Er Konservatives hjemmeside klar til valg?

ANMELDELSE: Altinget.dk har bedt to eksperter vurdere, om folketingspartiernes hjemmesider er klar til valg. Rasmus Jønsson og Morten Gade anmelder i denne uge Konservatives hjemmeside.
Foto: konservative.dk
Fakta
Politisk dommer: 
Rasmus Jønsson, cand.comm. og politisk kommentator

Fire politiske/kommunikative kriterier:
- Skarphedsfaktor 
- Målgruppeorienteret
- Sammenhæng med øvrige kampagneaktiviteter
- Originalitet

Dommer for design og digital formidling: 
Morten Gade, cand.comm. og digital chef i FDB

Fire digitale/designmæssige kriterier: 
- Brugervenlighed
- Brugeroplevelse 
- Medievalg
- Dialog

Altinget.dk bringer i disse uger anmeldelser af alle folketingspartiernes hjemmesider. Er Konservatives hjemmeside klar til det forestående valg? Læs Rasmus Jønssons og Morten Gades anmeldelse, hvor de slutter af med at give en overordnet karakter fra 1-10.

Politik og kommunikation
Af Rasmus Jønsson, cand.comm.

Var den konservative hjemmeside en person, havde det været nærliggende hurtigst muligt at søge psykolog for at få hjælp til at finde svar på helt grundlæggende spørgsmål som: Hvem er jeg? Og hvad vil jeg udrette i livet?

K forsøger brud med bankmands-image
Alene det store billede af Lars Barfoed, der møder en på forsiden, hvor han med løsnet slips  - for at bløde lidt op på sit bankmands-image - siger: "Helt grundlæggende mener jeg, at vi skal tage ansvar for vores eget liv og i fællesskab tage hånd om samfundets udsatte" fortæller, hvor profilløst partiet er i øjeblikket. Der er nok ikke mange, der kan være uenige i et budskab om, at vi har ansvaret for vores eget liv, men at samfundet selvfølgelig også skal hjælpe de svage. Derimod er der mange, der gerne vil have lidt mere præcis viden om, hvad de får for et kryds på liste C - og det svar får man ikke rigtig.

Intet nyt under solen hos K
Partiets mærkesager handler om de gamle travere retspolitik, skole, reformer og om at sætte fokus på grundlæggende konservative værdier. Udover at man har hørt det før, er der ingen gennemgående fortælling i kommunikationen om, hvad det vil sige være konservativ i 2011. Der er heller ingen overraskende tiltag på siden, der kan bløde lidt op på det stive og tørre image.
Det ville have pyntet med nogle unge politikere, nogle frække og anderledes tiltag og nogle politiske tanker, der kunne være med til at give et indtryk af, at partiet ikke er kørt fast efter 10 år ved magten. At siden ikke udtrykker bedre stemning og engagement, efter de har valgt ny formand og så tæt på valget, virker betænkeligt.


Design og digital formidling
Af Morten Gade, cand.comm.
Konservative har en nydelig og småkedelig hjemmeside uden de store katastrofer -men også blottet for spændende ideer eller nytænkning.

Knap så gennemarbejdet 
Designet har helt sikkert været rigtig lækkert, da hjemmesiden blev lanceret (sikkert ca. op til sidste valg, at dømme ud fra looket). I dag er det lidt en blanding af nogle gennemdesignede elementer og andre ting, der lidt mere er kastet ind. Resultatet er, at hjemmesiden visuelt ikke ser så gennemarbejdet ud.

Håbløs søgemaskine 
Navigationen er nogenlunde gennemskuelig. Det er forholdsvis enkelt at finde frem til de vigtigste områder - men der er også udfordringer. For eksempel er det ikke til at finde en præsentation af ens lokale folketingskandidat (andet end et navn i en liste), og som på mange af de andre partiers hjemmesider er der tale om en helt og aldeles håbløs søgemaskine, der slet ikke hjælper en videre.

God formidling, men gerne mere nytænkning 
Formidlingsmæssigt holder websitet sig til halvlange tekster og billeder af smilende kandidater, der ligner hinanden (bortset fra billedet af Barfoed på forsiden, hvor slipset er løsnet). Formidlingen af politikken er mere fyldestgørende end på de fleste andre politiske hjemmesider, men meget af formidlingen ville givetvis have godt af at blive "web'et": For eksempel med brug af flere krydslinks, videoer, call to actions mm.

Nul debat på hjemmesiden 
Og nu vi taler om web'et, er Konservative tilsyneladende ikke så meget for dialog med vælgerne på hjemmesiden. Det er i hvert fald ikke meget, man har mulighed for at komme til orde - med undtagelse af noget, der kaldes en blog, og som er opdateret med overordentligt svingende mellemrum i de sidste par år. Det sidste års tid har man så tilsyneladende slukket helt for kommentarmulighederne. Man må altså andre steder hen for at debattere politik med Konservative.

Ufarlig hjemmeside
Konservative.dk er en nydelig og ufarlig partihjemmeside, der befinder sig et sted midt i feltet af hjemmesider, vi har kigget på indtil videre. Forudsigelig, fjern og ikke helt gennemarbejdet - men heller ikke med store huller.

Samlet vurdering

Dommer for politik og kommunikation Rasmus Jønsson giver Konservatives hjemmeside et 2-tal.

Dommer for design og digital formidling Morten Gade giver Konservatives hjemmeside et 5-tal.

Samlet karakter: 3,5   
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00