DF: Flugten til storbyer skal stoppes

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det handler ganske enkelt om at forsyne befolkningen med en række incitamenter til at flytte til provinsen.

Jørn Dohrmann (DF)
MEP

Den er helt gal i disse år. Danmark bliver trukket skævt. Og det går hurtigere end nogensinde før.

I visse egne af landet lukker og slukker man. Andre steder skyder boligpriserne i vejret med raketfart. I København taler man allerede om en ny boligboble som følge af de aktuelle negative renter. Men det er en udvikling, som man i store områder af landet kun kan drømme om.

Lolland, Langeland, Falster og Mors traf det for længe siden. Men nu er udviklingen også rykket til kommuner relativt tæt på København, og i Jyllands-Posten kunne man i weekenden læse om Ubby ved Kalundborg, som i løbet af kort tid er blevet støvsuget for liv – og når butikkerne forsvinder, så tager borgerne benene på nakken.

Det er ikke længe siden, det kom frem, at dagligvarebutikker i nærheden er et af de vigtigste kriterier for danskerne, når de vælger at bosætte sig. Men udviklingen kender vi ikke kun fra Danmark. Urbaniseringen er et omsiggribende fænomen i hele EU. Tænk blot på det tidligere Østtyskland, hvor kun få byer i dag – mere end 25 år efter Murens fald – har formået at vende udviklingen.

Det gælder også i andre EU-lande, og det gælder mellem EU-landene, hvor lande som Polen, Rumænien og de baltiske lande har været udsat for en regulær hjerneflugt. Her er det de forskellige lønniveauer, som er årsagen – og derfor vil jeg her udelukkende beskæftige mig med den interne befolkningsforskydning i et medlemsland som Danmark.

Vi kan lære af Norge
Først er det vigtigt at slå fast, at en udvikling altid kan vendes, hvis den fornødne politiske vilje er til stede. Det handler ganske enkelt om at forsyne befolkningen med en række incitamenter til at flytte til provinsen. Først og fremmest at det er muligt for folk at oppebære en indtægt på baggrund af erhvervsarbejde. Og der er mange håndtag at dreje på.

Normalt er jeg ikke den store tilhænger af den norske måde at håndtere økonomi på, men jeg må samtidig medgive, at nordmændene fra begyndelsen har haft viljen til at undgå en skævvridning af landet. Her har man gennem forskellige ordninger formået at bremse flugten til storbyerne. Det kan gøres gennem særlige skattebegunstigelser, hurtigere afdrag og ”rabat” på tilbagebetaling af studiegæld, billigere pasningsmuligheder for børn og meget andet.

Burde vi ikke kaste et blik på Norge? Eller hvad med Sverige, hvor man konsekvent har spredt de statslige arbejdspladser ud i hele landet? Ja, selv i Tyskland har man spredt de føderale institutioner, således at eksempelvis det berygtede register over trafiksyndere befinder sig i Flensborg, næsten 500 kilometer fra den tyske hovedstad.

I Danmark har vi tøvende taget tilsvarende skridt, men vi har ikke været konsekvente. Jo, vi har ganske vist udflyttet Skat og Energistyrelsen og et par andre institutioner, men processen er gået i stå. Samtidig har vi været ufatteligt dårlige til at undersøge mulighederne for, at flere kunne få en mulighed for at passe deres arbejde fra hjemmet. Det er nemlig ikke alle ansatte i den offentlige sektor, som behøver at indfinde sig fysisk på deres arbejdspladser.

Danmark kan ikke stå alene
Der er brug for en fornuftig analyse af, hvilke skridt der giver mening. Flere hjemmearbejdspladser vil ikke kun gavne provinsen, men også fjerne noget af trængslen på vejene og dermed udgøre en miljø- og klimamæssig gevinst. Men jeg erkender også, at Danmark ikke kan stå alene – på EU-niveau skal der også sættes initiativer i gang.

EU gør meget for regionerne i Europa, og i forlængelse heraf bør også udkantsproblematikken tages op i EU. Vi skal have kortlagt problemets omfang i medlemslandene. Vi skal lære af hinanden, og vi skal løse nogle af problemerne i fællesskab. Nogle problemer klares bedst inden for rammerne af nationalstaterne, mens det giver mening at løse andre problemer på EU-niveau. Men vi kan ikke lade stå til meget længere. Vi må handle.