DF: EU fører skizofren migrationspolitik

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Forrige uges EU-topmøde viste, at Europas ledere langt om længe er ved at forstå alvoren af migrationsproblemerne.

Omend håndslag, pæne ord og forhåndstilkendegivelser ikke altid er garant for handling og overholdelse, så kan jeg godt glæde mig over en række af de vedtagne hensigter, som lederne blev enige om. 

Heriblandt større samarbejde med internationale partnere som Libyen om standsning af migranttilstrømningen over Middelhavet, en styrkelse af Frontex og organiserede hjemsendelser med EU-hjælp af afviste asylansøgere. Det klinger alt sammen godt i mine ører.

Det var vi faktisk flere, der kaldte på for to år siden, da tilstrømningen var fuldstændig ude af kontrol - blandt andet foreslog Dansk Folkepartis ECR-gruppe en række punkter, som til forveksling ligner mange af dem, der blev præsenteret af regeringscheferne.

Dengang var det dog ikke en spiselig holdning.

På trods af mere realistiske toner i migrationsdebatten i både Bruxelles og andre europæiske hovedstæder, så er der stadig en politisk virkelighedsfornægtelse, der trænger sig på.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Et Brexit og folkelig modstand mod den ukontrollerede masseindvandring senere viser det sig nu, at disse svar måske slet ikke var så uappetitlige sammenlignet med det tillidstab, mange af de selvsamme ledere har lidt af. De seneste ugers valg i både Østrig og Tjekkiet vidner om, hvor og hvordan politikerne skal finde opbakning.

Parlamentet siger god for styrkelse af grænserne...
Også sidste uges afstemning i Europa-Parlamentet var et godt fingerpeg om, at der faktisk er ved at være en vis form for lydhørhed over for en mere konsekvent beskyttelse af Europas grænser. Et flertal blev enige om et nyt elektronisk registreringssystem (EES), der er en måde at registrere ikke-EU-borgere, der træder ind og ud af Schengen-området, og derved en styrkelse af de ydre grænser.

Det er ofte i Parlamentet, at man finder det mest idealistiske forsvar for multikultur og åbne grænser. Også her kunne det være, at realismen var ved at indfinde sig - turde man i hvert fald at håbe på.

...men kræver samtidig tvungne flytninge
For på trods af mere realistiske toner i migrationsdebatten i både Bruxelles og andre europæiske hovedstæder, så er der stadig en politisk virkelighedsfornægtelse, der trænger sig på.

Det så vi senest for nogle uger siden ved en afstemningen i Parlamentets udvalg for retlige anliggender, hvor et flertal af parlamentarikerne sammen med Kommissionen vil have indført tvungne flygtningekvoter - også selvom det går direkte mod ønskerne i mange af EU-landene.

Logikken heri skulle eftersigende være, at en systematiseret genbosættelse kan holde de migranter for døren, som ikke har krav på asyl, mens de rigtige flygtninge altså får adgang til Europa.

EU i kamp med sig selv
Man har vist været isoleret i Bruxelles’ boble for længe til rent faktisk at tro på, at det skulle tilsige masserne fra Afrika og Mellemøsten at stoppe op og genoverveje deres færd mod Europas grænser.

Det trænger stadig ikke ind, at de her tvetydige signaler om chancen for at få foden på europæisk jord jo netop blot bliver et incitament til at prøve lykken.

Og her er pointen: Fra en vinkel forsøger EU at fremstå standhaftige, handlingsparate og klar til at tage de nødvendige skridt for at vinde tilliden tilbage. Drejer man blikket blot en anelse, ser man et system, der er i kamp med sig selv, fordi embedsmænd, kommissærer og parlamentarikere bliver ved med at tale om løsninger, der ingen gang har på jord.

Det er usammenhængende og blot mere brænde på det bål, som EU prøver at slukke.