Debat

EL: Nej tak til EU-partiernes salami-metode

DEBAT: Afstemningen om retsforbeholdet handler grundlæggende om, at Folketinget og den danske befolkning gradvist skal bestemme mindre, mens EU skal bestemme mere. Hvis udviklingen fortsætter, vil danskernes selvbestemmelse i sidste ende forsvinde, skriver Søren Søndergaard (EL).

Afstemningen om retsforbeholdet er blot et led i EU-partiernes strategi, der skal give mindre selvbestemmelse til danskerne, skriver Søren Søndergaard (EL). 
Afstemningen om retsforbeholdet er blot et led i EU-partiernes strategi, der skal give mindre selvbestemmelse til danskerne, skriver Søren Søndergaard (EL). Foto: Folkebevægelsen mod EU
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører og tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Netop hjemkommet fra ferie gik den nyudnævnte forsvarsminister Carl Holst (V) på tv og udlagde åbent og uden tøven EU-partiernes strategi: Først afskaffer vi den danske befolknings undtagelse fra EU’s overnationale retspolitik. Så afskaffer vi undtagelsen fra EU’s militær-dimension. Og endelig afskaffer vi så undtagelsen fra EU’s fælles mønt, euroen.

Carl Holst skal ikke have utak for at sige tingene ligeud. Når vi i de kommende måneder vil blive præsenteret for alle mulige – og umulige – argumenter for, hvorfor det lige præcis er nødvendigt at stemme ja til at afskaffe retsforbeholdet, så er det nemlig godt at huske på disse udtalelser.

Ingen selvbestemmelse
På overfladen handler den kommende folkeafstemning om EU’s retspolitik. Men grundlæggende handler det om, at vi har nogle EU-politikere i Danmark, som ønsker, at Folketinget og den danske befolkning skal bestemme mindre, mens EU skal bestemme mere.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

De seneste måneders græske tragedier har tydeligt illustreret, hvad det kan føre til. Naturligvis ikke så længe, det går godt i den danske økonomi, og vi står uden for euroen. Men hvis vi først er indlemmet og af den ene eller anden grund kommer i krise, så vil vi blive sat under EU-administration og fuldstændig miste enhver selvbestemmelse.

Økonomisk EU-underkastelse
Og står det til den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, så skal den totale økonomiske EU-underkastelse ske, uanset om et EU-land er i krise eller ej. Derfor har han foreslået, at der udpeges en såkaldt ”budgetzar”, som har til opgave at underskrive de enkelte EU-landes finanslove, før de kan træde i kraft.

Hvis vi først er indlemmet og af den ene eller anden grund kommer i krise, så vil vi blive sat under EU-administration og fuldstændig miste enhver selvbestemmelse.

Søren Søndergaard (EL)
EU-ordfører

I dag skal den danske finanslov vedtages af Folketinget og underskrives af regeringen og af dronningen for at træde i kraft. Men står det til Schäuble, som understreger, at han har opbakning fra kansler Merkel, så skal den fremover også underskrives af den såkaldte ”budgetzar”. Hvis den underskrift mangler, så kan finansloven simpelthen ikke træde i kraft – uanset hvor stort flertal den har i befolkningen og i folketinget.

På tide at sige stop
Carl Holst er en sand fortaler for salami-metoden. Præcist som ved frokostbordet skæres skive efter skive af pølsen. Men på et eller andet tidspunkt er der ikke mere tilbage. Så er den væk! Sådan vil det også gå med den danske befolknings ret til at bestemme i Danmark. Hvis udviklingen fortsætter, vil den i sidste ende forsvinde.

Efter min mening er der allerede skåret mere end rigeligt af pølsen. Efter min mening er det på tide at sige stop. Den mulighed får vi senere på året, når vi skal til folkeafstemning om afskaffelsen af den danske befolknings undtagelse fra EU’s retspolitik. EU-partierne vil skære endnu en skive. Jeg synes, at vi skal sige nej tak!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. Informationschef, Europa-Parlamentets informationskontor i Danmark
cand.polit.

0:000:00