Debat

EU-patent: Det kan kun gå for langsomt

DEBAT: EU-patentet vil gøre det langt billigere at opnå patent og beskytte et produkt. Det vil især gavne mindre danske virksomheder og flere af de videntunge erhverv, mener Lægemiddelindustriforeningen og Dansk Erhverv.
Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et velfungerende patentsystem er en forudsætning for, at der også i fremtiden kan udvikles nye lægemidler.

Ida Sofie Jensen og Christian T. Ingemann
Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen og direktør i Dansk Erhverv

Af Ida Sofie Jensen og Christian T. Ingemann
Koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen og direktør i Dansk Erhverv

Det kan være både dyrt og besværligt at få patent på et produkt. Desuden er det oftest en langsommelig affære. Og jo flere lande, patentet skal gælde i, desto flere ressourcer skal virksomhederne bruge.

Derfor vakte det glæde i erhvervslivet, at det under det danske EU-formandskab lykkedes at nå til enighed om et fælles EU-patentsystem. Det nye system skal erstatte de 28 medlemslandes nationale og oftest vidt forskellige patentprocedurer.

EU-patentet vil gøre det langt billigere at opnå patent og beskytte et produkt. Det vil især gavne mindre danske virksomheder og flere af de videntunge erhverv - ikke mindst lægemiddelindustrien, som er et af Danmarks store eksportlokomotiver.

Patent sikrer innovation 
Et velfungerende patentsystem er en forudsætning for, at der også i fremtiden kan udvikles nye lægemidler. Og hvad der er mindst lige så vigtigt: At de eksisterende produkter løbende kan forbedres, og at der er innovation på området.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Forskning og udvikling af nye lægemidler er en meget omkostningstung og langvarig proces. Det tager typisk 10-12 år, fra man indleder forsøg, til at et produkt kan frigives til salg, og det indebærer betydelige kommercielle risici for virksomhederne. Patenter sikrer muligheden for et fair afkast, som afbalancerer de økonomiske risici og store investeringer i udviklingsfasen.

De nuværende patentsystemer i EU er desværre fragmenterede, ineffektive og langt dyrere end for eksempel det amerikanske patentsystem. Der kan være store forskelle mellem de nationale retssystemer, som i dag skal håndhæve patentrettighederne. Desuden er der tale om en omkostningsfuld og tung proces, hvis der skal føres sager i flere lande.

Indførsel af EU-patent kan kun gå for langsomt
Indførsel af EU-patentet vil gøre det muligt på baggrund af én ansøgning at opnå patentbeskyttelse bredt i Europa. Vi ser derfor frem til, at EU's medlemslande får ratificeret aftalen til gavn for de europæiske virksomheder og borgere. Det kan faktisk kun gå for langsomt.

Desværre er der udsigt til, vi i Danmark først skal igennem en folkeafstemning om forslaget. Dansk Folkeparti og Enhedslisten har nemlig meddelt, at de agter at stemme imod forslaget, der på grund af suverænitetsafgivelse skal vedtages med mindst 5/6 af Folketingets stemmer. Man må håbe, at de to partier besinder sig, så en folkeafstemning ikke bliver nødvendig, og Danmark dermed kan deltage i opbygningen af et fælleseuropæisk patentsystem fra starten af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00