EU-topmødet: Offentlig velfærd, lønninger og folkestyre under pres

Debat: Intet tyder på et opgør med EU's økonomiske politik i de forslag, der bliver fremlagt på EU-topmødet. Projektet er usolidarisk og udemokratisk, mener Søren Søndergaard, MEP for Folkebevægelsen mod EU.

EU-kommissionsformand Barroso har kaldt udviklingen mod økonomisk styring på EU -niveau for »en stille revolution«. Ikke desto mindre kværner processen fremad uden en egentlig offentlig debat.

Søren Søndergaard
MEP for Folkebevægelsen mod EU

Af Søren Søndergaard (MEP for Folkebevægelsen mod EU), Troels Juel (praktikant) og Maj Aslett-Rydbjerg (kontorleder)

På EU's stats- og regeringsledernes møde torsdag-fredag i Bruxelles står økonomisk styring og koordinering af medlemsstaternes nationale budgetter øverst på dagsorden.

Foruden den kontroversielle konkurrencepagt, som nu er omdøbt til europagt, er yderligere to emner til behandling. Det drejer sig om EU-Kommissionens lovforslag om økonomisk styring og traktatændringen om oprettelsen af en permanent stabilitetsmekanisme.

Beklageligvis er der intet i disse forslag, som bare antyder et opgør med den type økonomisk politik, som EU har stået for, og som har været stærkt medvirkende til den økonomiske krise, som nu koster velfærdsstater og arbejdstagere dyrt.

Tværtimod knæsætter EU princippet om konkurrenceevne, som den overordnede målsætning i EU, højt hævet over velfærd, arbejdstagerrettigheder og miljø.

Samtidig lægges der op til, at politiske beslutninger om fordelingen af goderne i samfundet flyttes fra de nationale parlamenter til EU-niveau, hvor de syltes ind i komplicerede procedurer, som afpolitiserer debatten og sætter borgerne udenfor indflydelse.

Et usolidarisk og udemokratisk projekt
EU-kommissionsformand Barroso har kaldt udviklingen mod økonomisk styring på EU -niveau for »en stille revolution«. Ikke desto mindre kværner processen fremad uden en egentlig offentlig debat.

EU-kritikere har i årevis advaret mod de negative konsekvenser af EU -traktatens favorisering af markedet frem for mennesker og mod eurokonstruktionen.

Hvor markedsfavoriseringen har resulteret i forringelser af løn- og arbejdstagerrettigheder, har den monetære union ført til, at investeringer er strømmet ud af de mindst konkurrencedygtige lande i EU, såsom Grækenland og Irland, til fordel for de mest konkurrencedygtige lande - især Tyskland.

Dertil kommer, at den samme rente i vidt forskellige økonomier i eurolandene har været medvirkende til at skabe prisbobler, eksempelvis den bolig-bobbel, som slog bunden ud af den irske økonomi. Dette er en gængs kritik af valutafællesskaber.

I mindre skala kender vi også problematikken i Danmark, hvor problemet løses ved omfordeling via skatten, samt store bloktilskud fra de rige dele af landet til de mindre rige dele. Men det er ikke omfordeling, der er på dagsorden til EU -topmødet.

Tværtom lægger de foreslåede politikker op til, at arbejdstagerne i de svage medlemslande skal betale for krisen og for genopretningen gennem nedskæringer i løn, pensioner og velfærd. Europagten og økonomisk styring a la EU handler ikke om solidaritet, men om at de svageste skuldre skal bære det tungeste læs.

EU-eliten ved godt, at den ikke har folkelig opbakning til sin økonomiske politik, hvilket protesterne i blandt andet Grækenland, Spanien, Portugal og Frankrig vidner om. Og hidtil har den heller ikke haft kompetence eller redskaber til at gennemtvinge den.
Men den herskende krisestemning har banet vejen for, at vidtgående initiativer om EU-styring af medlemsstaternes økonomier er sat på dagsorden.

Fra tænketank til tæskehold
Det mest omdiskuterede initiativ er det tysk-franske udspil til konkurrencepagt, som blev fremsat i starten af februar. Pagten handlede om at forpligtige eurolandene til en række målsætninger, som yderligere vil omfordele samfundets ressourcer fra løn og offentlig velfærd til profit.
Udspillet mødte en del modstand.

Derfor lå det også i kortene, at en blødere formulering vil blive godkendt. Og det er også præcist, hvad der skete på eurolandenes topmøde den 10. marts.
I det, der nu hedder europagten, er der åbnet op for større metodefrihed i opnåelsen af målsætningerne, og der er indført ceremonielle henvisninger til respekt for de enkelte lande. Men nærlæses europagten er det tydeligt, at den indeholder mange af de samme elementer.

For eksempel skal euro-landene - og de øvrige EU-lande, som tilslutter sig pagten - sikre »at lønoverenskomster i den offentlige sektor understøtter bestræbelserne vedrørende konkurrenceevnen i den private sektor«. På almindeligt dansk betyder det lavere løn til de offentligt ansatte.

