Cordua: Folkeafstemningen om ja-kampagnen

Fører ja-kampagnen skræmmekampagne? Dele af Meningsdanmark mener åbenbart, at det er afstemningstemaet 3. december.

Der er en uge til folkeafstemningen, og fortællingen om valgkampen – som den udlægges af pressen – er en historie om, at ja-partierne er kammet over i en forfærdelig skræmmekampagne i deres iver for at få befolkningen til at stemme ja.

Intet er afgjort
Meningsmålingerne viser dog, at intet er afgjort, og at der stadig er en mulighed for at få et ja på næste torsdag. Faktisk fører ja-siden snævert i de allerfleste målinger. Men det gør ikke meget indtryk på dele af pressen, som allerede lægger op til, at kampagnen nærmest er tabt på gulvet.

Der er faktisk en grundlæggende fortælling i ja-kampagnen, som handler om, at Danmark bedst løser grænseoverskridende problemer - især om kriminalitet – i samarbejde med resten af EU. Problemerne opstår først, når man sætter fornuftige og tænksomme vælgere i det absurde dilemma, at en nej-stemme er til fordel for kvindehandlere og pædofile.

Der er faktisk en grundlæggende fortælling i ja-kampagnen, som handler om, at Danmark bedst løser grænseoverskridende problemer - især om kriminalitet – i samarbejde med resten af EU. Problemerne opstår først, når man sætter fornuftige og tænksomme vælgere i det absurde dilemma, at en nej-stemme er til fordel for kvindehandlere og pædofile.

Jarl Cordua

Også selvom at det er hævet over enhver tvivl, at de 22 retsakter på det strafferetlige og civilretlige område, som befolkningen også skal forholde sig til, alle som én er til for at beskytte mennesker og virksomheder fra overgreb fra diverse kriminelle.

NEJ-siden
Nej-sigerne er som oftest en meget broget flok, og argumenterne er mangesidige og ofte ret absurde. Mange nej-sigere er så vrede, at de mener, at EU simpelthen er skyld i alle dårligdomme. Og intet samarbejde – ikke engang Europol – er til glæde og gavn. På Facebook er mange nej-sigere simpelthen holdt op med at argumentere. De siger bare NEJ med versaler.

I bunken af ikke alt for logiske argumenter finder man blandt andet vælgere, der erklærer, at de stemmer nej, fordi de er sure på ja-kampagnen. Altså i stedet for at bruge kræfter på at sætte sig ind i substansen, så stemmer man nej i ren protest.

Jarl Cordua

I bunken af ikke alt for logiske argumenter finder man blandt andet vælgere, der erklærer, at de stemmer nej, fordi de er sure på ja-kampagnen. Altså i stedet for at bruge kræfter på at sætte sig ind i substansen, så stemmer man nej i ren protest. Måske er det en effekt, som vi har set de sidste par uger, hvor afstanden mellem ja-sigere og nej-sigere har indsnævret sig til dødt løb.

I går forsøgte justitsminister Søren Pind (V) sig med en analyse om, at vi efter et nej risikerer at skulle give indrømmelser på flygtningeområdet for at få en Europol-aftale.

Ingen ved, om det bliver et krav fra for eksempel Sverige. Kendsgerningen er ikke desto mindre, at hvis vi skal have indrømmelser fra andre stater, så skal Danmark også give indrømmelser den anden vej. For sådan er forhandlinger mellem stater, mellem virksomheder eller mellem enkeltpersoner.

"Skræmmekampagner"
Det kan man være ligeglad med hjemme i stuerne, som så kan overlade det til embedsmænd at finde ud af al bøvlet. Men bare det, at Søren Pind rejser problemstillingen og sætter det i forbindelse med flygtningepolitikken (som er tidens altafgørende problemstilling), er rigeligt til at rejse anklager ikke bare fra nej-siden, men også dele af pressen om ”skræmmekampagne”. 

Problemet med skræmmekampagner er, at politikerne tror, de virker på usikre vælgere. Det gør de i hvert fald tit i forbindelse med valgkampe til folketingsvalget. Stem på dit, og du får det ubehagelige dat.

Dem, der larmer op om skræmmekampagne, er dog tit dem, som i forvejen er afklarede. Men kan usikre vælgere hænge deres hat på, at ja-siden opfører sig usportsligt, så er stemmen jo vundet for nej-siden. Dertil kommer dem, som generelt er lede og kede af en skinger debattone, hvor følelserne tager over, mens fornuften glider i baggrunden.

Og det er dem, der især rynker på næsen ad for eksempel Radikal Ungdoms ”Begejstrede Børnelokkere”-plakat. For iagttagere er det et sikkert tegn på desperation, når man ser et klokkeklart eksempel på skræmmekampagne.

Meta-debat
Så for nej-siden er man på konstant udkig efter skræmmekampagner, så man ligesom det ene holds tilskuere til en fodboldkamp kan råbe på straffespark i håb om at påvirke dommerne (dvs. Meningsdanmark, pressen og i sidste ende vælgerne), så de kan konkludere, at ”ja-kampagnen tabte valget på grund af skræmmekampagnen”, og alle de ”infantile” og ”krænkende” plakater, der taler ned til vælgerne.

Det er i øvrigt et kendetegn for store dele af Meningsdanmark og pressen, at det er nemmere at forholde sig til ”metadebatten”, altså debatten om debatten frem for at sætte sig ned på den flade og gennemlæse alle 22 retsakter på det strafferetlige og civilretlige område og danne sig en kvalificeret mening om det. Det er både nemmere og sikkert også mere spændende at læse end tekniske paragraffer og langhårede analyser. Og denne klumme er ingen undtagelse.

Bunken af enkeltdirektiver
Men Meningsdanmark og alle dem, der stemmer nej, fordi de ikke gider at sætte sig ind i ja-sidens argumenter, fordi de ikke bryder sig om deres kampagner, kan godt begynde at gå i træningslejr med hensyn til at forholde sig til bunken af enkeltdirektiver på det retslige område.

For skal de ikke længere kunne vedtages af et flertal i Folketinget (det er jo det, vi stemmer om, hvorvidt de skal have lov til eller ej) – så vi sikrer bedre forhold for handlede kvinder og andre entydigt fornuftige retsakter – så skal vi danskere til at forholde os til hvert enkelt retsakt ved kommende folkeafstemninger.

Det er ikke en skræmmekampagne. Det er en kendsgerning. Så i fald at man stemmer nej på næste torsdag, så ønsker jeg god læselyst!

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio 24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.