DF: Det ligner et britisk nej til EU

Af Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Da David Cameron lidt overraskende blev valgt som formand for Storbritanniens konservative parti, var en af de første interne bastioner, han erobrede, den store fraktion af partiet, der er modstandere af britisk EU-medlemsskab.

De blev vundet over med et løfte om, at en konservativ regering under hans ledelse ville gennemføre en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte EU-medlemsskab.

Konservativ splittelse
Det var et løfte, der formodentlig gav ham adgang til først lederskabet i sit parti og senere til posten som premierminister og sidste år et overraskende genvalg, men nok også et løfte, som han i disse dage har fået det mere og mere ambivalent med. For siden Cameron annoncerede sin genforhandling med EU, er den åbenlyse splittelse i hans parti over EU-spørgsmålet brudt ud i lys lue.

23. juni går briterne til stemmeurnerne og skal stemme, om landet vil stay "in" eller get "out" af EU. Begge sider har samlet sig i tværpolitikske kampagner. I "out"-kampagnen står UKIP´erne som den største enkeltgruppe, med en lille skare af Labour-medlemmer. Men der, hvor kampen for alvor står, og hvor tungen på vægtskålen højst sandsynligt bliver fundet, er, hvordan det konservatives partis vælgere fordeler sig mellem tilhængere og modstandere af unionen.  

Lige nu viser en sammentælling af de seneste meningsmålinger dødt løb med 54 procent for at blive og 46 procent, der vil ud (se her). Samtidig er Cameron blevet presset til at fritstille ikke bare partiets parlamentsmedlemmer, backbenchers har i britisk politik altid været ustyrlige, men også sine egne regeringskollegaer.

Mange er tilbøjelige til at give ud-holdet ret i, at der er tale om en aftale, der ikke er vidtgående nok, ligesom der er for stor usikkerhed om, hvorvidt aftalen kan gå uændret igennem Europa-Parlamentet og EU-Domstolens aktivistiske regime.

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Cameron-støtte eller ej
Derfor har den første tid i valgkampen reelt været en kamp om, hvordan de mest fremtrædende medlemmer af partiet ville stille sig, støtte Cameron og kæmpe for fortsat medlemsskab eller gå med mytteristerne og kæmpe for at komme ud. Positioneringer, der læses nøje sammen med den formandskamp, der pågår i partiet, da Cameron har annonceret, at han er i gang med sin sidste periode som premiereminister.

Camerons umiddelbare kronprins, finansminister George Osborne, der også har været chefforhandler på den netop overståede genforhandling med EU, har forventeligt erklæret sig på Camerons hold. En større skalp var det derfor for Cameron, at han også fik den meget populære indenrigsminister, Theresa May, med på sit hold.

På ud-holdet var den mest prominente kabinetminister, der meldte sig på banen, justitsminister Michael Grove. Men han fik snart følge af den karismatiske London-borgmester, Boris Johnson, hvilket var en streg i regningen for Cameron, der til det sidste regnede med, at han kunne have beholdt Johnson i folden. Kampagnen kunne dermed godt blive et element i en formandsvalgkamp i partiet, hvor det forventes, at vinderen findes i firkløveret Osborne, May, Grove og Johnson. Det vil ikke nødvendigvis efterlade nogen chanceløse i den kamp at være på det tabende hold i afstemningen, men det er klart, at de to blandt kandidaterne, der kan trække sig ud som vindere, vil stå bedst.

Det ligner et nej
Blandt de konservative parlamentsmedlemmer i Westminster er splittelsen komplet med en lille føring til ud-fløjen ud af de MP'er, der har taget offentlig stilling. Det samme mønster ses blandt MEP'erne i Bruxelles, hvor det forventes, at en lille overvægt vil være på ind-fløjen. Dog er den klart mest profilerede og kendte Tory-MEP, Daniel Hannan, en central skikkelse på ud-fløjen igennem mange år.

Så den interne kamp blandt toryerne er derfor også i udgangspunktet meget lige. Derfor bliver det afgørende også, hvilken af fløjene, der er mest dedikerede i deres agitation og overbevisning. Blandt de toryer, som jeg omgås i det daglige, er der på ind-holdet en stor frustration over, at Camerons genforhandlingsaftale ikke er den sejr, man havde håbet på.

Mange er tilbøjelige til at give ud-holdet ret i, at der er tale om en aftale, der ikke er vidtgående nok, ligesom der er for stor usikkerhed om, hvorvidt aftalen kan gå uændret igennem Europa Parlamentet og EU-Domstolens aktivistiske regime.

Derfor tror jeg umiddelbart, at ud-holdet vil føre den mest energiske og vedholdende kampagne, der meget vel vil kunne vinde flertallet af partiets medlemmer. Lige nu spår jeg derfor, at det ligner et nej tak til EU fra den britiske befolkning 23. juni.