DF: Ja-partiernes asylgaranti er fyldt med huller

Af Kenneth Kristensen Berth (DF)
EU-ordfører

Hvis befolkningen vil have sikkerhed for, at der ikke bliver ført fælles asyl- og udlændingepolitik, uden at de igen er blevet hørt ved en folkeafstemning, så er det sikreste at stemme nej 3. december.

Kenneth Kristensen Berth (DF)
EU-ordfører

Ét er, at garantien om folkeafstemning forud for dansk afgivelse af suverænitet på asyl- og udlændingeområdet ikke er juridisk holdbar og således alene beror på, om man har tillid til de tre partier, der har underskrevet garantien. Noget andet er, at garantien, selv hvis man skulle tro på den, er hullet som en si.

Regeringen har ellers udfoldet store anstrengelser for at forsøge at få garantien til at fremstå robust. Man har endda begivet sig ud i mærkværdigheder som at lave tekniske ændringsforslag til lovforslaget om ophævelsen af retsforbeholdet for derved at kunne få et alibi for at skrive fristil om den såkaldte garanti.

Ikke juridisk bindende
Men som det er de fleste bekendt, der har læst på jurastudiet, så kan lovbemærkninger hverken betragtes som bindende eller forpligtende for lovgiver, og derfor har garantien ingen juridisk betydning – uanset om den er skrevet ind i lovbemærkningerne, givet som en politisk hensigtserklæring eller bundet ind i en politisk aftale.

Derfor bliver man jo nødt til at fæstne sig ved det principielle – nemlig juraen – og juraen er enkel – nemlig at et folketingsflertal efter et ja 3. december har adgang til at skippe hele eller dele af Danmarks asyl- og udlændingepolitik til EU.

Hvis man læser den oprindelige aftale, der lå til grund for folkeafstemningen, så tales der i forhold til udlændinge- og asylpolitikken om Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde artikel 78 og 79.

Med andre ord må man vel fortolke det sådan, at hvis der er forhold, der berører asyl- og udlændingepolitikken som vedtages på et andet grundlag end artikel 78 og 79, så gælder den politiske garanti ikke, og det er jo interessant al den stund, at Kommissionen har varslet, at Dublin-forordningen vil blive sammenkædet med den permanente omfordelingsmekanisme af asylsøgere.

Asylpolitik ad bagdøren
Herom skriver Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i deres lovbemærkning: ”Partierne ønsker at tilvælge Dublin III-forordningen og Eurodac-forordningen. Tilvalg af disse retsakter vil ikke være omfattet af V, S og K's forudsætning om afholdelse af folkeafstemning efter overgangen til tilvalgsordningen.” Stort set den samme undtagelse er med i lovbemærkningerne, når det gælder Schengen.

Man kunne godt få den tanke, at regeringen derved vil kunne indsmugle elementer af en fælles indvandrings- og asylpolitik uden at løftet om folkeafstemning aktiveres.

Og det er jo ikke fuldstændigt uvæsentligt, hvad regeringen forpligter Danmark på. Der er indrejst 1,2 millioner udlændinge ulovligt i Europa alene i år. Hvis man nu forudsatte, at EU's hotspots rent faktisk kom til at virke – og disse asylansøgere i stedet for at ansøge om asyl i de enkelte lande, så søgte om asyl gennem disse hotspots, så ville det jo blive helt enorme tal, der skulle fordeles i Europa.

Vi sætter vores samfund på spil
Det virker stadigvæk ikke som om, det overhovedet er gået op for de europæiske toppolitikere, at det vi står overfor i virkeligheden er en overlevelseskamp. Vi sætter vores velfærd, kultur, ja, hele samfund på spil med den masseindvandring, som vi er vidne til i disse måneder – og som blev forværret som følgende af den lavine, som Angela Merkel satte i gang, da hun som en anden Moder Teresa åbnede Tysklands, og i virkeligheden hele Europas, porte - på vid gab for alverdens forhutlede masser.

Der bliver et enormt pres på Danmark for at medvirke til at feje op efter kansler Merkels selvmål. Kan regeringen stå for det?

Hvis befolkningen vil have sikkerhed for, at der ikke bliver ført fælles asyl- og udlændingepolitik, uden at de igen er blevet hørt ved en folkeafstemning, så er det sikreste at stemme nej 3. december.