Det sker i EU: Kommissær-høring og databeskyttelse

OVERBLIK: Ugen i Bruxelles byder på høring af en omstridt EU-kommissær og et nyt udspil om databeskyttelse. Malta tager hul på sit EU-formandskab, og Parlamentet stemmer om robotter.

Den tyske EU-Kommissær Günther Oettinger skal mandag svare på spørgsmål fra Europa-Parlamentet. Her skal han redegøre for, hvordan han vil håndtere sit nyt job som kommissær med ansvar for budget og personalespørgsmål.
Den tyske EU-Kommissær Günther Oettinger skal mandag svare på spørgsmål fra Europa-Parlamentet. Her skal han redegøre for, hvordan han vil håndtere sit nyt job som kommissær med ansvar for budget og personalespørgsmål.Foto: EU-Kommissionen
Michael Hjøllund

Mandag 9. januar

EU-parlamentarikere griller kritiseret kommissær
Mandag skal EU-kommissær Günther Oettinger stå skoleret for Europa-Parlamentet i en halvanden times høring. Den sker, fordi Oettinger skifter arbejdsområde fra at være kommissær for det digitale område til nu at skulle have ansvaret for budget og personalespørgsmål.

Under sidstnævnte kategori ligger ansvar for, at EU-Kommissionens ansatte – herunder kommissærer – handler etisk. Og her møder Günter Oettinger kritik. I efteråret blev han beskyldt for at tale nedværdigende om kinesere, kvinder og homoseksuelle, ligesom kommissæren blev kritiseret for at have rejst med en tysk pro-russisk lobbyists fly. Ifølge kritikere skal flyveturen ses som en gave og af en karakter, som Oettinger ikke må tage imod, da Kommissionens etiske regelsæt forbyder modtagelse af gaver for mere end 150 euro.

Sagerne har fået flere NGO’er til at kræve, at EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker finder et andet arbejdsområdet til Günther Oettinger. Ændringerne i kommissærernes arbejdsområder kommer, efter at den bulgarske EU-kommissær Kristalina Georgieva sagde sit job op i efteråret.


Tirsdag 10. januar

Nyt udspil om data og privacy
Tirsdag ventes EU-Kommissionen at præsentere et udspil om databeskyttelse og dataøkonomi. Udspillet vil indeholde en meddelelse om principperne for såkaldt ”frie datastrømme” samt et forslag om nye regler for beskyttelse af personoplysninger hos tele- og internetselskaber, der leverer kommunikationsydelser. Noget af det nye i den del af udspillet ventes at være strengere krav til privatlivsbeskyttelse.

Slutteligt ventes data-udspillet også at indeholde nye principper for, hvordan EU vurderer andre landes politik for databeskyttelse. De principper skal eksempelvis bruges til sikre, at virksomheder ikke kan omgå EU’s privacy-regler ved at placere deres servere i lande uden for unionen.


Onsdag 11. januar

Malta fejrer sit kommende EU-formandskab
Ved årsskiftet har Malta overtaget det roterende formandskab for EU’s Ministerråd. Det markerer malteserne med en officiel åbningsceremoni onsdag i hovedstaden Valletta, hvor blandt andre formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, deltager.

EU-Kommissionens formand og alle kommissærerne drager også til Malta, hvor de blandt andet mødes med landets premierminister Joseph Muscat.


Torsdag 12. januar

EU-Parlamentarikere stemmer om robot-regler
Medlemmerne af Europa-Parlamentets retsudvalg stemmer torsdag om en rapport, hvor de opfordrer EU-Kommissionen til at foreslå regler på europæisk niveau, der kan regulere juridiske og etiske problemstillinger omkring robotter og kunstig intelligens. Parlamentarikerne ønsker blandt andet lovgivning, der afklarer, hvem der er ansvarlig for robotters handlinger.

Vestager på politisk rundtur i Danmark
Torsdag indleder den danske EU-Kommissær Margrete Vestager en serie af møder med politikere i Danmark. I første omgang skal hun mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Socialdemokratiets partileder Mette Frederiksen.

Fredag fortsætter turen til møder med Folketingets Europaudvalg, udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) samt Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper. Også Søren Søndergaard (EL) og generaldirektøren for Danmarks Radio, Maria Rørbye Rønn, er i Vestagers mødekalender fredag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00