Det svage folketing

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Forfattere og rådgivere

Det knager i fugerne af vores højt besungne folkestyre. Et svagt folketing puster sig op med fjollede paragraf 20-spørgsmål og tv-transmitterede samråd, som lejlighedsvist er rent spil for galleriet. Styret er ved at stivne i en form for drilledemokrati. Og, hævder to nye bøger: embedsmandsstyre.

Christiansborg-politikerne har fået sværere ved at gennemskue, hvad der er op og ned i, hvad den siddende regering og dens embedsværk foretager sig. Og embedsmændene beskyldes for at politisere. Det har angiveligt ført til sager, hvor Christiansborg er blevet ført bag lyset.

Måske burde man også rette en del af kritikken mod folketingspolitikerne selv: Er de skarpe nok? Og er verden blevet for kompleks? I den forløbne uge stillede en tidligere departementschef her på Altinget sin diagnose: ”Der kommer ingen politikudvikling fra Folketinget længere. Og hvad sker der så? Jamen, så bliver det i stedet de ledende embedsmænd, der går ind og udfylder det tomrum.” Læs interviewet her.

Folkestyret er i risiko for at degenerere til et drilledemokrati. Der er kommet en ny, mediefokuseret politikergeneration til, og den har som led i sin mesterlære tillagt sig normer, hvor det langtfra altid er substansen, der tæller mest. Mediemulighederne får i disse år unoderne til at eskalere.

Hegelund og Mose
Forfattere og rådgivere

Konklusionen burde ligge lige for: Folketinget skal styrkes, også så det bliver bedre til at kontrollere regeringen. Men indtil nu er det ikke lykkedes tingets høje formand, Mogens Lykketoft, at komme igennem med noget som helst, der bare dufter af en minimal opgradering. Folketingets præsidium drøftede emnet kort under punktet ”eventuelt” i onsdags, og det var så foreløbigt det. Der er ellers inspiration at hente i Norge og Sverige for ikke at tale om USA.

To bøger med samme kritik
Diskussionen om embedsværkets magt og Folketingets afmagt er genopstået på baggrund af den omdiskuterede bog Mørkelygten af DR-journalist Jesper Tynell. Han vurderer – ud fra anonyme embedskilder – at der er blevet manipuleret med Folketinget i en række større sager under VK-regeringen, der opererede med et fast flertal med Dansk Folkeparti.

Bogens ubehagelige grundpræmis flugter med en række pointer i en anden ny bog, Ansvaret der forsvandt, skrevet af statskundskabsprofessor Tim Knudsen og juristen lektor Pernille Boye Koch.

Også de gennemgår skandalesager, hvor den klassiske embedsmand er kommet under voldsomt pres og skal levere en politisk servicepakke, der ligger langt fra det glansbillede, der tegnes i lærebøgerne. De har selv forslag til, hvordan regeringsapparatet kan laves om: Vi skal have et nyt politisk lag af juniorministre, mens embedsværket skal finde tilbage til de klassiske dyder.

Men hvad med Folketinget? Knudsen og Koch mener, at også Christiansborg bør styrkes, hvis den demokratiske balance skal genoprettes. Det er måske en overset pointe i en brydningstid, hvor embedsmændenes fagforening, Djøf, hopper fra tue til tue for at forsvare medlemmernes renommé.

Der er muligvis sket et normskred i embedsværket, hvad kalder på en korrektion, når Djøfs såkaldte Bo Smith-udvalg barsler med forhåbentligt spændende tanker om embedsmændenes nye rolle. Men tiden er også inde til, at Folketinget arbejder med sin egen værdighed og ikke bærer yderligere ved til politikerleden.

Mediefokuseret politikergeneration
Mandagstrænerens påstand er, at folkestyret er i risiko for at degenerere til et drilledemokrati. Der er kommet en ny, mediefokuseret politikergeneration til, og den har som led i sin mesterlære tillagt sig normer, hvor det langtfra altid er substansen, der tæller mest. Mediemulighederne får i disse år unoderne til at eskalere.

Christiansborg-politikerne sender samtidig en lind strøm af drillespørgsmål om dette og hint til ministerierne, ikke sjældent præfabrikerede af interesseorganisationer og andre lobbyister.

”Skal hospitalerne opkræve gebyr, hvis en portør hjælper bedemanden med at lægge en afdød i kisten?” Tja, også den detalje må sundhedsministeren og embedsmændene da kunne forholde sig til, mente en Venstre-ordfører. Det er ikke småting, som regeringsapparatet skal svare på. Eller som LO's A4 finurligt skrev på baggrund af en serie skrækeksempler: Det er det måske netop.

Befolkningen ryster på hovedet, skønt mange folketingspolitikere fortsat tager deres arbejde alvorligt, som Danmark nærmer sig 2015 og dermed 100-året for en markant udvidelse af folkestyret.

Det problematiske er, at folketingsmedlemmerne ikke er sikret ordentlig besked fra regeringen, når det virkelig gælder. Mest opsigtsvækkende har Folketinget måttet stå model til at blive gjort til grin af ingen ringere end Justitsministeriet. Det skete, da ministeriets topembedsmænd medvirkede til at konstruere en nødløgn over for Christiansborg. De ikke bare gradbøjede sandhedspligten. De slap også – til Djøfs store glæde – godt fra det, mens Folketinget måtte se til med indestængt vrede.

Forslag til nye organer på Christiansborg
Hvad kan der konkret gøres for at styrke Folketinget? Lykketoft har selv – i forbindelse med medielanceringen af Mørkelygten – peget på, at Christiansborg måske kunne udstyres med et uafhængigt lovråd. Den tanke er ikke ny. Lige efter tamil-skandalen overvejede Nyrup-regeringen det samme.

Knudsen og Koch har et batteri af beslægtede forslag: Præsidiet kunne styrke Folketingets faste sekretariatsbistand inspireret af den svenske rigsdag. Der kunne etableres et særligt kontroludvalg ligesom i det norske storting. Og med inspiration fra kongressen i USA kunne Christiansborg få et selvstændigt regnekontor og dermed øge analysekraften. Alt sammen for bedre at matche regeringen.

De fleste forslag vil blive afvist som dyre, tunge og bureaukratiske. Men der er også en politisk forklaring på modstanden mod at lave om på systemet. De topcirkler, der selv drømmer om at indtage Statsministeriet, frygter, at en usaglig opposition vil bruge enhver lille kontrolforbedring til blot at skrue yderligere op for mere eller mindre saglige drillerier. Det kan man nok ikke helt fortænke de tøvende i – medmindre en ny og mere værdig politisk kultur indfinder sig på tinge.

Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk.