Derfor stemmer vi om retsforbeholdet

BAGGRUND: Der er udskrevet folkeafstemning om retsforbeholdet 3. december. Her er din lynguide til, hvorfor vi skal i stemmeboksen.

Rikke Albrechtsen

Hvad er retsforbeholdet?
Det danske retsforbehold er ét af fire forbehold, som Danmark fik, efter 50,7 procent af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992. For at finde en måde at komme videre med traktaten fik Danmark lov til at stå uden for det militære samarbejde, det økonomiske samarbejde, det retlige samarbejde og fik samtidig skrevet ind, at EU-medborgerskab ikke havde forrang for det nationale. Det sidste blev siden en del af EU-traktaterne og gælder nu derfor for alle EU-borgere.

Hvad betyder retsforbeholdet i praksis?
Det betyder, at Danmark står udenfor, når der i EU træffes fælles beslutninger inden for det retlige område. Tilbage i 90’erne havde det ikke nogen praktisk betydning, da samarbejdet foregik på mellemstatsligt plan, hvor hvert land har sit veto. Der kunne Danmark stadig være med. Over tid har samarbejdet dog udviklet sig eksplosivt både i omfang og i den måde, det fungerer på. Nu dækker det alt fra skilsmisse- og konkursregler til politisamarbejde og asyl- og indvandringspolitik. Og lidt efter lidt er hele samarbejdet overgået til at blive vedtaget efter de almindeligt gældende EU-spilleregler, som Danmark står udenfor. Siden Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009 gælder det hele retssamarbejdet. Det betyder, at Danmark lige så langsomt skubbes ud af de områder, hvor vi hidtil har været med, når disse overgår til at blive besluttet på såkaldt overnationalt plan.

Hvorfor skal vi stemme om det nu?
I Bruxelles forhandler man lige nu om en opdatering af det fælles europæiske politisamarbejde, Europol, så det overgår fra at være et mellemstatsligt samarbejde mellem landene til at være almindeligt, overnationalt EU-samarbejde. Det betyder, at Danmark inden for ganske kort tid ikke længere kan være med i Europol. Det er den primære grund til, at de fem ja-partier på Christiansborg vil af med forbeholdet, nemlig Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF. Der er også andre områder, som for eksempel samarbejde mod menneskehandel og børneporno, hvor et flertal af politikerne gerne ser, at Danmark kommer til at deltage. Men den mest tungtvejende er, at man ikke vil stå uden for politisamarbejdet. Derfor hedder udspillet fra ja-partierne fra tidligere i år også ”Aftale om Danmark i Europol”.

Skal vi så helt af med forbeholdet?
Nej. Der kommer ikke til at være en mulighed på stemmeblanketten for at komme helt af med forbeholdet. I stedet vil vi sige ja eller nej til en tilvalgsordning, der i EU-slang kaldes en opt-in. Det betyder, at danske politikere fra gang til gang vil vurdere, om Danmark skal deltage i et givent politikområde. Partierne bag aftalen har samtidig besluttet, at Danmark også fortsat skal være uden for den EU-lovgivning på asyl- og indvandringsområdet, som vi i dag står udenfor. Derfor har de givet hinanden vetoret på netop det område. For at gøre det hele mere forvirrende er Danmark via en række såkaldte parallelaftaler en del af noget retssamarbejde, herunder Schengen-reglerne om grænsekontrol og den såkaldte Dublin-forordning, der regulerer, hvilket land der skal tage sig af asylansøgere. Disse områder vil Danmark også fortsat være en del af.

Hvad er det med den asyl-garanti?
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er forhippet på at understrege, at han mener det alvorlig, når han siger, at Danmark skal stå uden for EU's fælles asylpolitik. Derfor har han fået indskrevet i bemærkningerne til lovforslaget om folkeafstemningen, at det er et krav for Venstre, Konservative og Socialdemokraterne, at der skal holdes endnu en folkeafstemning, hvis man på et senere tidspunkt mener, at Danmark skal være med. Det er dog ikke en juridisk garanti, som hverken nej-partierne eller jura-eksperter giver det helt store for, da det stadig vil være

Hvordan fungerer sådan en opt-in?
Rent praktisk har Danmark tre måneder til at melde ind, om man har lyst til at deltage, når der bliver foreslået ny lovgivning i Bruxelles. Siger Danmark ja, forhandler vi på lige fod med de andre EU-lande med den eneste forskel, at hvis vi ender med at stemme nej i sidste ende, så tæller vores stemme ikke. Det vil sige, at vi ikke kan være tungen på vægtskålen, der afgør, om de andre lande vedtager et givent forslag. Siger Danmark ikke ja fra starten, forhandler de andre medlemslande uden Danmark. Til gengæld kan Danmark vælge at sige ja til den nye lovgivning senere, når den ligger klar. Den ret bevares, så Danmark kan melde sig ind i de fælles EU-regler på et hvilket som helst senere tidspunkt. Til gengæld er det ikke muligt at melde sig ud igen, når der først er sagt ja.

Hvad hvis vi siger nej?
Hvis vi siger nej, åbner der sig en række spørgsmål. For det første skal nej’et respekteres og analyseres, så det bliver klart, hvad det er, den danske befolkning ikke ønsker at være med til. Er det bare et ønske om at bevare status quo? Eller vil man for eksempel slet ikke have et fælles politisamarbejde som Europol? Det sidste har betydning for, om der fremover skal arbejdes på, at vi kan få en samarbejdsstatus via såkaldte parallelaftaler, når vi udelukkes fra områder, hvor vi hidtil har været med. Disse aftaler er dog ikke nemme at få. De skal godkendes af EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og de øvrige 27 lande i Ministerrådet og tager typisk mange år at få på plads – hvis de andre overhovedet siger ja til dem.

Er det ikke bare en glidebane mod mere EU?
Det bliver op til de folkevalgte. Det er dem, der skal beslutte fra sag til sag, om Danmark skal være med i de fælles regler på det retlige område. Et område, som har udviklet sig i hujende hast gennem de sidste mange år. Derfor er spørgsmålet snarere, om man har tillid til, at politikerne på Christiansborg træffer de rigtige beslutninger om, hvor vi skal være med, og hvor vi skal stå udenfor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00