alle parter rigere, ligesom det afmonterer spændinger. Det indre marked har været en kæmpe gevinst både økonomisk og politisk – på samme måde vil flere handelsaftaler gøre verden mere forbundet.

Men protektionismen har rigtig gode vilkår hele verden rundt, og politikerne kan berolige egne vælgere med, at de gør alt, hvad de kan, for at beskytte egne arbejdspladser.

I virkeligheden gør beskyttelsen ondt værre.

Fejlen ligger selvfølgelig også hos fællesskabet, når vi ikke er bedre til at forklare, hvordan tingene hænger sammen. Vi får ikke bugt med hverken migrantkrisen, klimaproblemer, energifattigdom, lav beskæftigelse eller lav vækst ved at isolere os.

Samtidig kunne EU så passende holde fingrene fra de udvalgte ting, som besluttes bedre i nationalstaten, tæt på borgerne - –det være sig kønskvoter eller uddannelsespolitik. Men er man stor tilhænger af nationalstaten, så er man tvunget til et internationalt udsyn, så man ikke lukker sig om sig selv, men sikrer udvikling og vækst. Det er det konservative slogan om at forandre for at bevare.

Mod 1930'ernes Europa
Tager vi helikopteren op og kigger ud over Europa, ses den samme tendens overalt. Yderfløjene vinder frem på bekostning af de partier, som i årtier har taget ansvar.

Fælles for begge yderfløje er, at de letter ben ind på partierne på midten, og de kan ikke drømme om at tage ansvar, for det koster.

Fra Finland i nord til Grækenland i syd buldrer ekstremisterne frem. Fælles for mange af disse yderfløje er, at de har et udmærket forhold til Putin. Man kan diskutere, hvem der udgør den største trussel mod demokratiet, freden og friheden: USA’s Trump eller Frankrigs Marine Le Pen.

Ovennævnte er alle kendt for at hylde protektionismen og slår på, at alting bedst klares i nationalstaten. Og for de europæiske højreorienterede eksemplers vedkommende, så bebrejdes EU alle ulykkerne. Jeg synes, at det Europa, som vi ser i dag, på flere områder ligner det, vi så i 1930'erne.

Hukommelsen er som bekendt kort, men vi må arbejde på, at den kollektive hukommelse ikke svigter; at fred og demokrati ikke er nogen selvfølgelighed – det kommer af frihandel og samarbejde.