Af Louise Lindhagen
Cand.mag. i historie og EU-studier

Magtbalancens vægtstang er for alvor i gang med at tippe. Så klart kan det siges, efter den britiske premierminister Theresa Mays Brexit-tale i sidste uge.

I sin tale proklamerede May, at ingen aftale er bedre end en dårlig aftale med EU. Det er politisk newspeak for, at Storbritannien fortsat kræver de favorable fordele ved EU’s marked uden at give noget til gengæld. Samtidig er det en manifestation, hvor Storbritannien spiller en central rolle i den uorden, der for tiden hersker mellem verdens nationer. EU risikerer at stå tilbage som den store taber, hvis ikke organisationen redefinerer sin globale rolle og giver et modsvar. Det kræver sammenhold, hvis ikke EU skal blive fundet for let i en fremtidig verdensorden.

Handelskrig med EU
Siden nej-sidens sejr ved den britiske folkeafstemning, har det store spørgsmål været, hvordan Storbritannien på én og samme tid ville forhandle sin udtræden af EU og forberede sin nye rolle i verden. Mays tale gav svar på det spørgsmål. Storbritannien vil på papiret forlade EU’s indre marked og toldunionen for at få ret til at bestemme over egne grænser og slippe for EU-domstolens kontrol. Dog forventer May en ambitiøs frihandelsaftale med EU – et sylespidst krav, der risikerer at punktere EU’s devise om, at et fælles marked kræver fælles regler.

EU risikerer at stå tilbage som den store taber, hvis ikke organisationen redefinerer sin globale rolle og giver et modsvar.

Louise Lindhagen
Cand.mag. i historie og EU-studier

Samtidig viser Mays tale, at Storbritannien vil være en mere global nation med fokus på handel med hele verden. Den britiske regering antager, at Storbritannien med brudte bånd til EU kan indgå flere og bedre handelsaftaler med lande uden for det europæiske kontinent. Det vil risikere at medføre en handelskrig med EU, hvor der vil være en limbo-kamp om, hvem der kan sætte toldbarrieren længst ned.

Magtbalance i opbrud
Mays erklæring kommer på et tidspunkt, hvor verdens magtbalance er i opbrud. Den nyligt indsatte amerikanske præsident, Donald Trump, har som bekendt tordnet for revolutioner i handelsaftaler og i den gamle verdensorden, hvor USA var garant for internationale organisationer som FN og NATO. I denne magtforskydning placerer May Storbritanniens økonomiske guldvægt i den skål, der tipper mod de gamle britiske kolonier og nye vækstøkonomier. Geopolitisk holder Storbritannien dog fast i sine forsvars- og sikkerhedsmæssige løfter, især i Østeuropa, men med risikoen for et fragmenteret NATO svæver løfterne vægtfrit over de tippende magtskåle.

EU er ved at blive vejet og fundet for let i den nye magtbalance. Det er Mays manifestation og Trumps kritik af EU beviser på. Alt for længe har EU udstillet sin ineffektivitet i helt centrale spørgsmål, og imens er befolkningernes skepsis over for projektet smuldret.

Hvis ikke EU skal blive et ligegyldigt vægtlod, må EU tale med én stemme og komme med ét modsvar til det britiske krav om en ambitiøs handelsaftale. Et fælles marked kræver fælles regler. Men samtidig bør EU genopdage sit liberale element, lue ud i nogle af de fælles regler og øge samarbejdet om den fælles sikkerhed. Kun et EU, der arbejder for at fremme liberale værdier i verden via globalt samarbejde og handel, og som selv kan garantere sikkerheden for de sine medlemsnationer, kan tage på i vægt og få betydning i den kommende verdensorden.

Et fælles europæisk svar
Desværre er der lang vej, og modsat Mays og Trumps klare ord kommer EU stadig ikke med en officiel erklæring om sin egen rolle i det forandrede magtbillede. Ingen tager det europæiske lederskab. Den officielle holdning er, at man afventer. Og imens EU og europæerne venter, tipper magtbalancen. Storbritannien og USA er på vej væk fra Europa, mens Rusland ånder Østeuropa i nakken.

Hvis der skal være plads til EU i den nye verdensorden, kræver det politisk vilje til handling. Den første handling bør være ét fælles europæisk svar til Theresa May, Donald Trump og resten af verden. Nu.