DF hudfletter ”sultanen og kansleren”

Af Jørn Dohrmann
MEP, Dansk Folkeparti

Det hele skulle være så godt.

En aftale skulle sikre, at EU kunne sende ikke-syriske migranter tilbage til Tyrkiet fra de græske øer – ganske vist under forudsætning af, at EU var villig til at modtage et tilsvarende antal syrere, betale Tyrkiet adskillige milliarder euro og sikre visumfrihed til ca. 72 millioner tyrkere.

Ja, når man læste det med småt, så det pludselig ikke længere så godt ud.

En rasende sultan
I tysk tv lagde komikeren Jan Böhmermann så ud med en infantil Erdogan-sang på laveste latrinære niveau. Ikke noget, som mange ville lægge mærke til, eftersom tysk public service-tv hver dag giver det indvandringskritiske parti AfD (Alternative für Deutschland) nøjagtig samme behandling.

Men ”sultanen” i Ankara blev rasende. Han lagde via en advokat sag an i Tyskland, og kansler Merkel har billiget, at Jan Böhmermann bliver retsforfulgt efter en sjældent anvendt paragraf i den tyske straffelov, som forbyder fornærmelse af andre landes statsoverhoveder.

Har EU nogen grund til at frygte sultanens raslen med sablen? Overhovedet ikke. Det er derimod befriende, at Erdogan afslører, at han aldrig har haft den fjerneste intention om at samarbejde med EU, ligesom det er en velfortjent lussing til kansler Merkels naive tilgang til Tyrkiet.

Jørn Dohrmann
MEP, Dansk Folkeparti

Nu skulle man vel så tro, at Erdogan var tilfreds? Nej, slet ikke. Han fyrede sin ministerpræsident Ahmet Davatoglu og truer nu med at lade ”aftalen” med EU falde på gulvet inden den 1. juni.

Angiveligt er årsagen, at præsident Erdogan på ingen måde agter at leve op til de krav, som EU har ladet være betingelsen for at give visumfrihed til tyrkerne. Men har EU nogen grund til at frygte sultanens raslen med sablen?

Overhovedet ikke. Det er derimod befriende, at Erdogan afslører, at han aldrig har haft den fjerneste intention om at samarbejde med EU, ligesom det er en velfortjent lussing til kansler Merkels naive tilgang til Tyrkiet.

Det tyrkiske mareridt hedder Kurdistan
Tyrkiet fører sin egen udenrigspolitik og sin helt egen politik i Syrien, og her står det lysende klart, at Tyrkiet i højere grad er interesseret i at bekæmpe kurdiske separatister end at tage kampen op mod Islamisk Stat.

Et selvstændigt Kurdistan har siden Tyrkiets grundlæggelse stået som det værste mareridt – meget værre end alverdens blodtørstige islamister. Alene af den grund er Tyrkiet ubrugeligt som allieret for EU.

Hvis EU bøjer af for Tyrkiets urimelige krav om visumliberalisering, er det en falliterklæring af de helt store.

Tyrkiet vil ikke EU
Det befriende i Erdogans trusler består i, at det nu er tydeligt for enhver, at Tyrkiet ikke er interesseret i at komme EU til undsætning. Nu bør EU komme videre ad andre – mere konstruktive – veje.

En af disse er at sikre, at flygtninge og migranter ikke kommer videre end til de græske øer, og at behandlingen af deres sager foregår her. Kun godkendte asylansøgere skal kunne sætte deres fod på det europæiske fastland. De øvrige skal sendes tilbage til kysten, de kom fra.

I øvrigt er selve indgangsvejen til EU via Tyrkiet ved at blive uinteressant for asylansøgere, idet lande langs Balkanruten med sans for national overlevelse har lukket grænserne. Det er ved at gå op for migranterne, at de ikke kommer ind i EU via Grækenland, og derfor retter mange nu opmærksomheden mod passagen over Middelhavet via Italien, hvilket har fået Østrig til at opføre et hegn ved Brennerpasset på grænsen til Italien.

”En ufattelig naivitet”
EU har spillet fallit. EU har udvist ufattelig naivitet over for Tyrkiets præsident Erdogan og i virkeligheden gjort sig selv komplet til grin. Hvis ikke nationalstaterne for længst havde handlet på egen hånd, ville problemerne være endnu større. Som sagen står nu, er det op til nationalstaterne at forsvare deres territorium. Danskerne sagde nej til ”mere EU” den 3. december sidste år.

Hollænderne sagde nej til en associeringsaftale med Ukraine, men dermed også nej til mere EU. Hvad briterne stemmer den 23. juni får med rette EU til at ryste og bæve – måske ramler hele projektet.

Men indtil videre har sultanen og kansleren afsløret, hvad Ungarns Viktor Orbán og andre statsledere i Østeuropa udmærket er klar over: at EU ikke magter at forsvare borgerne i Europa.