Det sker i EU: Europol-afstemning og besøg af Mike Pence

OVERBLIK: Ugen byder på en afstemning om fortsat dansk Europol-deltagelse i Parlamentet, der også stemmer om CETA-handelsaftalen mellem EU og Canada. Og så kommer USA's nye administration til Europa for første gang. 

USA's vicepræsident Mike Pence besøger i denne uge en sikkerhedskonference i München, der er en af verdens største af sin slags.
USA's vicepræsident Mike Pence besøger i denne uge en sikkerhedskonference i München, der er en af verdens største af sin slags.Foto: Scanpix Denmark
Kasper Frandsen

Onsdag 15. februar

Europol-afstemning
Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger Europa-Parlamentet i Strasbourg, hvor han skal til møder om en fortsat dansk deltagelse i dele af det europæiske politisamarbejde, Europol.

Parlamentets Borgerrettighedsudvalg sagde i sidste uge i en vejledende afstemning god for første skridt mod en aftale om fortsat dansk deltagelse i Europol og optagelse på en liste over tredjelande, som Europol kan indgå samarbejdsaftaler med.

I denne uge skal hele Parlamentet stemme om den danske særaftale med Europol. Der er kun tale om en høring i Europa-Parlamentet, der ikke kan afvise aftalen, men blot gøre indsigelser. Den skal endvidere godkendes ved kvalificeret flertal i EU's ministerråd.

CETA et skridt nærmere
Europa-Parlamentet vil samme dag stemme om den nye handelsaftale mellem EU og Canada, der før nytår ellers var tæt på at falde på jorden, efter at den belgiske delstat Vallonien truede med at spænde ben for aftalen.

Målet med den såkaldte CETA-aftale skal øge samhandlen mellem Canada og EU. Men aftalen skal stadig til afstemning i de fleste parlamenter først, herunder Folketinget.

 

Besøg af ny USA-administration
USA's nye forsvarsminister Jim Mattis tager på sit først besøg til Bruxelles onsdag og torsdag. Her mødes han i NATO-hovedkvarteret med resten af forsvaralliancens medlemmer, der blandt andet skal diskutere terrorisme, Rusland og ikke mindst forsvarsbudgetter – her vil præsident Donald Trump have resten af medlemmerne til at øge budgetterne.

Besøget kommer til at foregå både onsdag og torsdag, hvor også NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg forventes at præsentere nye tal for, hvordan udgifterne for organisationens medlemmer har udviklet sig. 

Torsdag 16. Februar

Besøg fra Trudeau 
Canadas premierminister Justin Trudeau vil som den første canadiske premierminister nogensinde holde tale for Europa-Parlamentet. Det sker torsdag kl. 11. 

Han skal selvfølgelig tale om samhandel med EU oven på CETA-afstemning i Parlamentet. En aftale, der måske kan blive endnu vigtigere for Canada, hvis Trump dropper frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico, som præsidenten har truet med.

Fredag 17. februar

Satsning på unge
Fredag er der rådsmøde med fokus på uddannelse og unge. Det kommer til at handle om investeringer i Europas unge og inklusion i mangfoldighed for at opnå uddannelse af høj kvalitet for alle.

Derefter følger en politisk drøftelse af uddannelsesområdets bidrag til den sociale sammenhængskraft og styrkelse af fælles europæiske værdier i forbindelse med det såkaldte europæiske semester 2017, herunder hvordan undervisningspolitik kan understøtte de europæiske værdier. 

Fredag 17. til søndag 19. februar

Mike Pence til Tyskland
USA’s nye vicepræsident Mike Pence deltager i løbet af weekenden i en sikkerhedskonference i München, hvor også Tysklands kansler, Angela Merkel, vil være til stede. Han forventes at konkretisere Trumps nye politik i forhold til Europa og NATO-forsvaralliancen i sin tale.

Sikkerhedskonferencen er en af de største af sin slags. Og der bliver da også lidt at tale om med Trumps vicepræsident. Donald Trump har blandt andet offentligt kritiseret Merkel og EU for at lukke mange flygtninge ind.

Når Mike Pence forlader München søndag, går turen videre til Bruxelles for at mødes med Belgiens regering og senere med EU-toppen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00