Debat: Vi skal ind i EU - helt ind

Af Christopher Røhl Andersen

Kandidat til Borgerrepræsentationen og fhv. landsformand for Radikal Ungdom

Europa går i to retninger. Den proeuropæiske, der har vundet frem under valgene i Frankrig og Holland, og den nationalistiske, der har sendt Storbritannien ud af det europæiske samarbejde. Her i Danmark er nødt vi til at spørge os selv: Vil vi ind eller ud?

Jeg mener, at vi skal ind. Helt ind. Vi har ingen grund til at frygte det store europæiske bureaukratimonster, for det har på godt og ondt sikret os fred, frihed og frihandel, siden vi blev medlem i 1973. Lad os derfor tage den europæiske identitet fuldt og helt til os og vise, at vi er en del af EU. Vi kunne passende starte med at hæve EU-fanen på de offentlige bygninger. Sådan gør man i andre EU-lande, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle lade være.

I sommerferien sidste år kørte jeg med interrail tværs gennem Vesteuropa. Udover de skiftende landskaber og sprog, der kendetegner hvert et land, havde man alligevel en følelse af fællesskab, når man kiggede på storbyernes offentlige bygninger.

Christopher Røhl Andersen

Den politiske virkelighed tegner et billede af et Danmark på vej ud. Vi lever med et halvhjertet medlemskab. På grund af de danske forbehold sidder vi med det ene ben i mødelokalerne, mens det andet er på vej ud. Det gælder på det monetære samarbejde, når eurolandene fastlægger kursen. Og nu gælder det også i Europol, når retssikkerheden er på spil. Danmark står på sidelinjen, som var vi et tredjeland.

Det er ikke alene lasten fra vores tidligere deroute i fællesskabet, der tærer på det danske medlemsskab. Vejen mod det danske Brexit kan også spores i de nye initiativer fra Christiansborg.

Vi kunne passende starte med at hæve EU-fanen på de offentlige bygninger. Sådan gør man i andre EU-lande, og jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle lade være.

Christopher Røhl Andersen

Det ses i regeringens insisterende holdning til den dyre grænsekontrol, der praktisk talt fungerer som den mur, vi er ved at bygge op om vores nationalstat.

Læs mere: Det sker i EU: Digital strategi, fisk og frihandel

Men det er mere end møder og mure, der vidner om et dansk medlemskab i forfald. Folketinget har igen i år valgt at droppe at flage med det europæiske flag foran Christiansborg på Europadagen. Vores nationale parlament nægter at hylde det fællesskab, vi åndeligt såvel som i praksis er en del af.

Tænk, hvis man droppede at flage med Dannebrog på Grundlovsdag. Domstolene ville komme på overarbejde i anklagerne om landsforræderi.

Det danske medlemskab af den europæiske union har ikke bare været en besværlig fødsel. De danske politikere insisterer fortsat på at bevare et forkølet forhold. Det til trods for at et flertal bryster sig af at være EU-positive partier. Skulle vi ikke vende skuden?

Det mener jeg, og det samme mener et flertal af danskerne. Faktisk mener 71 procent af danskerne, at det er bedre for Danmark at være en del af EU end at stå uden for. Det er væsentligt over det europæiske gennemsnit på 58 procent, og derfor er det også utroligt, at vi ikke gør mere for at vise vores begejstring.

Det er vigtigt at huske, at politik er mere end lovgivning. Det handler om identitet. Man kan ikke overraskes over, at borgere og politikere bliver ved med at tale om ”dem nede i EU”, når det kræver et TV-indslag med Ole Ryborg fra Bruxelles for at få et glimt af det europæiske flag.

Det har altid undret mig, at en gåtur gennem København kun afslører det danske EU-medlemskab, hvis man interesserer sig for at registrere nummerplader. Ellers skal flaget findes ved andre landes ambassader eller opsøges hos Europahuset i Gothersgade.

Det er slående, at ingen offentlige bygninger har taget flaget til sig i højere grad. At man faktisk arbejder sig væk fra det på de offentlige bygninger i stedet, som man har gjort ved at lade flaget blive på depotet i forbindelse med Europadagen inde på Christiansborg.

Læs mere: Nu skal Macron undgå at ende som Obama

Flaget har en enorm betydning for vores europæiske identitet og fællesskab. Ikke bare for danskernes oplevelse af at være en del af fællesskabet, men også de mange europæiske borgere, der bor i København og skal finde rundt blandt vores offentlige institutioner. Det er også deres hjemby.

Det kunne godt være anderledes, og det er det også i alle andre lande end Danmark. I sommerferien sidste år kørte jeg med interrail tværs gennem Vesteuropa. Udover de skiftende landskaber og sprog, der kendetegner hvert et land, havde man alligevel en følelse af fællesskab, når man kiggede på storbyernes offentlige bygninger.

Det nationale flag var nemlig suppleret af den europæiske fane, som har været symbolet på det fredelige samarbejde siden 1985. Det er ikke bare normen i mange af de europæiske lande, men det er også vedtaget ved lov i for eksempel Italien, at det nationale flag vajer sammen med det europæiske.

Det behøves selvfølgelig ikke indføres gennem lovgivning. Den slags initiativer kan også komme nede fra, og vi kunne starte i Københavns Kommune.

Det er ikke de EU-skeptiske partier, der dominerer i Borgerrepræsentationen. Faktisk består 69 procent af partierne i Borgerrepræsentationen af EU-positive partier. Alligevel skal man kigge langt efter de 12 stjerner på den blå fane inden for kommunegrænsen.

Står det til mig, vil Dannebrog være suppleret af den europæiske fane fremover, så vi får det danske medlemskab et skridt længere ind i samarbejdet. Det håber jeg selvfølgelig også de andre EU-positive partier bakker op om.