Et skridt videre på vejen mod 2030-mål

EU's 28 stats- og regeringschefer er nu kommet et stort skridt nærmere en fælles og langsigtet klima- og energipolitik i EU, da der kom tre vigtige tilkendegivelser på deres topmøde forrige uge.

For stats- og regeringscheferne blev enige om tidsplan for vedtagelse af HELE pakken med tre mål i oktober, og de nåede frem til en formulering om at følge 2050-målet om 80 procent CO2-reduktion, og det kan ikke meningsfyldt tolkes som andet end 40 procent CO2-reduktion.

På selve mødet blev formuleringerne endda strammet, så CO2-målet for 2030 skal være "FULLY in line" med de "ambitiøse" målsætninger for 2050.

Hvis man læser 2050-strategien, kan ingen kan være i tvivl om, at stats- og regeringscheferne indirekte sendte et signal om 40 procent.

Men hvorfor gjorde de det så ikke direkte og skrev 40 procent?

Ja, dels er der jo nogle regeringschefer, der grundlæggende er imod de 40 procent, og de indirekte formuleringer er lidt lettere at komme hjem til hovedstæderne med. Samtidig er det jo også sådan i politik, at intet er vedtaget, før alt er vedtaget.

Allerede på miljøministerrådsmødet i begyndelsen af marts argumenterede vi fra Kommissionens side for, at der altså er sund fornuft i, at EU satser mere på at udvikle lokalproducerede grønne energikilder, der ikke kun gavner klimaet, men også mindsker uafhængigheden af russisk gas.

Connie Hedegaard
Klimakommissær i Europa-Kommissionen

Med andre ord: indirekte antydes det, at man går efter de 40 procent, men det kræver, at man bliver enige om, hvem der skal påtage sig hvilken del af opgaven, hvordan indsatserne skal finansieres o.s.v.

Aftale senest til oktober
Men det er så her, det helt afgørende skridt fremad kom i sidste uge, da de 28 stats- og regeringschefer i enighed vedtog, at ALLE argumenterne skal være på plads senest til oktober.

Dermed er vi faktisk nået rigtig langt i forhold til 22. januar, da EU-Kommissionen præsenterede sit udspil til en 2030-pakke med et bindende mål om 40 procent CO2-reduktion og mindst 27 procent vedvarende energi som et bindende mål på EU-plan.

For nu bakker alle lande op om Kommissionens udspil om, at vi skal have en pakke med to mål på plads under denne Kommissions mandat.

Og det skal ses i lyset af, at for blot to måneder siden var store lande som Storbritannien og Frankrig imod et bindende VE-mål. Men da vi tog den første drøftelse af 2030-pakken på miljøministerrådsmødet 3. marts, opgav de deres modstand mod VE-målet og underskrev en støtteerklæring til Kommissionens pakke, som i alt 13 lande skrev under på.

Også et spørgsmål om uafhængighed
Ingen tvivl om, at den alvorlige situation i Ukraine dominerede det netop overståede topmøde. Men Ruslands aggression over for Ukraine giver også god grund til at sætte fokus på EU's energipolitik.

Allerede på miljøministerrådsmødet i begyndelsen af marts argumenterede vi fra Kommissionens side for, at der altså er sund fornuft i, at EU satser mere på at udvikle lokalproducerede grønne energikilder, der ikke kun gavner klimaet, men også mindsker afhængigheden af russisk gas.

For ikke nok med, at EU får dækket en tredjedel af sit forbrug med russisk gas - Rusland er også den største leverandør af kul til EU og dækker også knap en tredjedel af EU's forbrug af kul.

Og det kulproducerende Polen, der er kendt som den hårdeste modstander af klima- og energimål, har siden 2008 været nettoimportør af kul. Og det er værd at bemærke, at 70 procent af Polens kulimport kommer fra Rusland. Så selv hvis kulafbrænding ikke havde nogen negative klima- og miljøeffekter, vil kul ikke være vejen til at gøre EU mindre afhængig af russiske energileverancer.

Derfor kan planen for at mindske EU's energiafhængighed af Rusland, som EU-Kommissionen nu skal udarbejde til næste EU-topmøde i juni, også spille positivt ind i forhold til at få vedtaget ambitiøse mål senere på året.

Stadig brug for ambitiøs støtte
Den fastsatte deadline i oktober for vedtagelse af alle tre 2030-mål er vigtig af flere årsager. For det første betyder det, at EU bliver klar til at melde sit CO2-mål ind til de internationale klimaforhandlinger i foråret 2015 som aftalt.

Og for det andet bliver det denne kommission, der har ejerskabet til forslaget, der skal færdiggøre forhandlingerne om de langsigtede klimamål. For Kommissionens mandat udløber som bekendt den 31. oktober i år.

Processen om de langsigtede mål er nu sat på skinner - det betyder dog ikke, at vi kan læne os tilbage og regne med, at "den nu er hjemme". For der var også massiv modstand på det netop overståede topmøde fra en lille gruppe af regeringschefer. Derfor er stadig brug for, at alle tilhængere af en ambitiøs 2030-pakke kæmper indædt for, at vi også kommer i mål i oktober.