Den usynlige folkeafstemning

BRUXELLES: Talskvinden for det luxembourgske EU-formandskab tøver et øjeblik. Der ringer en klokke, men hun er ikke helt sikker på, hvad det er for en EU-folkeafstemning, som Danmark har på bedding 3. december.

Det er ikke noget, hun står alene med.

I en tid, hvor Bruxelles er i lockdown på grund af terrortrusler, Paris er under beskydning, flygtningesituationen er ude af kontrol, og Schengen-samarbejdet knager i fugerne, er det ikke det danske folks problematiske forhold til deltagelse i den europæiske retspolitik, der står øverst på dagsordenen i EU-systemet.

Hvad for en afstemning? 
De fleste ved ikke, at afstemningen om at omdanne retsforbeholdet finder sted. Hos dem, der beskæftiger sig direkte med EU’s retspolitik, er der lidt større bevidsthed. Blandt andet fordi den danske EU-ambassadør har informeret sine kolleger fra de 27 andre lande i Ministerrådet om afstemningen, og fordi danske embedsmænd har spurgt efter tips og erfaringer fra deres irske og britiske kolleger, der allerede har den tilvalgsordning, som ja-siden ønsker det danske forbehold erstattet med.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også selv informeret formanden for EU-chefernes klub, Det Europæiske Råds Donald Tusk, om afstemningen.

Her ses det i lyset af blandt andet flygtningekrisen og terrortruslen over Europa som vigtigt, at Danmark kan deltage i især den del af samarbejdet, der har med kriminalitetsbekæmpelse at gøre, og som den danske regering har udtrykt ønske om at deltage i. Det gælder politisamarbejdet i Europol, det gælder netværket af juridiske myndigheder i EU, Eurojust, og det kommende register over flypassagerer, PNR.

”Alle håber da på et ja, så Danmark kan være med i så meget som muligt,” lyder det fra en central kilde.

Mærkelig særstatus 
Fælles for de få, der ved, at der er en folkeafstemning på bedding, er dog, at det mest slår igennem som høflig interesse i, hvad afstemningen går ud på, og hvad det gør ved Danmarks særstilling som det eneste medlemsland, der efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse nu står helt udenfor, når EU beslutter retspolitik. De færreste forholder sig til, hvad et dansk nej eventuelt kan have af konsekvenser.

I EU-Kommissionen på den anden side af gaden i unions-hovedkvarteret er der også kun en vag fornemmelse af, hvad det er, danskerne har gang i.

”Holdningen er, at Danmark må gøre det, de synes, de skal gøre, og så må man tage bestik af det, når man har en afgørelse. Men det fylder vitterligt ikke noget her,” lyder vurderingen fra førerbunkeren, hvor det betones, at det her er et rent nationalt spørgsmål, som Kommissionen heller ikke har nogen interesse i at blande sig i, af frygt for at komme til at træde på ømme nationale tæer.

Få konsekvenser for andre 
En af grundene til, at Bruxelles er forholdsvist indifferent over for den danske afstemning, er, at den først og fremmest har konsekvenser for os selv. Dermed adskiller den sig markant fra for eksempel nej'et i 1992 til Maastricht-traktaten, hvor Danmark effektivt fik sat en kæp i hjulet for, at alle de andre lande kunne gå videre med den møjsomt forhandlede nye traktat, førend der blev fundet en løsning i kraft af de fire danske EU-forbehold.

Desuden er der her tale om en glidende overgang, hvor Danmark i princippet bare bevarer det forbehold, som har eksisteret i over 20 år. Det får bare løbende en større betydning, i og med at vi langsomt skubbes ud af de politikområder, hvor vi hidtil godt har kunnet deltage. Det sker, fordi EU efter Lissabon-traktaten vedtager alle retsakter efter det almindelige sæt spilleregler for EU-samarbejdet, som aktiverer det danske forbehold, og ikke som før, hvor en del af for eksempel det politimæssige samarbejde stadig blev vedtaget med enstemmighed og dermed stod åbent også for Danmark.

Det betyder også, at der efter flere kilders forlydender ikke er nogen plan for, hvad reaktionen skal være i Bruxelles, skulle det blive et nej 3. december. Parolen i EU-hovedstaden er godt nok altid, at ”der ikke findes nogen Plan B” i den slags situationer.

”Men denne gang er det rigtigt,” som en iagttager pointerer.

Dansk beslutning 
Da talskvinden for det siddende luxembourgske EU-formandskab for Ministerrådet får tjekket med sit bagland for at høre, hvor den danske afstemning befinder sig på radaren, er det eneste, hun kan komme frem til, at Danmark har bedt om at få lov til at orientere om resultatet af afstemningen, når EU’s justitsministre mødes til december. Derudover har det ikke været diskuteret i Rådet og skal det heller ikke før allertidligst, når der ligger et resultat.

”Det er først og fremmest er en beslutning for det danske folk,” lyder beskeden fra hende – og fra resten af Bruxelles.