Landene skal også sikre »en omkostningsudvikling, der er i overensstemmelse med produktiviteten«. Det vil sige, at lønmodtagerne skal bære krisens omkostninger. Landene skal sørge for »yderligere åbning af beskyttede sektorer«. Det vil sige flere privatiseringer. Der er tilsvarende krav om at forhøje pensionsalderen og afskaffe efterlønsordninger.

Beslutninger indenfor europagten forudsætter enighed, så formelt er der ikke tale om suverænitetsafgivelse. Men når et land først har accepteret europagtens præmisser, så vil der blive lagt et voldsomt pres for at få det til at gennemføre de henstillinger, som fremgår.

Tænk bare på Grækenland som netop har accepteret at privatisere statslig ejendom for omkring 375 milliarder kroner. Da EU og IMF først rejste kravet, blev det blankt afvist, men en måned senere er den græske regering altså blevet banket på plads. Hvor EU's rolle i forhold til de enkelte landes økonomiske politik tidligere er blevet beskrevet som en tænketank, så får EU med europagten mere form af et tæskehold.

EU-finanspolitik
Selvom europagten har fået al opmærksomhed, er et andet topmødepunkt mindst lige så revolutionerende.
Det drejer sig om Kommissionens forslag til økonomisk styring.
Vedtages det, kan det uden overdrivelse beskrives, som et stort skridt i retning af, at EU laver finanspolitik for medlemsstaterne.

Til forskel fra europagten kan beslutninger inden for rammerne af økonomisk styring træffes med kvalificeret flertal i Rådet og Kommissionen, hvor der oven i købet kan uddeles sanktioner til de lande, som ikke kan eller vil overholde målsætningerne.
Forslaget om økonomisk styring består groft sagt af tre tiltag.

Det første tiltag er allerede vedtaget og træder i kraft i år. Det handler om kontrol med medlemsstaternes finanslove. Dette vil ske gennem en procedure kaldt »det europæiske semester«, hvor Kommissionen og Rådet kan stille forslag til medlemsstaternes budgetter, forud for diskussionen i de nationale parlamenter.

Det andet tiltag handler om kontrol med medlemsstaternes gæld gennem en styrkelse af Vækst-og Stabilitetspagten, som sætter grænser for den offentlige gæld og underskud på de offentlige budgetter. Det nye er, at der indføres mål for, hvor hurtigt den offentlige gæld skal nedbringes. Kravet om hurtig gældsnedbringelse vil betyde, at medlemsstaterne vil få svært ved at gennemføre store offentlige investeringer og på den måde sætte gang i vækst og jobskabelse. Samtidigt vil det betyde sociale nedskæringer.

Den tredje komponent er den mest vidtrækkende og har samme formål som europagten. Den handler nemlig om kontrol med alle de politikker, som påvirker konkurrenceevnen. Eller, som det hedder i forslaget, at »forhindre makroøkonomiske ubalancer«. Ubalancer skal ikke nødvendigvis forstås som stor offentlig gæld eller underskud, men snarere som fald i konkurrenceevnen.

Kommissionens forslag er ikke præcist i forhold til, hvad ubalancerne består i. Dog fremgår det af Kommissionens udtalelser om forslaget, at »ubalancerne« kan dække over stort set alt fra offentlig gæld til skat og arbejdsmarkedspolitik. Samt hvad Kommissionen noget kryptisk kalder »fejlallokering« af ressourcer.

For at forhindre »ubalancer« får EU kompetence til at gribe ind i medlemsstaternes økonomiske politikker, så de passer med EU's strategi for økonomisk vækst. I første omgang skal synderen udarbejde en handlingsplan for, hvordan ubalancerne vendes.

Men hvis Rådet ikke er tilfreds med planen, kan det med et kvalificeret flertal gennemtvinge ændringer. Hvis nogen tidligere skulle have tvivlet på, at disse krav også kunne omfatte lønnedgang og nedskæringer i den offentlige velfærd, så må vedtagelsen af europagten have ryddet alle tvivl af vejen.

For at sikre, at medlemsstaterne gør som de får besked på, lægger forslaget op til økonomiske sanktioner. I første omgang er det kun eurolandene, som kan rammes økonomisk, mens de øvrige medlemsstater blot udsættes for spot.

Men Kommissionen har allerede luftet tanken om sanktioner for de øvrige lande i form af tilbageholdt landbrugsstøtte, strukturfondsstøtte m. v. Endeligt styrkes Kommissions rolle gevaldigt, idet Rådet skal mønstre et kvalificeret flertal for at stoppe Kommissionens sanktioner.

På kolllisionskurs med demokratiet
Med EU-modellen til økonomisk styring bliver grundlæggende politiske beslutninger behandlet indenfor rammerne af resultattavler, handlingsplaner, anbefalinger og politisk pres.

Det vil sige, at emner såsom løn, pension og velfærdsydelser bliver genstand for en lukket debat mellem EU-beslutningstagere, hvoraf de fleste ikke er direkte ansvarlige over for vælgerne. Dette er ikke bare en afpolitisering af finanspolitikken. Det er et frontalangreb på folkestyret.

 

Altinget logoEU
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget eu kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00