Bosse: Europæisk forsvarssamarbejde styrker både suverænitet og sikkerhed

Af Stine Bosse, 
Formand, Europabevægelsen

Verden er ikke så sikker som den var ”lige før". De værdier, som vi i Det Europæiske forpligtende Fællesskab forfægter, kæmper for - og som for os har betydet økonomisk fremgang, velfærd og ikke mindst frihed i store mængder - er ikke så selvfølgelige længere.

Vores gode venner på den anden side af Atlanten er ikke den stabile og sikre partner, som vi har kendt siden Anden Verdenskrigs afslutning.

Retfærdigvis skal det siges, at vi i mange år i Europa har bidraget for lidt økonomisk, og at vi nu naturligvis skal til lommerne i forhold til NATO-samarbejdet.

Stil de rigtige spørgsmål
Men at øge budgettet er slet ikke eneste punkt, der nøje bør overvejes. For i kølvandet på et større forsvarsbudget, må spørgsmålet naturligvis komme: I hvilket regi? Og hvordan sikrer vi at få mest mulig sikkerhed for pengene?

Disse spørgsmål er måske de vigtigste. For alle europæiske lande, men i særdeleshed for et lille land med tætte relationer til USA og med et forsvarsforbehold hængende over hovedet.

Det er på tide, at der kastes lys over den tabuiserede debat om Danmarks forsvar. Det haster med at få fakta på bordet på et område, hvor følelser, hvor meget end disse også må og skal respekteres, let kommer til at løbe af med os. 

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Det er på tide, at der kastes lys over den tabuiserede debat om Danmarks forsvar. Det haster med at få fakta på bordet på et område, hvor følelser, hvor meget end disse også må og skal respekteres, let kommer til at løbe af med os.

Danmark har været ganske meget i krig de seneste 15 år. Det er ikke noget vi holder af at tale om, endsige evaluere på, men det er et faktum. Danske forsvarsinteresser er, udover egen indsats, alene varetaget gennem NATO-samarbejdet, hvilket i vores tid må siges at være spinkelt.

Den nordiske kampgruppe, som har til formål - i regi af Unionen - at kunne rykke hurtigt ud indenfor Unionens interessesfære, består af Sverige, Finland, Irland, Estland, Letland, Litauen og faktisk Norge. Ja, du læste rigtigt: Norge. Men altså ikke Danmark. Dette må forekomme endog meget besynderligt.

Fare på færde
Der bør kastes nyt lys på den forsvarspolitiske situation i en tid, hvor USA’s præsident kun nødtvungent gentager det gensidige NATO-løfte.

I en tid, hvor Putin på ingen måder kan regnes for ufarlig endsige passiviseret, og hvor der har været tilløb til forbrødring mellem Rusland og USA. Hvor efterlader det os?

Har vi ikke de klareste fælles interesser med den geografi, der omgiver os - og med den værdipolitik, vi har tiltrådt gennem medlemskabet af EU, og som i øvrigt passer fuldstændig til den grundlov, vi er bygget på. Svaret er naturligvis jo. 

Det forekommer besynderligt, at vi i en 50'er romantisk selvopfattelse ikke kan have en grundig og oplyst debat om, hvordan vi skal agere forsvarspolitisk: hvor får vi mest for pengene, og med hvem har vi de mest indlysende fælles interesser?

Måske er besynderligt et forkert ord. Måske er farligt bedre, eller er naivt måske det bedste? Uanset hvilke ord vi kan knytte på vores attitude, så haster det med at få diskuteret, belyst og vurderet, hvor vi skal stille os.

Truslerne er ikke bare de klassiske. Nej de er mere diffuse og dermed også sværere at forsvare sig imod. De indre trusler fra ekstreme grupper og de migrationsstrømme, som ikke er militære trusler i klassisk forstand, men mennesker, der søger lykken hos os, men som vi ikke kan huse alle til hobe, har det til fælles, at de skaber angst og uro hos mange.

De kan kun løses gennem fælles indsatser, der både handler om efterretninger, politi og i yderste konsekvens militær. Her undlader jeg at tale om den væsentligste indsats af alle: den forebyggende. Blot for at holde mig til det overordnede emne.

Afskaffelse af forbehold skader ikke vores suverænitet
Og lad os så tage debatten om suverænitet ind ad fordøren. Samarbejdet på forsvarsområdet udvikler sig hastigt. Lige nu har vi ingen indflydelse på hverken retning eller form.

Vi kan så og sige alene bestemme, hvilke fly vi selv skal købe, hvilket udstyr vore soldater skal anvende, og vi kan ikke engang deltage i de indkøbsaftaler, der er for det fælles forsvar.

Et forsvar, der ikke kan agere alene eller efter en central kommando. Beslutningskraften ligger 100 procent hos medlemslandene. 

Det betyder helt lavpraktisk at vi køber dyrere ind. Vi risikerer, at det, vi anskaffer, ikke passer til det, de andre har, og at vi i hvert fald ikke har afprøvet og trænet det sammen. Ikke noget, man umiddelbart kan kalde hverken klogt, forsvarligt eller effektivt. 

Det betyder også, at vi risikerer at deltage i isolerede indsatser langt fra Danmark, som i bedste fald er sympatiske og heroiske, men i værste fald fjerner fokus fra forsvaret af vores egen geografi og nære indre interesser, der oftest går på tværs af snævre nationale interesser. 

Så op på hesten. Lad os få drøftet forsvarsforbeholdets spærringer.

Lad os fjerne de forbehold, der direkte forhindrer et effektivt forsvar, og lad os leve op til vores suveræne ansvar for at forfægte de værdier, Danmark står på.

Og husk så, at dette ikke udelukker NATO som væsentligste allierede - tværtimod. Det gør os blot stærkere - også i den relation.