Af Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder, Digital Indre Marked i Dansk Industri

Straks i det nye år fremsætter Europa-Kommissionen den sidste del af sin lovpakke for et digital indre marked. Dermed vil den digitale kommissær og tidligere estiske statsminister, Andrus Ansip, have leveret i alt 16 initiativer for mere e-handel, bedre mobil- og bredbåndsforbindelser og bedre vilkår for digitale tjenester i Europa.

Lovpakken er en af Juncker-kommissionens største politiske prioriteter. Ser man på potentialet, er det ikke svært at forstå hvorfor. Et digitalt indre marked kan øge EU’s vækst med svimlende 415 milliarder euro og skabe 3,8 millioner nye jobs. Ifølge en analyse fra konsulentvirksomheden Boston Consulting Group står små og omstillingsparate økonomier som Danmark endda til at vinde mest ved et digitalt indre marked.

Det store potentiale skyldes desværre, at Europa er bagud med at høste gevinsterne af digitalisering; europæiske virksomheder, myndigheder og borgere ikke har været lige så gode til at udnytte digitale løsninger som for eksempel cloud computing, mobilteknologi og big data, som man har i USA. Den manglende digitalisering vurderes at være en vigtig del af forklaringen på, at Europa har haft en lavere produktivitetsvækst end USA – særligt fra midten af 1990’erne, hvor internettet for alvor begyndte at vinde frem. Resultatet er lavere økonomisk vækst og færre arbejdspladser i EU, særligt i de medlemslande, hvor omstillingsparatheden halter mest.

Den digitale økonomi er grænseløs. Derfor giver det ikke mening at regulere den udelukkende på nationalt niveau, når man samtidigt ønsker et velfungerende indre marked.

Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder for Digital Indre Marked, Dansk Industri

Opråb fra medlemslandene
Der er heldigvis ved at brede sig en forståelse af situationens alvor. I sidste uge sendte 16 stats- og regeringsledere, herunder vores egen statsminister, et brev til kommissionsformand Jean-Claude Juncker og deres egne kolleger i Det Europæiske Råd. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Det haster med at få omstillet den europæiske økonomi til en digital tidsalder.

I brevet opfordrer de 16 medlemslande blandt andet Europa-Kommissionen til at fremsætte et lovforslag, der vil forbyde medlemslande uretmæssigt at forhindre dataudveksling på tværs af landegrænser i EU. Man ønsker ganske enkelt at sikre, at data bliver Europas femte frihed på linje med varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Når et teknisk emne som ”dataudveksling på tværs af landegrænser” overhovedet behandles på statslederniveau, skyldes det den store betydning, som data har for fremtidens digitale samfund. De 16 lande vil undgå, at Europa igen tynges af tekniske handelshindringer, som man så det i 1970’erne i den almindelige varehandel. Det scenarie risikerer nu at gentage sig i markedet for digitale tjenester, hvis man ikke én gang for alle slår fast, at data frit kan udveksles i EU.

Derfor har DI og de øvrige europæiske erhvervsorganisationer også opfordret Europa-Kommissionen til at fremsætte forbud mod uretmæssige barrierer for dataudveksling snarest muligt. Antallet af nationale tiltag, der forhindrer dataudveksling, er nemlig steget siden 00’erne og forventes at stige yderligere fremover.

Nu eller aldrig
Når det er så vigtigt med europæisk lovgivning for digital økonomi, skyldes det, at medlemslandene hver især er i fuld gang med at tilpasse sig de nye tider. Derfor ser vi netop nu et stort politisk pres for ny lovgivning om for eksempel persondatabeskyttelse, informationssikkerhed, copyright og internetovervågning. Nye digitale forretningsmodeller som Uber og AirBnB har allerede fået flere medlemslande til at gå enegang med nationale tiltag. Men den digitale økonomi er grænseløs. Derfor giver det ikke mening at regulere den udelukkende på nationalt niveau, når man samtidigt ønsker et velfungerende indre marked.

Hvis alle 28 medlemslande udvikler et nationalt svar på digitalisering, får vi de facto en fragmentering af EU’s indre marked. Fremtidens salg af varer og tjenesteydelser er afhængig af ensartede europæiske regler for for eksempel beskyttelse af borgernes persondata, for online handel, for adgang til internet- og telekommunikationstjenester og for udveksling af data internt i EU og med resten af verden.

Alternativet er i værste fald, at nye digitale tjenester skal skræddersys til hvert eneste land i Europa og at meget af den data, som vi bruger i dagligdagen til at finde vej, booke rejser og have kontakt med offentlige myndigheder skal opbevares lokalt. I så fald bliver det meget sværere og dyrere at udvikle nye digitale tjenester og forretningsmodeller i Europa end f.eks. i USA og Asien.

Det politiske pres for national enegang vil kun blive større, som tiden går. Hvis ikke kommissionens lovforslag forhandles på plads inden næste EU-parlamentsvalg og en ny kommission i 2019, vil medlemslandene ikke længere kunne vente på en europæisk løsning.

Derfor er det nu eller aldrig, hvis vi vil have et digitalt Europa.