Debat

EL: Danmark kan sige nej til Nato og EU

DEBAT: Vi skal turde spørge os selv, om et militariseret EU og et Nato med Trump i spidsen er det rigtige for Danmark. De nordiske lande kan i stedet sætte en ny fredsskabende dagsorden, skriver Søren Søndergaard (EL).

Er EU og Nato den rigtige vej for Danmark, spørger Søren Søndergaard (EL), der efterlyser større nordisk fredssamarbejde. 
Er EU og Nato den rigtige vej for Danmark, spørger Søren Søndergaard (EL), der efterlyser større nordisk fredssamarbejde. Foto: /ritzau/Geert Vanden Wijngaert
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

Det er en kendt sag, at dem, der definerer dagsordenen, også lægger rammerne for beslutningerne.

Sådan forholder det sig også i den aktuelle diskussion om, hvor Danmark skal placere sig sikkerhedspolitisk i en verden og i en verdensdel, hvor afspænding er blevet afløst af konfrontation og oprustning.

Skal vi satse på et fælles EU-militær … eller på Nato? Skal vi bruge to procent af budgettet på militær … eller skal vi nøjes med lidt mindre? Skal vi have flere krigsfly … eller ubåde? Spørgsmålene er mange, men bevæger sig inden for den samme ramme.

Måske skulle vi turde stille spørgsmålet, om mere militær og mere oprustning virkelig er den bedste vej til en fredeligere verden.

Søren Søndergaard (EL)

Har vi brug for Nato?
Måske skulle vi tænke lidt ud af boksen? Måske skulle vi turde stille spørgsmålet, om der er en anden vej, som ikke handler om at vælge mellem et militariseret EU, et Nato med Trump i spidsen eller at underlægge os Putin. Måske skulle vi turde stille spørgsmålet, om mere militær og mere oprustning virkelig er den bedste vej til en fredeligere verden.

I foråret fremlagde ni nordiske venstrefløjspartier fra Finland, Sverige, Norge, Island, Grønland, Færøerne og Danmark et udspil om et tættere nordisk samarbejde for fred og nedrustning.

Blandt elementerne i udspillet var bl.a.:

-  en aktiv og uafhængig udenrigspolitik baseret på støtte til demokrati, menneskerettigheder, international lov, kvinderettigheder og global social retfærdighed.

- støtte til FN’s arbejde for fred og sikkerhed, herunder en nordisk militær enhed, som kan deltage i FN-godkendte fredsbevarende operationer.

- stop for våbeneksport til diktaturer og regimer, som undertrykker menneskerettighederne med det formål at fremme international kontrol med våbenhandlen.

- initiativ gennem OSCE til nye forhandlinger om styrket våbenkontrol og nedrustning i Europa, herunder aftaler mod militær opbygning og aggressive øvelser i Østersøen.

- styrket freds- og konfliktforskning i hvert land og på nordisk plan.

- arbejde for atomnedrustning, bl.a. gennem tilslutning til en bindende konvention mod produktion, afprøvning og brug af atomvåben.

- afholdelse af en freds- og sikkerhedskonference i regi af Nordisk Råd med det formål at diskutere, hvordan spændingerne i Østersøen nedbringes, og det lidt mildere sikkerhedspolitiske klima i Arktis bevares og forbedres.

Ny nordisk dagsorden
Lugter disse forslag alt for lidt af krudt og kugler? Sikkert! Men jeg synes alligevel, at disse forslag fortjener at komme ind i debatten. For uanset hvor meget militært isenkram, vi investerer i, og uanset hvilken militær-alliance, vi kaster os ind i, så er der ingen vej uden om punkter som ovenstående, hvis fred og retfærdighed skal sikres.

Alternativet er en fortsat oprustningsspiral, som bringer os nærmere og nærmere en ny storkrig, måske med atomvåben. Sådan som vi i øjeblikket ser det på den koreanske halvø.

De nordiske lande kan i fællesskab sætte en ny dagsorden. Men det kræver, at vi gør det!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Bo Søndergaard

MF (EL), fhv. MEP, Folkebevægelsen mod EU
HF (Gentofte Statsskole 1974), svejser og skibsbygger (Lærlingeskolen på B&W Skibsværft 1975)

0:000:00