Danskerne støtter EU-veto

MÅLING: Et flertal af de danske vælgere bakker op om regeringens trussel om at nedlægge veto, hvis ikke Danmark får en rabat på en milliard på bidraget til EU.
"Vi skal have vores rabat, og hvis vi ikke får vores rabat, så må vi nedlægge veto. Det er meget, meget enkelt," sagde Helle Thorning-Schmidt på et Europaudvalgsmøde.
"Vi skal have vores rabat, og hvis vi ikke får vores rabat, så må vi nedlægge veto. Det er meget, meget enkelt," sagde Helle Thorning-Schmidt på et Europaudvalgsmøde.Foto: Europa-Parlamentet
Agnete Finnemann Scheel

Jeg konstaterer bare, at der er ikke nogen, der nogensinde har fået noget i politik. I politik der handler man

Jens Rohde
Medlem af Europaparlamentet for Venstre

De danske vælgere er tilsyneladende tilfredse med regeringens skarpe tunge, når det kommer til EU-rabatten. 52,6 procent af de danske vælgere støtter nemlig, at regeringen nedlægger veto mod hele EU's budget, hvis ikke Danmark får en rabat på en milliard kroner.

Det viser en meningsmåling foretaget af A&B-Analyse for Altinget.dk.

Kun 19,7 procent af de 1.294 adspurgte vælgere svarer, at de ikke mener, at Danmark bør nedlægge veto, hvis der ikke kan blive enighed om en dansk rabat.

Det glæder EU-ordfører Jens Joel (S).

"Vi tager det som en opbakning til, at vi i Danmark gerne vil betale vores fair andel til EU, men vi ønsker ikke at betale mere end de andre relativt velstående lande," siger Jens Joel.

Og regeringen er fortsat optimistisk om, at det vil lykkes at forhandle rabatten i hus og undgå at nedlægge veto.

"Vi forhandler, og vi forventer at få rabatten hjem. Og når vi siger, at det her er en "red line" som det kaldes i EU, så er det fordi, det er noget, vi står fast på," siger Jens Joel.

Frygt for "Købmands-logik"
I Europa-Parlamentet er ikke alle enige i regeringens fortolkning af meningsmålingen.

"Det er et udtryk for at danskerne vil have mindre EU," siger Søren Søndergaard, der er medlem af europaparlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

"Jeg tror danskerne med det udsagn giver klart udtryk for, at vi overordnet set skal betale færre penge til EU. Og så får vi jo at se, om regeringen kan leve op til det," siger Søren Søndergaard.

For selv hvis Danmark får en rabat er det ikke en garanti for, at EU's samlede budget ikke stiger og Danmarks reelle nettobidrag til EU falder. 

"For det kan jo risikere, at blive lige som det er nede ved Købmanden, hvor de sætter prisen op med tyve procent, og så giver de ti procent i rabat, og så er folk glade. Det er jo ikke det, vi har bruge for," siger Søren Søndergaard.

"I politik der handler man"
Også Venstre-parlamentarikeren Jens Rohde er forbeholdene over for, hvad de danske vælgeres opbakning betyder.

"Hvis man får spørgsmål om, om man skal gøre alt, hvad man kan, for at få en rabat hjem, og man ikke får at vide, hvad prisen for den rabat kan være, så er det naturlige svar selvfølgelig, at man siger ja," siger Jens Rohde, der ikke selv mener, det er fornuftigt, at regeringen truer med veto.

Han er bekymret for, hvad rabatten kommer til at koste Danmark og peger på, at prisen kan være nedskæringer i strukturfondsmidler, på landbrugsdistriksmidler eller i forskningsmidler.

Fakta

Europæiske rabatordninger:

Det Europæiske Råd vedtog i 2005, at Østrig, Tyskland, Holland og Sverige skal drage fordel af reducerede momsbidragssatser i perioden 2007-2013, og at Holland og Sverige skal drage fordel af bruttoreduktioner i deres årlige BNI-bidrag i samme periode. Hertil har Storbritannien en helt særlig rabat, som går helt tilbage til 1984.

Danmarks bidrag til EU's budget er på finansloven for 2012 budgetteret til 19,6 milliarder kroner. Den danske regering ønsker fremover at få en rabat på en milliard.

"Det kan også ligge i konkrete projekter, som Danmark gerne vil have støtte til eksempelvis Femern Bælt-forbindelsen. En pris vi ikke ved noget om endnu," siger Jens Rohde

Han frygter, at rabatten i sidste ende slet ikke vil gavne dansk interesse.

"Jeg konstaterer bare, at der er ikke nogen, der nogensinde har fået noget i politik. I politik der handler man," siger Jens Rohde.
 
Forhandlingerne om rabatten forventes at foregå under topmødet den 22. og 23. november, men en afgørelse ventes tidligst midt i december.

Dokumentation

Sådan har vi spurgt

"Er du tilhænger af, at Danmark skal nedlægge veto mod hele EU's budget, hvis Danmark ikke fremover får en rabat på 1 mia. kr. på betalingen til EU?"

52,6 % har svaret "Ja"
19.7 % har svaret "Nej"
27.7 % "Ved ikke"

Målingen er foretaget af A&B Analyse A/S blandt 1.294 respondenter i perioden mellem 1. og 6. november 2012. 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00