Debat

EU-ombudsmand skal være politisk neutral

DEBAT: Europa-Parlamentet bør vælge en politisk neutral kandidat som EU's ombudsmand. Valget må ikke endnu engang bare gøres til en politisk aftale mellem de to store grupper.
Anna Rosbach
Anna RosbachFoto: ecrgroup.eu
Anna Gurzhiy Hougaard
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet (løsgænger), De Europæiske Konservative og Reformister

Flere og flere borgere kender til EU-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd. En del har sikkert også hørt om EU-Domstolen, som i stigende grad har fået indflydelse på deres liv og medlemsstaternes lovgivning.

Men der er en EU-institution, som de færreste kender til. Det på trods af at institutionen bliver stadig vigtigere, i takt med at EU's love vokser i antal og omfang.

Borgernes vagthund
Der er tale om Den Europæiske Ombudsmand. Ombudsmandsinstitutionen blev indført med Maastricht-traktaten i 1995 og behandler klager over EU's institutioner og organer. Ombudsmanden er således borgernes garanti for, at de bliver behandlet efter reglerne af EU's store - og for de fleste - helt uoverskuelige bureaukrati. Kort sagt: borgernes vagthund. 

Forestil jer, at man i Danmark valgte et medlem af Folketinget som ny dansk ombudsmand. Det ville aldrig ske. Netop fordi vi i Danmark holder fast i, at denne institution ikke må kunne belastes politisk. 

Anna Rosbach
Medlem af Europa-Parlamentet (løsgænger)

Ombudsmanden vælges af Europa-Parlamentet. Den nuværende ombudsmand, Nikiforos Diamandouros, har valgt at træde tilbage før tid. Derfor skal der nu vælges en ny, når Parlamentet mødes i Stratsbourg i juli. 

Ombudsmanden skal være neutral
Ombudsmanden er til for alle EU's borgere. Derfor er det vigtigt, at institutionen er politisk neutral. Nikiforos Diamandouros har til fulde levet op til dette krav. Desværre er der tegn på, at valget af den nye ombudsmand kan ende med at blive politisk belastet.

Seks kandidater har meldt sig på banen. Tre af dem er nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet, hvoraf hollænderen Ria Oomen-Ruijten er fra den største gruppe, Det Europæiske Folkepartis (EPP), mens tyskeren Dagmar Roth-Behrendt er fra Parlamentets anden store gruppe, Det Progressive Forbund af Socialdemokrater (S&D).

Forestil jer, at man i Danmark valgte et medlem af Folketinget som ny dansk ombudsmand. Det ville aldrig ske. Netop fordi vi i Danmark holder fast i, at denne institution ikke må kunne belastes politisk, men fortjener den respekt og autoritet, som kun en neutral og objektiv ombudsmand fortjener.

Der er heldigvis opstillet to nuværende ombudsmænd fra henholdsvis Holland og Irland. De er begge vant til at være neutrale i rollen som ombudsmand i deres respektive hjemlande, og de er derfor langt bedre kandidater end de opstillede kandidater fra Europa-Parlamentet.

Ikke flere studehandler - tak!
Da Europa-Parlamentets nuværende formand, Martin Schulz, blev valgt, var der reelt ikke tale om et valg, men derimod blot en eksekvering af en politisk studehandel mellem de to store grupper i Parlamentet. Når Parlamentet skal vælge en ny Europæisk Ombudsmand, skal valget ikke være styret af partipolitiske interesser. Hvis Parlamentet først begynder at vælge en politisk ombudsmand, så frygter jeg, at også denne post fremover vil blive en del af de to store gruppers interne fordeling af betydningsfulde poster.

Lad os i stedet vælge en ombudsmand, som alle borgere i EU kan være trygge ved. Det kræver en neutral kandidat, som ikke er belastet af politisk loyalitet, politiske venskaber, eller endnu værre - er blevet valgt som en del af et politisk spil frem for på baggrund af kvalifikationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Rosbach

Fhv. MEP (DF og Fokus), fhv. regionsrådsmedlem (DF), Region Hovedstaden
industrielt design (Technische Universität Berlin), operasanger

0:000:00