DF: Juncker fejltolker de seneste måneders medvind

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Hvis man gik og troede, at EU-toppen havde taget ved lære af Brexit, tog man grueligt fejl. Jean-Claude Junckers State of the Union-tale indvarsler en ny tid, hvor Kommissionen vil sætte endnu mere skub i EU-integrationen, og dermed også i splittelsen mellem unionens borgere og den politiske klasse i Bruxelles.

For tiden kan der synes at herske en følelse af momentum i Bruxelles. Theresa Mays konservative regering fremstilles som værende under det største pres i forhandlingerne om udtrædelsen af EU, mens nederlag til Gert Wilders og Marine Le Pen ved det hollandske og franske valg har givet EU-toppen et tiltrængt rygstød. De EU-realistiske politikere fik ikke de sejre, som man frygtede i Bruxelles.

Det er selvfølgelig kendsgerninger, at enkeltstående politiske begivenheder faldt ud til EU-Kommissionens fordel, men formanden for hele foretagendet lader til at forveksle nogle måneders isoleret medvind med at have et bredt folkeligt mandat til at skrue endnu højere op for integrationsblusset.

EU-opportunisme
Måske er Juncker i bedste fald politisk opportunist, der forsøger at udnytte et smalt vindue af politisk medgang til at rykke EU endnu tættere på en føderal superstat. I værste fald har han intet lært af sin foreløbige regeringstid. Siden han i 2014 satte sig i formandsstolen har EU befundet sig i gældskriser, migrationskriser, udenrigspolitiske kriser og udmeldelseskriser.

Nogle få måneders medgang ændrer ikke på det samlede billede: Store dele af unionens borgere føler sig så fremmedgjort af styringen fra Bruxelles og Strasbourg, at de er rede til helt at træde ud af samarbejdet.

Måske er Juncker i bedste fald politisk opportunist, der forsøger at udnytte et smalt vindue af politisk medgang til at rykke EU endnu tættere på en føderal superstat. I værste fald har han intet lært af sin foreløbige regeringstid.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

De utilfredse stemmer forsvinder ikke uden videre, blot fordi EU har haft fortællingen på sin side i et par måneder. Når Juncker nu vil tvangsindføre euroen, inddrive udenrigs- og finanspolitikken fra nationalstaterne, opføre en forsvarsunion og smelte Rådets præsidentpost sammen med EU-Kommissionens formandsfunktion, så bekræfter det ikke blot de samme borgere i deres holdninger - det vil overbevise mange nye EU-borgere om, at projektet EU er ved at køre helt af sporet.

Vigtigheden af danske forbehold
I en dansk kontekst var talen interessant. Dels fordi den sætter forrige års afstemning om bevarelsen af vores retsforbehold i et nyt perspektiv.

Juncker erklærede én gang for alle, at han vil have en fuldt udbygget forsvarsunion. Og det skal være allerede inden 2025. Her viser Juncker, at han er villig til at tilsidesætte NATO-samarbejdet, hvor stort set alle EU-medlemslande i forvejen er med, og som binder os sammen med vores vigtigste allierede, USA. For hvad? Endnu dybere EU-integration.

Også tankerne om det fremtidige monetære samarbejde udlagde Juncker for os i talen. Med formandens egne ord er det hans forventning, at Europas befolkninger vågner op, når briterne endeligt er trådt ud af EU, og vil vågne op til en union ”Hvor det er normen for alle EU's medlemsstater at være fuldgyldigt medlem af euroområdet, bankunionen og Schengenområdet.”

Disse skarpe udmeldinger bekræfter mig endnu engang i, hvor glad jeg er for vores danske forbehold på forsvarsområdet og på det økonomiske og monetære område.

Med Junckers fod på speederen vil jeg dog ikke blive overrasket over, hvis vi igen i en nær fremtid vil se den hjemlige debat blive rejst om nødvendigheden af vores forbehold. Der er utvivlsomt danske partier, som ønsker at komme endnu tættere på kernen af Junckers europæiske projekt.

Jeg kan dog blot tale for mig selv. Junckers tale overbeviste mig endnu en gang om, at det skal vi bestemt ikke.