Debat

DF: Europæere ønsker handling – ikke en ny "fortælling"

DEBAT: De EU-begejstrede medier forsøger at tackle EU-modstanden ved at opfinde et nyt narrativ. Men det hjælper på ingen måde de europæiske befolkninger, skriver Jørn Dohrmann.

Foto: Ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jørn Dohrmann
MEP, Dansk Folkeparti

Det er bekymrende, at man kan overse sandheden, når den ligger så snublende nær: Europas befolkninger vil gerne samarbejde, men de ønsker ikke at overdrage deres suverænitet til ikke-valgte bureaukrater i EU-Kommissionen.

Jørn Dohrmann
MEP, Dansk Folkeparti

Den politisk-korrekte og toneangivende tyske avis Die Zeit er fortvivlet over, at det ikke går helt godt med EU's renommé hos befolkningerne i medlemslandene. Men hvis man nu skulle tro, at det fik avisen til at lytte til, hvad folk rent faktisk efterspørger, så går man helt forkert i byen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Efterlyser nyt narrativ
Man mener nemlig, at alle problemer kan løses med en ny "fortælling" om EU, og at medlemslandenes genstridige borgere skal lære at "elske" og være stolte af EU. Det kom også frem i en tale til den tyske Kardinal Lehmann, hvor formanden for Europa-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz, retorisk spurgte, hvorfor vi er holdt op med at tro på os selv.

Der efterlyses altså et nyt narrativ, som det hedder med et fint ord. Nu gik det jo så godt lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. Dengang kunne europæerne nemlig godt se, at det ikke gik at føre krig.

Men nu har de glemt den gode fortælling og bringes tilbage på sporet. Det europæiske projekt skal med andre ord fortsættes ufortrødent. Det er blandt andet den lære, som Martin Schulz og dominerende tyske medier har draget af ”Brexit”.

Liberalismen som syndebuk
Og så har de udviklet en anden idé: Europæerne er "kræmmere". De går kun op i dagen og vejen. Liberalismen har gået sin sejrsgang over kontinentet med fatale følger for den europæiske "fortælling", og digitaliseringen har skabt uinteresserede borgere, som kun går op i det nære. Det ligner en indrømmelse, når Die Zeits leder udtaler, at EU og liberalismen har forvandlet borgere til "brugere" eller "kunder".

Men hvad skal den nye fortælling, det nye narrativ, så være? Det får vi desværre ikke noget konkret svar på, andet end lidt forblommet snak om mere borgerinddragelse og frivilligt arbejde.

Den åbenlyse sandhed overses
Det er bekymrende, at man kan overse sandheden, når den ligger så snublende nær: Europas befolkninger vil gerne samarbejde, men de ønsker ikke at overdrage deres suverænitet til ikke-valgte bureaukrater i EU-Kommissionen.

De ønsker ikke at lægge deres skæbne i hænderne på en tysk forbundskansler, som sidste år inviterede hele den tredje verden til Europa på vegne af fællesskabet. De ønsker ingen ukontrolleret masseindvandring, utryghed, kriminalitet og risiko for terrorangreb.

Europæere ønsker handling
Kort sagt: Europæerne ønsker ikke nogen ny fortælling. De ønsker handling. Først og fremmest ønsker de en effektiv ydre grænsekontrol, så deres lande og velfærdssystemer ikke bliver bragt i overhængende fare for at kollapse.

Dernæst ønsker de, at beslutninger vedrørende deres egen tilværelse træffes af deres egne folkevalgte politikere og ikke i en fjern belgisk hovedstad befolket med levebrødspolitikere uden kontakt med virkelighedens problemer, samt at der gøres noget ved den arbejdsløshed, som truer hele generationer af unge europæere.

En fortælling er altid god, men uden handling er den i længden værdiløs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Dohrmann

fhv. MEP (DF), fhv. MF
automatikmekaniker (1988)

0:000:00