EU-politikere indleder kamp mod skattesnyd

SKATTELY: Dansk parlamentariker er med i første række, når Europa-Parlamentet undersøger EU's indsats mod skatteunddragelse. Selvom parlamentet ikke kan lave love alene, mener forsker, at udvalget kan skabe politisk pres.

Jeppe Kofod (S) er ordfører for Europa-Parlamentets udvalg, der skal undersøge skattesnyd.
Jeppe Kofod (S) er ordfører for Europa-Parlamentets udvalg, der skal undersøge skattesnyd.Foto: © European Union 2016
Emma Qvirin Holst

BRUXELLES: Europa-Parlamentet kickstartede tirsdag sit arbejde for at bekæmpe skattesnyd.

Det skete ved en høring af en række journalister, der stod bag formidlingen af de såkaldte Panama-Papers.

Panama-Papers er et læk af millionvis af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, der har hjulpet virksomheder og personer med at placere formuer i skattely.

Efter journalisternes afsløring af dokumenterne valgte Europa-Parlamentet i juni at nedsætte et undersøgelsesudvalg, der skal se nærmere på skatteunddragelse, skattely og hvidvaskning af penge.

Det er min mistanke, at nogle lande ikke går kraftigt nok til værks, fordi de har en interesse i selv at være skattely.

Jeppe Kofod
Medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne

I spidsen for det står det danske medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod (S).

Han mener, at bekæmpelse af skattesnyd er et spørgsmål om retfærdighed.

I og med der er en stærk offentlig opinion omkring skattely, har Europa-Parlamentet relativ stor mulighed for at sætte en dagsorden. Og dermed kan de lægge pres på Kommissionen.

Mads Dagnis Jensen
EU-forsker

”Det er en provokation mod de almindelige borgere, der betaler deres skat efter de gældende regler, og det undergraver vores velfærdsstater i Europa, at man tillader skatteunddragelse,” siger han.

Tre fokuspunkter på blokken
Under høringen pegede journalisterne på tre problemer, som udvalget nu vil se nærmere på.

Det første handler om de 'mellemmænd', der hjælper personer med at undgå at betale skat. Det kan blandt andet være banker, advokater og revisorer. Den slags rådgivning skal være ulovlig, mener Jeppe Kofod.

”Og hvis de bryder reglerne, skal der være reelle straffe, og i sidste ende skal de kunne miste retten til at drive forretning,” siger han.

Derudover mener Kofod, at der skal gøres op med muligheden for sikre sig anonymitet igennem hemmelige skuffeselskaber. Det skal være tydeligt, hvem der er de reelle ejere af selskaber, formuer og værdipapirer.

Det tredje punkt handler om beskyttelse af såkaldte whistleblowers, der lækker oplysninger til offentligheden.

”Europa skal være et 'safe haven', hvor man skal kunne fortælle om ulovligheder, uden man bliver retsforfulgt, eller det får konsekvenser for en,” siger Jeppe Kofod.

En politisk øvelse
Europa-Parlamentet kan ikke selv stille lovforslag, og derfor er Jeppe Kofod og hans kollegaer afhængige af, at EU-Kommissionen vil tage deres opfordringer til sig, når undersøgelsesarbejdet er afsluttet.

Ifølge EU-forsker Mads Dagnis Jensen fra RUC kan Europa-Parlamentets arbejde dog skabe opmærksomhed, som kan føre til indflydelse.

”Det er en politisk øvelse, som dels går ud på at skaffe viden om området, men også handler om at få opmærksomhed. Så man kan lægge pres på de andre institutioner i forhold til at gøre noget,” siger Mads Dagnis Jensen og tilføjer:

”I og med der er en stærk offentlig opinion omkring skattely, har Europa-Parlamentet relativ stor mulighed for at sætte en dagsorden. Og dermed kan de lægge pres på Kommissionen.”

Han tilføjer dog, at Europa-Parlamentet kan risikere at møde modstand fra medlemslande som Luxembourg og Cypern, der har nationale særinteresser, når det kommer til skattely.

Udover at presse på for ny eller strammere lovgivning kan udvalgets undersøgelser også bidrage på et andet område, påpeger Mads Dagnis Jensen. Ifølge udvalgets kommissorium skal parlamentarikerne undersøge, om medlemsstaterne har implementeret og håndhævet eksisterende lovgivning korrekt. Hvis det viser sig ikke at være tilfældet, kan Kommissionen bruge den viden til at starte traktatbrudssager mod de pågældende medlemsstater.

Medlemslandene har ikke gjort nok
Jeppe Kofod anerkender, at ”det er klart, at lovgivningsarbejdet ligger hos Kommissionen”. Men han understreger, at Europa-Parlamentet har mulighed for at tage initiativ og presse medlemsstaterne og EU-Kommissionen.

Helt konkret har Jeppe Kofod et ønske om en sortlistning af skattely-lande og- områder. En idé som Kommissionen også tidligere har luftet.

Derudover mener han, at der skal indføres økonomiske sanktioner af skattely-lande som eksempelvis Panama, som skal tvinge landet til at ændre sin lovgivning.

Men hverken sanktioner, sortlister eller Jeppe Kofods andre forslag kan ske uden opbakning fra de 28 medlemslande. Og her er der risko for tomgang, når det handler om kampen mod skattesnyd, frygter Jeppe Kofod.

”Det er min mistanke, at nogle lande ikke går kraftigt nok til værks, fordi de har en interesse i selv at være skattely,” siger Jeppe Kofod.

Udvalgets næste høring er i samarbejde med blandt andre OECD, hvor temaet er skattesnyd på globalt plan.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

0:000:00