Det sker i EU: Frihandelsdrama og plan mod skatteunddragelse

OVERBLIK: Ugen byder på et nyt udspil mod skatteunddragelse og en præsentation af EU-Kommissionens arbejdsprogram for 2017. Dramaet om frihandelsaftalen CETA fortsætter. Og Dansk Folkeparti diskuterer EU-støtte med Europa-Parlamentets administration.

Lørdag mødtes Europa-Parlamentets formand Martin Schulz med Valloniens delstatsleder Paul Magnette. Vallonien blokerer lige nu for, at EU kan indgå en frihandelsaftale med Canada. Efter mødet erklærede Schulz, at der er "grund til optimisme".
Lørdag mødtes Europa-Parlamentets formand Martin Schulz med Valloniens delstatsleder Paul Magnette. Vallonien blokerer lige nu for, at EU kan indgå en frihandelsaftale med Canada. Efter mødet erklærede Schulz, at der er "grund til optimisme".Foto: Nicolas Maeterlinck/Scanpix
Michael Hjøllund

Mandag 24. oktober

Deadline for CETA
En frihandelsaftale mellem EU og Canada kaldet CETA skal efter planen underskrives ved et topmøde mellem EU og Canada torsdag i Bruxelles. Men protester fra det belgiske delstatsparlament i Vallonien blokerer for, at Belgien – og dermed resten af EU – kan tiltræde aftalen.

Et topmøde i sidste uge bragte ingen løsning med sig, og nu har EU ifølge Reuters meddelt Belgien og Vallonien, at hvis ikke der er en afklaring senest mandag aften, aflyses torsdagens topmøde mellem EU og Canada.

Vistisen møder Europa-Parlamentet
Den omdiskuterede sag om Dansk Folkepartis brug af EU-støttemidler fortsætter mandag. Her skal partiets gruppeformand i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, mødes med toppen af Europa-Parlamentets finansielle administration i Strasbourg. Han vil foreslå, at Dansk Folkeparti tilbagebetaler næsten en million støttekroner, som partiet har modtaget gennem sit engagement i det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld.

Anders Vistisen var selv kasserer i Meld fra november 2014 og frem til, at partiet og fonden blev lukket ved udgangen af 2015.


Tirsdag 25. oktober

EU-Kommissionen fremlægger sit arbejdsprogram for 2017
Margrethe Vestager og hendes kommissærkolleger er klar med deres dosmerseddel for 2017. Det såkaldte arbejdsprogram for det kommende år præsenterer EU-Kommissionen for Europa-Parlamentets plenarsamling i Strasbourg tirsdag. Derefter skal europaparlamentarikerne diskutere programmet med Kommissionen.


Onsdag 26. oktober

Nyt forslag om selskabsskat
EU-Kommissionen ventes i denne uge ifølge flere medier at fremlægget et nyt forslag, der skal forhindre, at store multinationale virksomheder undslår sig at betale skat. Forslaget skal lukke huller i den eksisterende lovgivning og bane vejen for en fælles model for beregning af skattebasen for store virksomheder med aktiviteter i EU-landene.

Forslaget kommer, efter EU-Kommissionen har krævet, at Apple betaler næsten 100 milliarder kroner tilbage til Irland i ubetalt skat. Ifølge konkurrencekommissær Margrethe Vestager var Apples meget gunstige skatteforhold i Irland udtryk for ulovlig statsstøtte. Afgørelsen kritiseres i både Irland og USA.

EU-Parlamentet stemmer om sin holdning til EU-budgettet
I Strasbourg skal Europa-Parlamentet onsdag stemme om sin holdning til EU’s budget for 2017. Det sker forud for, at parlamentarikerne begynder den årlige armlægning om emnet med EU-landene i Ministerrådet.

Parlamentarikerne skal også stemme om deres holdning til den midtvejsevaluering af EU’s langsigtede budget, der også behandles i EU-systemet i efteråret. EU-Kommissionen ønsker at øge EU’s budget i årene frem mod 2020 for bedre at kunne klare blandt andet migrations- og flygtningekrisen. Går forslaget igennem kan det betyde et ekstra budgetbidrag fra Danmark på op imod seks milliarder kroner.


Torsdag 27. oktober

EU-topmøde med Canada?
Vi slutter ugens overblik, hvor vi begyndte: EU-Canada-aftalen CETA.

Torsdag er det planen, at Canadas premierminister, Justin Trudeau, kommer til Bruxelles og underskriver frihandelsaftalen med EU-toppen. Spørgsmålet er, om det lykkes at overtale den belgiske delstat Vallonien til at droppe sit veto mod aftalen. 

Hvis ikke EU er klar til at skrive under på CETA-aftalen torsdag, vil det ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) være en ”en stor, stor skuffelse”.

”Det ville ikke bare fjerne gevinsterne ved dén handelsaftale. Det vil også sende et dårligt signal i forhold til de andre, vi forhandler med,” sagde Lars Løkke Rasmussen ved EU-topmødet i sidste uge, som var domineret af dramaet om CETA-aftalens skæbne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00